Kirkemusik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Store komponister: interwiki-fix |
udvidelse med redigeret og bearbejdet tekst fra Salmonsens Konversationsleksikon // men bør nok have et eftersyn af kyndige udi ældre musik + en tilføjelse om Kirkemusik for 1900-tallet |
||
Linje 1:
'''Kirkemusik''' er musik som bruges i [[gudstjeneste]]n, for eksempel
* Kirkemusik knyttet til sang: De vigtigste former er [[hymne]], [[kantate]], [[Koral (musik)|koral]], [[motet]], [[messe]], [[oratorium]], [[Passion (musikværk)|passion]] og [[rekviem]].▼
*Kirkemusik som står alene: Især musik for [[orgel]]
Af betydningsfulde komponister kan nævnes: [[Palestrina]], [[Girolamo Frescobaldi]], [[Dietrich Buxtehude]], [[Georg Friedrich Händel]] og [[Johann Sebastian Bach]], men også de store [[Wienerklassikken|wienerklassiske]] komponister skrev kirkemusik.<ref>Denne indledning kommer fra opslagets oprettelse og er fra den [[:no:Kirkemusikk|norske]] om samme emne.</ref>
▲Kirkemusik kan deles ind i to hovedgrupper:
==Musik og religiøs kultus/kult==
<!-- fra Salomonsen starter her -->
Musik og religiøs kultus eller [[kult]]<ref>[[Den Store Danske]] har to opslag: [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Religion_og_mystik/Reformationen_og_lutherske_kirke/kultus kultus] og [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Religion_og_mystik/Primitiv_religion/Kult kult], hvor der med ''kultus'' lægges mere vægt på den samfundsmæssige funktion, mens der ved ''kulten'' betones de interne forhold i kultfællesskabet.</ref> hører sammen; fra de ældste tider kendes benyttelsen af musik som stemningsvækkende element ved gudstjenesten. Således også i den ældste kristne kirke. Allerede ved [[nadver]]ens indstiftelse berettes det, at "lovsangen blev sunget"; man træffer i det hele i de tidligste efterretninger i [[Evangelium|evangelierne]], i [[Apostlenes Gerninger]] og de forskellige apostelbreve hyppig omtale af [[salme]]r og [[hymne]]r, afsunget ved de kristnes sammenkomster. Hvorledes denne første kristne sang har været beskaffen, ved vi ikke, men overvejende sandsynlighed taler for, at den har stået dels den [[jødisk]] tempelsang, dels den dengang almindelige græsk-romersk sang nær.
En genklang fra [[antikken]], [[vekselsang]]e, "antifonier", er karakteristisk for de kristne. Efterhånden som [[kirken]] vandt fodfæste, blev også kirkesangen ordnet. I den græske kirke nævnes [[Basilios den Store]] (d. 379) og Chrysostomos (d. 398) (formodentlig [[Johannes Chrysostomos]] d. 407) som grundlæggende i denne henseende. For den latinske kirke blev kirkeforsamlingen i Laodicea (364<ref>Om [[:de:Konzil von Laodicea|kirkeforsamlingen i Laodicea]] {{ de sprog}}</ref>) af betydning, fordi denne bestemmer, at sangen i kirkerne skal udføres af særlig dertil uddannede ''cantores'', en bestemmelse, som, fremkommet af nærliggende praktiske grunde, fik betydning for fremtiden, idet derved det folkelige element, menighedssangen, gik tabt for den latinske kirke. Til uddannelse af disse ''cantores'' blev der grundlagt sangerskoler, hvoraf den i [[Rom]] nævnes allerede i [[5. århundrede]] ([[Pave Hilarius 1.]] d. 468).
▲De vigtigste former er [[hymne]], [[kantate]], [[Koral (musik)|koral]], [[motet]], [[messe]], [[oratorium]], [[Passion (musikværk)|passion]] og [[rekviem]].
==Den latinske kirke==
I den latinske kirke nævnes den [[ambrosiansk kirkesang|ambrosianske kirkesang]] ([[Milano]], 4. århundrede); den endelige organisation skete ved den [[Gregoriansk sang|gregorianske kirkesang]] (Rom, 7.-8. århundrede). Den gregorianske kirkesang blev med [[kristendommen]] udbredt overalt, hvor den latinske kirke satte sig fast, og har lige indtil vore dage, altså i over 1000 år, udgjort det musikalske enhedsmærke for hele den latinske kirke. Den nyeste forskning viser, at de ældgamle melodier endnu for største delen er bevarede, derimod blev [[rytme]]n -; oprindelig en fri, oratorisk rytme -; desværre forvansket i løbet af [[Middelalderen]] (cantus planus<!--[[:commons:Category:Cantus planus]]-->). Først i vor tidsalder har man vendt sig mod dette forhold og atter gengivet den gregorianske sang sit rytmiske liv.
▲Især musik for [[orgel]]et; Nogle vigtige former er [[bryllupsmarch]], [[interludium]], [[præludium]], [[postludium]], [[sørgemarch]].
;Den gregorianske sang
Den gregorianske sang var altså beregnet på at afsynges af kirkens udlærte ''cantores''. Senere hen i Middelalderen opstod dog ved siden heraf mere folkelige former, hymner og såkaldte "sekvenser" eller "proser", som fik rig anvendelse ved de store kirkefester, ved [[Pilgrimsfærd|valfarter]], helgenfester og lignende, hvor også menigheden kunne deltage i udførelsen. Forskellige klostre, navnlig det i [[St. Gallen]], blev hovedsædet for denne folkelige kirkesang, hvortil senere føjede sig de talrige, særlig populære Maria-viser, med tekster til dels på modersmålet.
;Polyfoni
Den gamle kirkesang, særlig den gregorianske, var efter sin natur enstemmig. Flerstemmigheden kommer først op i [[10. århundrede]] (Hucbalds "Organum"<ref>Om munken Hucbald, død 930 og hans "Organum": [[:en:Hucbald|Hucbald]] og [[:en:Organum#History|Organum]] {{en sprog}}</ref> Mere udviklede former af flerstemmighed opstod fra [[12. århundrede]] i den såkaldte ''discantus'' eller ''déchant'', oprindelig vistnok en fransk kunstform med hovedsædet i [[Notre Dame]] i [[Paris]]. I løbet af 15. og 16. århundrede udviklede dette sig til en højst kunstfærdig [[kontrapunkt]]ik i den såkaldte [[nederlandske skole]]<!-- den er på vej: [[:en:Franco-Flemish School]]--> (fra [[Gilles Binchois]] og [[Guillaume Dufay]] til [[Johannes Ockeghem]], <!-- [[Hobrecht]]? Er muligvis Jacob Obrecht --> [[Jacob Obrecht]], <!--Josquin? Er højest sandsynlig Josquin Desprez --> [[Josquin Desprez]], [[Nicolas Gombert]] , [[Orlando di Lasso|Orlandus Lassus]] etc.). På to hovedpunkter strandede imidlertid denne skole: kunstfærdigheden udartede til kunstlethed, og teksten forsvandt aldeles i det kontrapunktiske stemmevæv. Omsider rejste kirken sig herimod, og det var ikke langt fra, at hele denne retning var blevet forkætret ved [[Tridentinerkoncilet|kirkeforsamlingen i Trident]] i 1564.<ref>Komponisterne i "den romerske skole" skabte musik under de begrænsninger som var formuleret af [[Tridentinerkoncilet]] i 1564, der tillod flerstemmig musik i kirkerne hvis den opfyldte faste kriterier: Teksten måtte være let at forstå, udtrykket skulle være værdigt og parodimesser var udelukket ([[:no:Romerske skole|"Den romerske skole"]] {{no sprog}}</ref>
<!--
:[[:en:Franco-Flemish School]] - [[Renæssancemusik#Den Burgundiske skole]] - [[:no:Romerske skole]]-->
Men allerede på den tid var en ny skole i begreb med at føre den nederlandske kontrapunktik op til ideale højder, hvor ædel kunst forbinder sig med klarhed og renhed, den romerske [[Polyfoni|polyfone]] skole med [[Giovanni Pierluigi da Palestrina]] som fører, de to Nanini ([[Giovanni Maria Nanino]] 1545-1607 og [[Giovanni Bernardino Nanino]] 1560–1623), de to Anerio ([[Felice Anerio]] 1560-1614 og [[Giovanni Francesco Anerio]] 1567-1630), Vittoria (det italienske navn for [[Tomás Luis de Victoria]] 1548-1611) og [[Francesco Soriano]] 1549-1621 som nærmeste efterfølgere. De angiver grundlinierne for den kirkelige polyfone kunst lige til vor tid.
==Reformationen==
Omtrent på samme tid bragte [[reformationen]] en omvæltning i kirkesangen: den protestantiske [[Koral (musik)|koral]] kom til verden. Med rette er [[Luther]] betegnet som føreren her ‐ han selv var en grundmusikalsk natur og forstod fuldt ud betydningen af at få menighedssangen ind i [[liturgi]]en som regelmæssigt led. Det er dog en misforståelse at tro, at Luther brød med den gamle latinske kirkesang, tværtimod, han ærede og elskede den, og bibeholdt den, så vidt muligt, i [[messe]]n. Men ved siden heraf gav han menigheden sange at synge, dels gamle latinske kirkemelodier, indrettede efter de ny krav, dels folkemelodier. Luther har fået ord for at have "komponeret" mange af disse koraler, men det turde nu anses for oplyst, at hans fortjeneste ligger i at have udvalgt dem og lempet dem til, altså, om man vil, "redigeret" dem. Med andre ord, han forholder sig til den lutherske kirkesang på samme måde som i sin tid [[Pave Gregor 1.|pave Gregor]] til den katolske kirkesang. Hans medarbejdere var især [[Johann Gottfried Walther]] og [[Ludwig Senfl]]. Den første udgav [[1524]] den første lutherske sangbog. En række tyske mestre fra [[17. århundrede]] arbejdede videre, til dels i kunstfulde former på samme sag: [[Sethus Calvisius]], [[Johannes Eccard]], [[Johann Crüger]], [[Hans Leo Hassler]], de tre Praetorius<ref>Liste over personer med navnet [[:de:Praetorius|Praetorius]] {{de sprog}} : [[:de:Hieronymus Praetorius|Hieronymus Praetorius]] (1560–1629), komponist -; [[:de:Hieronymus (III) Praetorius|Hieronymus (III) Praetorius]] (1614–1629), komponist -; [[:de:Jacob Praetorius der Ältere|Jacob Praetorius de ældre]] (o. 1520–1586), organist og komponist -; [[:de:Jacob Praetorius der Jüngere|Jacob Praetorius den yngre]] (1586–1651), organist og komponist -; [[:de:Johann Praetorius (Komponist)|Johann Praetorius]] (1595–1660), komponist -; [[:de:Michael Praetorius|Michael Praetorius]] (1571?–1621), organist og komponist -; [[:de:Michael (II) Praetorius|Michael (II) Praetorius]] (o. 1587–1624), komponist
</ref><!-- ([[Hieronymus Praetorius]]?, [[Michael Praetorius]]? og Jacob Praetorius d.y. (1586-1651) ? [[:no:Jacob Praetorius]], [[:de:Praetorius]] )--> og flere.
Det protestantiske [[Frankrig]] fik sin kirkelige sangbog [[1565]], idet [[Claude Goudimel]] redigerede og udsatte melodier til [[Clément Marot]]s og [[Theodore Beza]]s omdigtninger af [[Salmernes_Bog|Davids salmer]]. I England anses [[John Merbecke]] (ca. 1510-85) som den, der har kodificeret den engelske salmebog.
==Den store forandring omkring 1600==
For kirkemusik som kunst blev den omvæltning, der i musikkens historie fuldbyrdede sig hen imod år 1600, af stor betydning: [[opera]]ens tilblivelse og den dermed i forbindelse stående indførelse af et nyt stilprincip, det [[Homofoni|homofone]]. Som der for teatret blev komponeret operaer, blev der for kirken komponeret gejstlige dramaer. Heraf fremgik [[oratorium|oratoriet]] med [[Giacomo Carissimi]] (1605-74) i Rom som foregangsmand, en omformning skete af [[motet]]ter og salmekompositioner i ny homofon stilart, og der opstod ny former for kirkemusik, [[kantate]]n for én eller flere solostemmer, [[koncert]]en for instrumenter.
;Selvstændig instrumentalmusik i kirken
Med den sidste får vi en hidtil ukendt faktor ind i kirkemusik, det selvstændig instrumentale. Tidligere havde instrumenterne efter sagens natur kun indtaget en underordnet, en tjenende plads. Selv med kirkens særlige instrument, [[Orgel|orglet]], var man ikke ude over de første forsøg (Squarcialupi i Firenze, Merulo i Venedig, Frescobaldi i Rom, og flere). Nu derimod fremtrådte instrumenterne selvstændig, efterhånden ganske uafhængige af sangstemmerne. [[Den venetianske skole|Skolen i Venedig]] med [[Giovanni Gabrieli]] i spidsen gjorde de første skridt i denne retning. Kirkemusik fik større glans og farve, mere liv og bevægelse, idet der derved tilstræbtes og opnåedes store "effekter". Naturligvis, virkede meget af alt dette helt og holdent udadtil, og man forstår faren ved disse nydannelser for det egentlige centrale i kirkemusik; det varede dog endnu en rum tid, inden disse ydre smykker helt tog magten fra den kirkelige stil.
==Tyskland==
Den ny stil omplantedes fra Italien til Tyskland af [[Giovanni Gabrieli]]s elev [[Heinrich Schütz]] og nåede en rig og storslået udvikling i [[Johann Sebastian Bach]]s geniale værker, samtidig med hvilke [[Händel]]s oratorier står frem som en art gammeltestamentlige monumenter i toner. Med disse to mestre kulminerer udviklingen. Den følgende tidsalder repræsenterer mere eller mindre parykstilen i kirkemusik ([[Giovanni Battista Pergolesi]], [[Johann Adolph Hasse]], [[Carl Heinrich Graun]] 1701-59 eller broderen [[:de:Johann Gottlieb Graun|Johann Gottlieb Graun]] 1703-71 etc), og det lykkedes kun enkelte benådede mestre at hæve sig ud herover (Mozarts rekviem). 19. århundredes komponister har for en del stillet sig ret udvendig til kirkemusik, [[Rossini]] fulgte det nedtrådte italienske spor, [[Berlioz]] anstillede instrumentale effekteksperimenter i sit rekviem, andre og mindre ånder fulgte på forskellig vis efter. Et værk som [[Beethoven]]s kolossale ''Missa solemnis'' står helt for sig.
Henimod sidste halvdel af 19. århundrede er der dog sket et omslag, større alvor og stilrenhed har gjort sig gældende. I den katolske verden har [[Liszt]] og i sine senere år [[Verdi]] gjort sig bemærket, i den protestantiske verden [[Mendelssohn]], senere [[Friedrich Kiel]] og [[Johannes Brahms]], i Danmark [[J.P.E. Hartmann]] og for [[Kirkesangsreformen|reformen af salmemelodiernes]] vedkommende [[Thomas Laub]].
<!-- Salomonsen slutter her -->
<!-- Kirkemusik for 1900-tallet mangler -->
== Kilde ==
* Opslag af professor [[Angul Hammerich]] i [http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0959.html Salmonsen] ([[Salmonsens Konversationsleksikon]], 2. udgave, bd. 13, s. 941) med indledning fra den [[:no:Kirkemusikk|norske]] artikel.
==Noter==
{{reflist|2}}
[[Kategori:Kirkemusik]]
| |||