Berengar af Tours: Forskelle mellem versioner

I [[1040]] blev han [[domherre]] ved [[domkirke]]n i [[Tours]] og [[ærkedegn]] i [[Angers]], hvor han ejede store godser. På grund af sin vindende personlighed og sin lærdom blev Berengar årsagen til, at domskolen i Tours fik et stort ry, som kun den [[Normandiet|normanniske]] [[klosterskole]] i [[Bec]] kunne måle sig med. Hans selvstændige opfattelse af flere ting vakte ganske vist gejstlighedens opmærksomhed, men det var hans udtalelser om [[nadver]]en, der bragte ham på kant med myndighederne. Han havde nemlig opdaget, at [[transsubstantiationslæren]] var en opfindelse af "en ikke meget klart tænkende [[munk]] ([[Radbertus]]) i [[Karl den Skaldede]]s dage", og ved studiet af [[kirkefader|kirkefædrene]] havde han fået den overbevisning, at nadveren er en åndelig nydelse, et tegn eller et pant på frelsen ved [[Kristus|Kristi]] død. Det skrev han i [[1049]] om i et [[brev]] til [[Lanfrank]], forstanderen for klosterskolen i Bec. Han fremlagde brevet på påske[[synode]]n i [[Rom]] i [[1050]], hvor det blev fordømt. Berengar blev indstævnet til synoden i [[Vercelli]] samme år, men på vejen dertil blev han fængslet af kong [[Henrik 1. af Frankrig]], og synoden dømte ham i hans fravær.

 

 

[[Kategori:Personer fra middelalderen]]