Elverhøj: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Bot: Kosmetiske ændringer |
PHansen (diskussion | bidrag) +et afsnit om nationalfølelsen |
||
Linje 14:
Som et kuriosum kan det nævnes, at i filmen ''[[Olsen-banden ser rødt]]'' bryder banden ind i et lokale på Det Kongelige Teater under en opførelse af ''Elverhøj''. Bandens larmende værktøj camoufleres af ouverturen, der er forlænget til lejligheden af [[Bent Fabricius Bjerre]].
__TOC__
== Sangene ==
'''Første akt'''<br \>
[[Jeg gik mig i lunden]]<br \>
Line 36 ⟶ 35:
== Rollehavende ==
I den oprindelige opførelse af stykket, ved ovennævnte bryllup, er følgende rolleindehavere kendte.
Line 42 ⟶ 40:
'''Agnete''' - Jomfru Pätges (Senere kendt som [[Johanne Luise Heiberg]], efter sit ægteskab med [[Johan Ludvig Heiberg]]).<br \>
'''Elverpige''' - Louise Rasmussen (Senere kendt som [[Grevinde Danner]], efter sit ægteskab med brudgommen, Frederik VII).
==Nationalfølelsen==
60 år efter førsteopførelsen – i [[1888]] ved den nationalromantiske periodes udløb – refererede [[Christian Richardt|Chr. Richardt]] til stykket i [[prolog]]en til ''[[Den nordiske Musikfest i Kjøbenhavn 1888]]''
{{citat|... hin Kveld stod Folkevisen Brud med Kunsten ... |Chr. Richardt i prologen ved [[Den nordiske Musikfest i Kjøbenhavn 1888|den nordiske musikfest 1888]].<ref>[[Christian Richardt|Chr. Richardt]] i prologen ved [[Den nordiske Musikfest i Kjøbenhavn 1888|den nordiske musikfest 1888]]. Citeret efter Jensen, s. 227 og 324, der citerer ''Musikbladet'' 5. årg. nr 11-12,23, juni 1888 </ref>}}
Folkevisetonen kunne anvendes til at give stykket [[vaudeville]]-genrens lokalkolorit – med Heibergs ord i fortalen: "en ret national Duft eller Colorit"<ref name="Jensen227">Jensen, s.227</ref> – og dette var egnet til at vække nationalfølelsen. [[Johanne_Luise_Heiberg|Fru Heiberg]] skriver i sine erindringer:
{{citat|Det romantiske Stof i Forening med de skjønne, nordiske Sange greb Nationalfølelsen. Denne Følelse førtes nu over paa den sidste patriarkalske Konge af den oldenborgske Stamme, den elskelige Frederik den Sjette. Jeg ser endnu for mine Øjne den gamle Konge med det snehvide Haar, som han ved den første Forestilling af Stykket sad i sin Loge, dybt rørt over de Allusioner, der findes i Skuespillet til ham og hans Slægt, og som Publikum greb med stormende Jubel.|Johanne Louise Heiberg i ''Et Liv genoptaget i Erindringen'', citeret efter Jensen, s. 228}}
Den [[Enevælden|enevældeige]] konge blev hyldet samtidig med en sympatisk skildring af et [[Folk|folkeligt]] persongalleri; man kunne altså betragte stykket som et nybrudsværk, hvor [[folkevise]] og [[kunstmusik]] og -digtning for første gang fuldgyldigt blev forenet og hvor djærve skikkelser af folket trådte frem på scenen; man kunne også tolke det som en tribut til det oplyste kongedømme, hvor en harmonisk forening af kongemagt og folkeliv fandt sted.<ref>Jensen, s. 229</ref>
Hvor Heiberg snarere havde haft ''æstetiske'' overvejelser, var retningen i tiden henimod en ''ideologisk'' betinget tolkning som grundlaget for en nationalkunst med det folkelige som nationens kerne, således som [[borgerskab]]ets liberale intelligens forstod og identificerede sig med det – og udmøntede det i [[Nationalromantikken|nationalromantiske]] kulturprogrammer som eksempelvis [[Orla Lehmann]]:
{{citat|Det er en Paastand, der, som vi haabe, ikke vil møde nogen Modsigelse, at den danske Nations Kjærne bestaar af en oplyst og agtværdig Middelstand, som i sig har optaget alle de høiere Stænder, og derved arvet disses aandige og politiske Fortrin, og som dagligen recruterer sig af de lavere Classer, hvilke den derved aabner Adgang til den adelige Lighed, under hvis [[Palladion|Palladium]]<!-- Palladium=Palladion ? --> den selv har vundet og hævdet en høi Grad af Værd og Velfærd.|Orla Lehmann i ''Maanedsskrift for Litteratur'', 7. bd. 1832, s. 152<ref>[[Orla Lehmann]] i ''Maanedsskrift for Litteratur'', 7. bd. 1832, s. 152 i en anmeldelse Af F.A. Holstein: ''Om de danske raadgivende Provisial-Stænders Væsen og Værd''. </ref> – her citeret efter Jensen, s. 228}}
Og ti år senere, i 1842, hos [[A.P. Berggreen]] der formulerede sit [[Nationalromantikken|nationalromantiske]] program for en kunstnerisk folketone i musikken i forordet til første bind af folkeviseudgaven fra 1842:
{{citat| ... Optagelsen af dette element i kunsten skal imidlertid ikke blot bestå i ligefrem at indlægge hine melodier i et musikværk; men disse må være gået over i komponistens væsen, der da, opfyldt af deres ånd, vil kunne give sit arbejde det ejendommelige, nationale præg, der dog fremfor alt giver et kunstværk betydning. ...|A.P. Berggreen 1842<ref>[[A.P. Berggreen]] i [http://www.nomos-dk.dk/skraep/berggren.htm forordet] til 2. udgave af ''Danske Folke-Sange og Melodier'', 1869 (1842) — Om [http://www.dafos.dk/guiden/frame.asp?afsnit=1.1 dette forord] se omtale hos Dafos.dk: "...Dette forord blev et nationalromantisk programskrift i Danmark. ..." (i afsnittet "A.P. Berggreens folkeviseudgave")</ref>}}
Stykket vurderes af Jensen til at være en nyskabelse i sin formulering af folketonen, mens det tidsmæssigt kom til at stå som et overgangsværk på tærsklen til en ændret opfattelse af den nationale identitet i kunsten. "Elverhøj i et tidehverv" som afsnittet kaldes.<ref name="Jensen227" />
;Se også
*[[Nordisk tone i musikken]]
==Litteratur==
* Niels Martin Jensen: "Niels W. Gade og den nationale tone. Dansk nationalromantik i musikalsk belysning" i ''Dansk Identitetshistorie'', bd. 3. ("Folkets Danmark 1848-1940") red. af [[Ole Feldbæk]]. København 1992, hvor s. 327ff er brugt til afsnittet "Nationalfølelsen" her.
==Noter==
{{reflist|2}}
{{Den danske Guldalder}}
{{Guldalderens musik}}
[[Kategori:Skuespil]]
| |||