Felttoget i Nordafrika: Forskelle mellem versioner

|konflikt = Felttoget i Nordafrika

|delaf= [[2. Verdenskrig]]

|titel=En britisk [[Crusader tank]] passerer en brændende tyske [[Panzer IV]] tank under [[operation Crusader]]. [[27. november]] [[1941]]

|dato= [[10. juni]] [[1940]] - [[16. maj]] [[1943]]

|resultat= Sejr til de Allierede

|part1= {{flagicon|GBR}} [[Storbritannien]]<br />

{{flagicon|FRA}} [[Frankrig]]<br />

{{flagicon|AUS}} [[Australien]]<br />

{{flagicon|POL}} [[Frie polske styrker]]<br />

|styrke1=

|tab1='''[[Frie franske styrker]]'''<br />

2.715 Døde<br />

8.978 Sårede<br />

{{flagicon|FRA}} [[Vichy Frankrig]]

|fører2 =

{{flagicon|FRA}}[[François Darlan]]

|styrke2=

8.000 fly ødelagt eller erobret<br />

6.200 guns ødelagt eller erobret<br />

|noter=

}}

De allierede styrker iværksatte et lille angreb, [[Operation Brevity]], i et forsøg på at presse aksestyrkerne tilbage over grænsen, men det mislykkedes. Det blev efterfulgt af en større offensiv, [[Operation Battleaxe]], der havde til formål at undsætte Tobruk, men den mislykkedes også.

 

 

Under det efterfølgende dødvande reorganiseredes de allierede styrker. [[Archibald Wavell]] blev efterfulgt som øverstkommanderende i Mellemøsten af [[Claude Auchinleck]] og hæren i den vestlige ørken [[Western Desert Force]] blev forstærket med et yderligere korps i form af den britiske 8. Arme, som på daværende tidspunkt bestod af styrker fra [[Storbritannien]], [[Australien]], [[Indien]], [[New Zealand]] og [[Sydafrika]] foruden en brigade af [[Frie franske styrker]] under [[Marie-Pierre Koenig]]. Den nye styrke iværksatte en offensiv,[[Operation Crusader]], i november 1941 og havde i januar [[1942]] generobret alt det territorium, som kort tid inden var blevet taget af tyskerne og italienerne. Frontlinjen lå nu igen ved El Agheila.

 

== Operation Torch ==

{{Uddybende|Operation Torch}}

 

 

Efter landsætningerne i Operation Torch i begyndelsen af november 1942 indledte tyskerne og italienerne en opbygning af tropper i Tunesien for at udfylde det tomrum, som blev efterladt af de vichy-franske tropper, der var blevet truffet tilbage. I denne svaghedsperiode besluttede de allierede sig for ikke at rykke hurtigt ind i Tunesien, mens de kæmpede med de vichy-franske autoriteter. Mange af de allierede soldater måtte bruges som besættelsesstyrker, på grund af den usikkerhed, der var omkring de vichy-franske styrker og deres planer.

Fra midten af november kunne de allierede rykke ind i Tunesien, men kun med en enkelt division. I starten af december var en styrke bestående af den britiske 78. infanteridivision og elementer af den amerikanske 1. panserdivision trængt frem til omkring 30 km fra [[Tunis]] by. På det tidspunkt havde aksemagterne overført en tysk og fem italienske divisioner fra [[Europa]] for at forstærke forsvarerne. De allierede blev knust.