Ringbrynje: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Glenn (diskussion | bidrag) linkændr |
m Uddyber yderligere |
||
Linje 4:
En komplet ringbrynje kan indeholde 20-30.000 enkeltringe og vejer typisk 12-25 kg. Vikingetidens brynjer var ofte koftelange og ærmerne gik til albuen. I middelalderen blev ærmerne længere og man lavede hætte og "bukser" i ringbrynje.
Man gik også over til "fylde huller ud" pladerustning med ringbrynje. Dvs. man havde solide metalplader på større stykker af kroppen, f.eks. skinnebenet, baven, over- og udnerarmen, men i led såsom knæhaserne, albuerne og under armene kunne man hav et stykke ringbrynje. Dette gav større beskyttelse og mens man stadig havde en vis bevægelighed.
Nogle brynjer var også nittede eller endda dobbeltnittede. Når ringende bliver nittet øges brynjes holdbarhed betydeligt. Dette er dog meget dyrt, da det skal gøres ufatteligt mange gange. Derfor var det kun de rige der havde råd til at få lavet en
Ringbrynjen beskytter mod skærende eller stikkende våben. Den sørger for, at man ikke får åbne sår, men absorberer ikke slaget så meget at man ikke kan få indre lesioner. Bliver man hugget i en arm, der er dækket af ringbrynje, med et sværd, vil man ikke få hugget armen af, men man vil temmeligt sikkert pådrage sig en [[Fraktur (anatomi)|fraktur]]. Af samme grund blev der oftest båret en vams eller en slagkofte under brynjen til at absorbere slagene yderligere. En vams er to eller flere stykke stof, vhor der er fyldt ud med nogen blødt imellem. Slagkoften består af mange lag stof (gerne over 12) der er syet sammen: Begge har den egenskab af de blive tykke og bløde, og derfor kan deabsorbere slag og stød.
Da en ringbryjne bliver lavet af jernringe kan den hurtigt [[rust]]e. Dette har man i forhistorisk og i historisk tid modvirket ved at dyppe brynjen i kogende olie.
| |||