Færøernes folkekirke: Forskelle mellem versioner

* ''Se også artiklen [[Færøernes historie]]

Efter at [[Færøerne]] blev kristnet i [[999]] af [[Sigmundur Brestisson]], blev [[den katolske kirke]] etableret på øerne i [[1035]]. I [[1100]] blev det færøske [[bispedømme]] med sæde i [[Kirkjubøur]] indrettet. Først hørte sædet under bispedømmet Bremen, men i [[1104]] overgik det til [[Lund Domkirke|Lund]], hvorfra det i [[1152]] gik videre til [[Nidaros]] i ([[Trondhjem]]). En af de mest kendte biskopper i den færøske historie var [[biskop]] [[Biskop Erland|Erland]], der i år [[1300]] lod opføre [[Magnuskatedralen]] i [[Kirkjubøur]], der også i nutiden er et af Færøernes betydeligste fortidsminder. Katedralen blev sandsynligvis aldrig færdigbygget, og i stedet for tjente St. Olav kirken i samme [[bygd]] som biskopsæde.

[[Reformation]]en i [[1538]] betød ikke kun enden for det katolske bispedømme, men også indførelsen af [[dansk (sprog)|dansk]] som administrations- og kirkesprog. Samtidig overgik den katolske kirkes jordbesiddelser (ca. 40 % af hele den opdyrkede jord) til [[kongen]]. Den såkaldte [[kongsjord]] tilhører i dag det færøske hjemmestyre, som forpagter jorden ud til landmændene. Fra 1539 til 1557 eksisterede det færøske evangelisk-lutherske bispedømme, men det kom derefter under bispeedømmet [[Bergen]] i [[Norge]]. I 1709 kom provstiet under bispedømmet [[Sjælland]]. I perioden fra [[1720]] til [[1775]] hørte det under [[Islands stift]], og derefter igen til Sjælland indtil 1990.