Odin: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Kaitil (diskussion | bidrag) m →Oprindelse: Typo |
Steenth (diskussion | bidrag) m sammenlægger ens noter |
||
Linje 25:
Trods sin rolle som krigsgud beskrives Odin kun sjældent som aktivt kæmpende, ligesom krigeregenskaber, som styrke og mod aldrig blev tillagt ham; de evner han havde, var snarere den strategiske snilde og brugen af bedrag. Han tog ikke hensyn til moral og retfærdighed, og man blótede til ham før en kamp, for at købe sig til et fordelagtigt resultat, ikke for en glorværdig sejr.<ref name=autogenerated1>Bæksted (1996) pp. 48</ref> Måden man ofrede til Odin på var hængning og stik eller kast med spyd. Fra sagaerne kendes fx flere beskrivelser af en bestemt ritual en hærfører udførte før et slag: Før kampen begyndte slyngedes et spyd mod fjenden, for at ví dem til Odin: Dette er en gentagelsen af indledningen til den første mytologiske krig,<ref>Bæksted (1996) pp. 50</ref> som begyndte da Odin kastede sit spyd.<ref>Beskrevet i [[Völuspá]]</ref> Det var måske dette ritual, hvor fjenderne dedikeres til Odin, som smittede af på dødsguden, og gjorde ham til krigsgud.<ref name=autogenerated2>Ellis Davidson (1964) pp. 153</ref>
Selv da Odin var blevet krigsgud og konge fungerede han stadig som dødsgud. På sin borg [[Valhalla]] samlede han de bedste af menneskenes krigere, som faldt i kamp, de blev kaldt [[einherjer]]ne. De skulle kæmpe for ham og guderne mod [[jætte]]rne og kaosmagterne i Ragnarok. Einherjernes lod var ligesom Odins ikke evigt liv, men at falde i det yderste slag ved dommens dag, de befandt sig indtil da i en liminalfase mellem livet og deres endelige død.<ref name=autogenerated4>Clunies Ross (1994) pp. 257</ref> Valhalla var Odins måde at forsøge at omgå udfaldet af Ragnarok, og hans primære opgave i de mytologiske fortællinger, var således at udsætte hans egen uafvendelige død og destruktionen af den den verden, som han selv havde skabt.<ref name=ross255>Clunies Ross (1994) pp. 255</ref> Dem som blev udvalgt Odin til at bo i Valhalla, var dog kun heltene, de store ledere, fyrsterne og kongerne.<ref>Ellis Davidson pp. 48</ref>
Den eneste reference til Valhalla i Ældre Edda stammer fra [[Grímnismál]], hvilket tyder på at denne forestilling om et overjordisk krigerparadis opstod på et sent tidspunkt under kristen påvirkning.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 150</ref> Valhalla var sandsynligvis en videreudvikling af ældre forestillinger om, at de faldne krigere fortsatte deres sidste kamp i gravhøjen, og at den udgjorde det oprindelige dødsrige. Oprindeligt havde hans rige været graven, men da Odin gradvist overtog rollen som krigsgud og Alfader, blev Valhalla til et lyst og venligt sted <ref name=autogenerated2 /> Spor af paradisiske dødsriger hos andre indoeuropæiske kulturer taler dog imod, at idéen om et venligt dødsrige ikke fandtes i Norden tidligere.<ref name=autogenerated6 />
Odin var også gud for inspiration, magi og poesi. Han opnåede stor visdom og kendskab til [[runer]]nes hemmeligheder, da han hængte sig selv i verdenstræet [[Yggdrasil]]. Dette var imidlertid kun en åndelig død, hvor han ofrede sig selv til sig selv.<ref>Se [[Den Højes tale]]</ref> I en anden fortælling ofrede han sit ene øje for at kunne drikke af [[Mimers brønd]], for det opnåede han også umådelig visdom. Hans navn bliver gerne oversat med raseri, men betyder sikkert snarere ekstase; både krigerens og digterens inspiration og genialitet.<ref name=davidson147>Ellis Davidson (1964) pp. 147</ref> Valknút er et symbol for Odins evne til at løse og binde mænd; på slagmarken kunne det give sig udslag i enten paralysering (lagt bånd på sindet) eller rus (løst for al frygt og selvkontrol).
Flere forskere har fremført teorier om at Odins-forestillingerne i virkeligheden er sent indlån i nordisk sammenhæng, det drejer sig om bl.a. [[E. A. Ebbinghaus]], [[Jan de Vries]] og [[Thor Templin]]. Denne teori støttes til dels af nogle passager i de islandske [[saga]]er, fx en, hvor det fortælles at Odin engang blev smidt ud af [[Asgård]] af de andre guder, hvilket virker usandsynligt for en ''alfader''-figur. {{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} Både de Vries og Templin mener desuden at [[Loke]] og Odin oprindeligt har været én og samme figur, der blev splittet i to i den tidlige vikingetid. {{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}
Linje 55:
''[[Vølvens spådom|Völuspá]]'' er en beretning om hele verdens historie, både der var sket tilbage fra urtiden, og det der vil ske i fremtiden. Den indeholder også en rammefortælling, om [[vølve]]n, som beretter alt dette til Odin. Hun fortæller ham om hans egne gerninger i fortiden; drabet på Ymir og hans skabelse af Jorden og menneskene, at han igangsatte den første krig, hans ofring af sit eget øje i [[Mimers brønd]] og Balder, hans egen søns død. Hun fortæller om Odins egen skæbne, hvordan han selv skal dø, dræbt af [[Fenris]], og at [[Vidar]] vil hævne ham. Men også at en ny Jord vil opstå i stedet for den gamle, der vil gå til i flammehavet. De overlevende af asernes slægt vil derpå mindes Odins gerninger.
''[[Den Højes tale|Hávamál]]'' indeholder en fortælling om hvordan Odin opdagede runerne, efter han havde været hængt i verdenstræet og stikket med et spyd i ni dage og ni nætter. Den viden han opnåede på denne måde gav ham magten over de Ni verdner, dvs. hele Jorden. Nogle forskere har foreslået, at denne myte er en nordisk udgave af den kristne forestilling om Jesu korsfæstelse.<ref name=bbcviking>''Viking Religion'' By Gareth Williams [http://www.bbc.co.uk/history/ancient/vikings/religion_02.shtml at BBC - History]</ref> Andre afviser denne forbindelse, da ofring er den eneste parallel mellem disse to myter <ref
''[[Lokasenna]]'' giver et andet billede af Odin. Digtet fortæller om et skænderi mellem [[Loke]] og de øvrige guder efter Balders død. Da Loke håner [[Gefion]] forsøger Odin at forsvarer hende, det medfører at Loke angriber Odin verbalt, bla. Ved at hentyde til hans meget umandige praktisering af sejd; noget som var kvinders domæne. Det ender med af Frigg må forsvare sin mand, hvorefter hun blive mål for Lokes hån.
Linje 91:
I Norden blev sejd beskrevet som en af mest kraftfulde kunster, men normalt også opfattet som noget feminint. Det var derfor en særlig ritualteknik knyttet til kvindelige præstinder og guder, især blev Freja tillagt stærke kræfter. Det betød at mandlige udøvere kvindagtiggjorde sig selv, hvilket blev anset som stærkt nedværdigende i det før-kristne nordiske samfund.<ref>Clunies Ross (1994) pp. 209</ref> En mand, der blev grebet i at udøve sejd, blev derfor opfattet som [[arg|ergi]] dvs. umandig.<ref name=autogenerated1 /> I myterne fortælles det, at det var Freja, som første gang lærte aserne sejdkunsten. Den var derfor i særlig grad forbundet med vanerne. Odin var også forbundet med denne gudeæt i andre forhold, fx havde både han og vanerne magt over døden, og Frejas ellers forsvundne ægtemand Od kan oprindeligt have været Odin.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 155</ref>
En vigtig del af fortællingerne om Odin er hans fugle, de to ravne Hugin og Munin. Odins dyr fungerede i tekster og på billeder som hentydninger til ham selv.<ref>Nordal (1994) pp. 145</ref> De er en del af ældre forestillinger, og optræder på billeder fra jernalderen. I shamanistisk tradition repræsenterer fugle seerens eller shamanens sind, der kan flyve frit over lange afstande og se vidt omkring, helt uafhængigt af kroppen.<ref
| |||