Perctarit og hans ældre bror [[Godepert]] var på deres fars opfordring blevet valgt til sammen at regere som konger over langobarderne. Perctarit der var [[Katolicisme|katolik]], regerede fra [[Milano]], mens hans bror der var tilhænger af den oprindelige langobardiske [[Arianisme|arianske kristne]] tro, havde sit kongesæde i den gamle hovedstad [[Pavia]].
Efter farens død udbrød der straks stridheder mellem de to konger. Godepert søgte hjælp hos hertugen af Benevento [[Grimoald (langobarder)|Grimoald]], men i stedet for hjælp lod han Godepert snigmyrde og satte sig selv på tronen, hvorefter Perctarit blev tvunget til at flygte til udlandet. Først ankom han til [[avarerne]]s hof hvor [[khagan]] [[Kakar]] regerede. Imidlertid havde Perctarit ikke fået sin familie med og hans kone [[Rodelinde (Perctarit)|Rodelinde]] og deres søn [[Cunincpert]] faldt i Grimoalds hænder, som fik dem sendt til [[Benevento]]. Grimoald giftede sig med Perctarit og Godeperts søster, og forsøgte sig nu med en forbrødring mellem ham selv og Perctarit og inviterede ham tilbage til Pavia. Men Grimoald blev alligevel nervøs for den opbakning Perctarit stadig havde blandt langobarderne så han planlagde at få ham snigmyrdet. Perctarit blev advaret om planerne i tide og flygtede kort tid efter igen, denne gang til [[franker]]ne i [[Neustrien]]. Derfra var han ved at forberede sig på at flygte videre til [[England]] da han fik besked om Grimoalds død (ifølge [[Paulus Diaconus]] fra Gud røst). I [[671]] returnerede han så igen til Lombardiet som i mellemtiden var blevet regeret på vegne af Grimoalds søn [[Garibald]]. Perctarit skubbede Garibald til side og lod sig igen kåre til konge. Perctarit lod katolicisme blive landets officielle religion<ref>{{cite book |last=Brown |first=T. S. |title=The New Cambridge Medieval History: II. c. 700 - c. 900 |pages=p.321}} </ref>, men anerkendte ikke pavens overherredømme. Han lavede en fredsaftale ("Evig Fred") med [[Østromerske Kejserdømme|byzantinerne]], hvilket fastlagde opdelingen af Italien de to parter imellem. Aftalen blev ratificeret i [[Konstantinopel]] i [[680]] til [[681]] af langobardiske ambassadører, der samtidig deltog i et kirkemøde der også fordømte [[monoteletism]]. Med fredsaftalen anerkendte byzantinerne at langobarderne havde herredømme over størstedelen af Italien, mod til gengæld forsikring om at langobarderne ikke ville angribe flere af deres italienske besiddelser ([[Ravenna]], [[Exarkatet i Ravenna|Exarkatet]], [[Pentapolis]] og også officielt [[Rom]]).
I den sidste tid af Perctarits regeringstid påbegyndte hertugen af [[Trento]], [[Alahis]] et oprør i det nordøstlige Italien. Det lykkedes Perctarit at tage ham til fange, men han tilgav og frigav ham.
