Besættelsen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Kemp (diskussion | bidrag) Korrektioner |
→Invasionen: små-edit |
||
Linje 53:
[[Erik Scavenius]] var som leder af samlingsregeringen, statsminister igennem den største del af besættelsen. Han var diplomat, ikke en valgt politiker og havde en elitistisk forhold til regeringsførelsen. Han var meget bekymret for at den efter hans mening emotionelle offentlige mening, ville destabilisere hans forsøg på at skabe kompromisser mellem dansk suverænitet of realiteterne omkring den tyske besættelse. Scavenius opfattede sig selv som en af Danmarks mest drevne beskyttere. Efter krigen og besættelsens afslutning, var der megen kritik af hans rolle, specielt fra medlemmerne af den aktive modstandsbevægelse, som mente at han havde lagt hindringer i vejen for den aktive modstand, og dermed truet Danmarks nationale ære. Scavenius mente derimod at hans kritikere blot forsøgte at opbygge deres ry og/eller politiske karriere gennem overdrevent følelsesbaserede argumenter.
De danske myndigheder var istand til igennem samarbejdspolitiken at opnå vigtige indrømmelser. De nægtede konsekvent at indgå i en told- og møntunion med Tyskland. De danske myndigheder var bekymrede for de negative økonomiske og politiske konsekvenser af det tyske forslag. De tyske myndigheder ønskede på den anden side ikke at risikere at ødelægge de specielle relationer de havde til de danske myndigheder, ved at gennemtvinge forslaget, som det var tilfældet i andre besatte lande. De danske myndigheder var istand til at forhale forhandligerne om en retunering af [[Nordslesvig]] til Tyskland og til at forbyde "uniformerede marcher". Det danske nazistparti blev desuden holdt uden for regeringen, og et relativt frit demokratisk valg, med et klart anti-nazistisk resultat blev afholdt i midt under krigen. Repræsentanter for det danske militær fik også adgang til følsomme tyske militære informationer, som de succesfuldt
Den største succes i forbindelse med den danske politik i forhold til Tyskland var den relative succes med hensyn til at beskytte landets jødiske minoritet igennem en årrække. I de år samarbejdspolitikken fungerede, nægtede regeringen konsekvent at acceptere de tyske krav i forbindelse med landets jøder. Myndighederne nægtede at gennemføre specielle love rettet mod den jødiske befolkning, og deres borgerlige rettigheder forblev de samme som den øvrige befolknings, igennem hele perioden med samarbejdspolitikken. De tyske myndigheder følte sig i stigende grad generet af den danske holdning til spørgsmålet, men ville samtidig ikke gennemtvinge deres ønsker da de forventede at det ville blive set som "politisk uacceptabelt." Selv [[Gestapo]]-officeren, Dr. Werner Best, der var den øverste tyske repræsentant i Danmark fra november 1942, mente at ethvert forsøg på at fjerne jøderne, ville være særdeles skadeligt for forholdet mellem de to regeringer, og anbefalede derfor ikke nogen form for aktion mod de danske jøder.
| |||