Johan Christian Fabricius: Forskelle mellem versioner

'''Johan Christian Fabricius''' (i Tyskland '''Johann Christian Fabricius''' og i Frankrig '''Jean-Chrétien Fabricius''') ([[7. januar]] [[1745]] - [[3. marts]] [[1808]]) var en dansk [[zoolog]] og økonomisk forfatter.

 

 

Sine skoleår tilbragte han for en del på gymnasiet i [[Altona]], men kom i [[1762]] til [[Københavns Universitet]]. Samme år rejste han med sin slægtning og barndomsven [[Johan Zoëga]] til [[Uppsala]], hvor han i 2 år studerede under Carl von Linné, med hvem han sluttede et varigt venskab. Efter at han var vendt tilbage til København i [[1764]], begyndte han på udarbejdelsen af sit berømte værk ''Systema entomologiæ'', der først udkom i [[1775]]. Hans økonomiske forhold vare imidlertid alt andet end glimrende, og han måtte stadig modtage understøttelse af sin fader, der nu levede i København som overlæge ved [[Frederiks Hospital]]. De forsøg, der så vel af faderen som af andre gjordes på at få Fabricius udnævnt til den efter [[Tycho Holm]]s død ledige post som professor oeconomiæ ved Naturaltheatret på [[Charlottenborg]], lykkedes foreløbig ikke. Fabricius rejste derfor til udlandet og fortsatte med iver sine studier, navnlig i [[Tyskland]], [[Holland]] og [[England]], hvor han overalt stiftede bekendtskab med fremragende lærde. I [[London]] modtog han i [[1768]] udnævnelsen til den ovennævnte professorpost med tilladelse til at rejse endnu i 2 år, og han begav sig da til [[Frankrig]], [[Italien]] og Tyskland.

 

Da han i slutningen af året [[1769]] vendte tilbage til København, blev han højst ubehagelig overrasket ved at erfare, at Naturaltheatret på Charlottenborg skulle nedlægges og forenes med Universitetet, en bestemmelse, der kort tid efter fuldbyrdedes. Fabricius blev nu ansat som extraordinær professor i [[økonomi]] ved Universitetet, men i stedet for de 700 rigsdaler, som han -- foruden fribolig og andre agrements -- skulde have haft i gage ved Naturaltheatret, erholdt han nu kun 400 rigsdaler årlig. Imidlertid opgav han ikke håbet om bedre tider, især fordi [[Johan Ernst Gunnerus]], der netop på den tid opholdt sig i København for at omordne universitetsforholdene, arbejdede på at skaffe Fabricius gunstigere vilkår. Men med [[Johann Friedrich Struensee]]s fald [[17. januar]] [[1772]] tilintetgjordes disse forhåbninger, og Fabricius beholdt kun sin stilling med 400 rigsdaler uden udsigt til forfremmelse. Hans fader understøttede ham dog så meget, at han nogenlunde kunne klare sig og endogså foretage rejser om sommeren, men da faderen døde i [[1775]] uden at efterlade sig synderligt, og da Fabricius allerede i [[1771]] havde giftet sig og nu havde familie at forsørge, var udsigterne meget mørke. Men opmærksomheden for hans betydelige evner var nu endelig også vågnet i hans fædreland, dels ved udgivelsen af hans ''Anfangsgründe der oekonomischen Wissenschaften'' ([[1773]]), dels og fornemmelig ved det i 1775 udkomne epokegørende arbejde ''Systema entomologiæ''.

 

{{citat|Den 18. [juli 1777]: hørte jeg Hr. Prof. Fabricius læse over Naturhistorien. Han havde et stort Antal Tilhørere, og læste tydeligt. Dette er og det eneste Studium, som jeg her merker er ret i Gang. Det er en Fornøielse at see, hvor hengivne de unge Studerende ere denne brave Mand, de følge ham hele Mile i Hede og Soel flokkevis paa lærde Excursioner, optegne, klassificere og beskrive alt hvad de under hans Anførsel iaggtage.|[[Andreas Christian Hviid]], ''Hviids Europa'', s. 40, Forlaget Vandkunsten, 2005 [første udgave 1788].|}}

Det var dog ikke hans kolleger eller andre formående mænd i hovedstaden, der søgte at skaffe ham en bedre ansættelse, men prokansleren ved Universitetet i [[Kiel]], [[Johan Andreas Cramer]], der tilbød Fabricius en professorpost i naturhistorie, økonomi og kameralvidenskaber med en årlig gage af 650 rigsdaler. Tvunget af nødvendigheden modtog Fabricius tilbuddet i håb om, at de tilsagn, der samtidig blev givne ham om oprettelsen af et museum og anlæggelse af en botanisk have, ville blive til virkelighed. Heri blev han dog bittert skuffet, og det varede ikke længe, inden opholdet i Kiel blev ham endnu mere ubehageligt, end stillingen ved Københavns Universitet havde været.

Han manglede de nødvendige hjælpemidler til sine forelæsninger, og endnu i [[1796]] skriver han, at de få naturalier, der var blevne sendte til Universitetet, stadig befinder sig på den akademiske bygnings loft på grund af pladsmangel; men endnu værre gik det dog med "den økonomiske Have", der var lovet ham af Cramer; ifølge Fabricius' egne ord anviste man ham "einen Garten hinter dem Schlosse, dessen Boden aus blossen Steinen vom Schlossbau bestand, der nur wenige Schritte gross, und in welchen wegen der Lage am Schlosse weder Sonne noch Mond hinein scheinen konnten".

 

Som modvægt mod alle de vanskeligheder, der optårnede sig mod Fabricius' videnskabelige virksomhed, foretog han adskillige rejser, til dels med offentlig understøttelse. Sammen med professor Weber besøgte han således i [[1778]] [[Norge]] og nedlagde året derefter resultatet af sine iagttagelser i det bekendte og på flere sprog oversatte arbejde ''Reise nach Norwegen''. Som en slags fortsættelse af ''Systema entomologiæ'' havde han allerede i [[1777]] udgivet ''Genera insectorum'', og det følgende år udkom hans berømte værk ''Philosophia entomologica''. Efter at han i [[1780]] havde opholdt sig en tid lang i København, udgav han i [[1781]] det omfangsrige værk ''Species insectorum'' (i 2 bind) med diagnoser af en stor mængde nye arter. Samme år udkom hans håndbog til brug ved hans almindelige naturhistoriske forelæsninger under titelen ''Betrachtungen über die allgemeinen Einrichtungen der Natur''.

 

Den utilfredshed, som Fabricius følte med sin stilling og overhovedet med opholdet i Kiel, voksede år for år. Fra udlandet modtog han jævnlig beviser på den største anerkendelse, men af sit fædreland erholdt han kun en ussel gage, der var utilstrækkelig til hans og hans families tarvelige underhold, ja det gik senere endog så vidt, at man (i [[1792]]) tilføjede ham den krænkelse at forbigå ham ved besættelsen af en post som bestyrer for Planteskolen ved [[Düsternbrook]] og ansatte en ung mand, der netop havde lært så meget botanik, at han var i stand til "at skjelne mellem et Kaalhoved og et Æbletræ". Det var under disse forhold let forståeligt, at Fabricius søgte sin afsked, da der (i 1782) åbnede sig bedre udsigter for ham i England. Der blev imidlertid på Foranledning af gehejmeråd [[Adolph Gotthard Carstens]] bevilget ham et årligt tillæg af 200 rigsdaler, hvorefter han tog sin ansøgning tilbage. Da han i [[1789]] på ny ansøgte om sin afsked på grund af en formentlig tilsidesættelse, blev hans begæring efterkommet af regeringen, men de studerende ved Kiels Universitet indgik da med en ansøgning til [[Christian 7.|kongen]] om at tilbagekalde afskedsbevillingen og henvendte sig så indtrængende til Fabricius selv, at han lod sig bevæge til at blive.

 

levede han mest i [[Paris]], sammen med [[Georges Cuvier]], [[Pierre André Latreille]], [[Étienne Louis Geoffroy]] og andre af naturvidenskabens koryfæer, og hans familie havde næsten stadigt ophold der.

 

Trods al modgang og allehånde vanskeligheder arbejdede Fabricius med beundringsværdig kraft i videnskabens tjeneste. Udbyttet af sine mange rejser nedlagde han bl.a. i ''Briefe aus London'' ([[1783]]), ''Briefe aus Wien'' ([[1785]]) og ''Briefe aus Petersburg'' ([[1787]]), men samtidig fortsatte han sine arbejder over den entomologiske systematik og udgav i 1787 sin store ''Mantissa insectorum'' i 2 bind. I København, hvor han hvert år tilbragte en del af foråret, publicerede han i årene 1792-99 sit berømte hovedværk ''Entomologia systematica'' med tilhørende supplement og i de påfølgende år en række monografiske arbejder over forskellige insektordener, blandt hvilke må nævnes ''Systema Eleutheratorum'' ([[1801]]), ''Systema Rhynchotorum'' ([[1803]]), ''Systema Piezatorum'' ([[1804]]) og ''Systema Antliatorum'' ([[1805]]). I 1804 udkom en ændret udgave af hans forelæsninger under titelen ''Resultate naturhistorischer Vorlesungen''.

 

I 1771 havde han ægtet Anna Cæcilie Ambrosius. Med hende havde han 2 sønner, Johan Christian Eduard Fabricius, der døde som læge i Pløen [[1832]], og Thomas Balthasar Fabricius, der ligeledes var læge og døde i Kiel [[1851]].

 

Som den dygtigste og mest begavede af alle Linnés disciple havde han ikke alene erhvervet sig et solidt grundlag under den berømte lærdes vejledning, men tillige vundet hans venskab og agtelse. I Uppsala havde Fabricius hørt Linnés botaniske forelæsninger, og disse bleve senere udgivne (af [[Paul Dietrich Giseke]]) efter Fabricius' kollegiehefter.

 

At han besad en del Kundskaber i botanik, viste han desuden ved en større afhandling om planternes sygdomme, og hans dagbøger fra rejserne i England og [[Skotland]] indeholdt så mange og betydningsfulde mineralogiske optegnelser, at disse senere blev udgivne af [[Johann Jacob Ferber]] i ''Neue Beiträge zur Mineralgeschichte''. Det var dog zoologien, der først og fremmest lagde beslag på hans interesse, og han studerede med iver de forskellige dyregruppers naturhistorie for derigennem at opnå den fuldstændige videnskabelige forståelse af sit specialstudium, thi det stod klart for ham, at videnskaben fremtidig kun kunne føres fremad ved grundigt og indtrængende arbejde med specialundersøgelser.

 

Den opgave, han satte sig, var dog så omfattende og besværlig, at kun en mand med hans store evner og betydelige energi kunne løse den, thi den gik ud på ikke mindre end en fuldstændig reform af det entomologiske system på grundlag af det allerede af Linné antydede princip, at mundbygningen hos insekterne er det ledende træk i disse dyrs organisation, og at man altså der skal søge grundlaget for deres naturlige system. Det var efter Fabricius' eget udsagn hans botaniske studier, der havde åbnet hans øje for det vaklende og famlende i den entomologiske systematik, og navnlig de af hans store lærer anvendte og i ''Philosophia botanica'' nedlagte almengyldige regler for naturvidenskabelig undersøgelse, beskrivelse og systematik. Disse regler overførte han med de fornødne modifikationer i sit epokegørende arbejde ''Philosophia entomologica'', der så vel i anlæg som i planens udførelse slutter sig nøje til Linnés nævnte hovedværk.

 

Foruden museerne og de store indsamlinger, som han selv havde foretaget på sine rejser, havde han Adgang til den rige Sehested-Lundske Samling, der navnlig leverede ham materialet til de ovennævnte monografiske behandlinger af insektordnerne. Hans nye system fremtræder i sin oprindelige Skikkelse første Gang i ''Systema entomologiæ'' og ''Genera insectorum'', derefter med et betydeligt tillæg af nye arter og slægter i ''Species insectorum'' og ''Mantissa insectorum''. En ny fremstilling af systemet leverede han i ''Entomologia systematica'', og endelig indeholder de forskellige monografier, foruden beskrivelsen og indordningen af en stor mængde nye former, tillige adskillige ændringer og antydninger til sådanne, som det dog ikke forundtes ham at gennemføre før sin død. Uagtet det således ikke lykkedes Fabricius at lægge den sidste hånd på sit store værk, har hans arbejder været af eminent betydning for entomologien og indirekte for hele studiet af zoologien. Han vil vedblive at stå som et lysende eksempel på en videnskabsmand, der trods modgang og vanskelige forhold, arbejdede ufortrødent og alvorlig på sit livs opgave og med aldrig svigtende energi anvendte sine rige evner i videnskabens tjeneste.

 

Den virksomhed, som J. C. Fabricius udfoldede som lærer i økonomi, spillede kun en underordnet rolle over for hans virksomhed som naturforsker. Den affødte en kortfattet lærebog:

''Begyndelsesgrundene i de økonomiske Videnskaber'', der udkom første gang på tysk 1773, på dansk 1799; end videre ''Polizeischriften'' (1786-90) samt en lille bog: ''Von der Volksvermehrung, insonderheit in Dänemark'' (1781). Han udtalte i disse under en ret livlig form frisindede anskuelser, men det var ham ikke forbeholdt at yde noget nyt på dette område. Da hans lærebog i de økonomiske videnskaber udkom på dansk, var [[fysiokrat]]ernes og [[Adam Smith]]s tankegang allerede trængt langt frem, men synes ikke at have øvet nogen væsentlig indflydelse på Fabricius.

Fabricius' opfattelse af befolkningsspørgsmålet falder sammen med en stor del af datidens forfatteres anskuelser. "I Indbyggernes Mængde bestaar Statens sande Styrke og Rigdom. Den formerer Pengenes Omløb og Landsherrens Indkomster." Hvor der er indbyggere nok, vil pengenes omløb være hurtigt; der vil bestandig være noget at fortjene; og omvendt, hvor der er noget at fortjene, "vil der ikke let blive Mangel paa Mennesker". Han beklager Danmarks ringe befolkningstæthed og ser midler til at forøge folketallet i borgerlig og religiøs frihed, i indskrænkning af luksus og i en hensigtsmæssig agrarpolitik. Indvandring er ønskelig, men de fremmede bør ikke foretrækkes ved embedsbesættelser eller ved understøttelser til videnskabsmænd og digtere.

 

*[http://runeberg.org/dbl/5/0026.html Dansk biografisk lexikon, bind V.]

 

{{DBL}}

 

 

[[Kategori:Zoologer fra Danmark]]