Besættelsen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Visse ændringer |
Tilføjelser og enkelte faktuelle rettelser |
||
Linje 17:
så det at kunne undgå at anvende ressourcer på de forpligtelser og byrder administrationen
af landet krævede, blev opfattet som en fordel.
*Tysklands eneste essentielle interesse i Danmark, var at få del i landets overskud af landbrugsprodukter. Dette formål ville dog under alle omstændighed blive opfyldt af Danmark
*Tyskerne håbede desuden at opnå en [[propaganda]]mæssig fordel af Danmark. Med Hitlers ord skulle Danmark blive et "modelprotektorat". Danmark skulle vise verden, hvordan et
fremtidigt nazi-domieret Europa kunne se ud.
Line 45 ⟶ 44:
Som årene gik blev befolkningen i stigende grad fjendtligt instillet overfor den tyske besættelsesmagt. Tyske soldater stationeret i Danmark oplevede mere og mere en køligt indstillet befolkning, men den forsatte villighed til samarbejde gjorde forholdet tåleligt. Den danske regering forsøgte at bekæmpe sabotage og andre former for voldelig modstand mod besættelsen, men i løbet af efteråret 1942 havde modstanden nået et niveau, hvor Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for "fjendtligt territorium". Efter de tyske nederlag ved [[Slaget om Stalingrad|Stalingrad]] og [[Slaget om El Alamein|el-Alamein]] øgedes den aktive danske modstand eksponentielt. I marts 1943 tillod besættelsesmagten, at der blev afholdt valg, hvis resultat gav en øget opbakning til de demokratiske partier.
Valget i marts 1943, utilfredsheden med den tyske besættelse og en voksende optimisme omkring, at krigen ville ende med et tysk nederlag, førte til omfattende strejker og civile uroligheder i sommeren 1943. Den danske regering nægtede at reagere over for problemerne på en måde, der kunne tilfredsstille den tyske besættelsesmagt. Tyskerne rejste bl.a. krav om indførelse af dødsstraf, og
Dette var et vendepunkt. Fra nu af administreredes Danmark af ministeriernes departementschefer, og de lovanordninger, der blev udstedt, blev godkendt af Højesteret. På den måde undgik man en nazificering af administrationsapparatet. Forhandlingerne med den øverste tyske repræsentant, Werner Best, førtes af udenrigsministeriets direktør, [[Nils Svenningsen]].
Efter regeringens tilbagetræden blev Danmark i fuldt omfang udsat for den nazistiske besættelsesmagts ønsker. I oktober blev det besluttet at deportere alle jøder fra landet, men takket være lækkede informationer om de tyske planer, og en beslutsom indsats fra befolkningen side, blev langt de fleste af landets jøder transporteret sikkert til det neutrale [[Sverige]].▼
▲Efter regeringens tilbagetræden
Sabotageaktioner rettet imod besættelsesmagten øgedes markant i antal og alvorlighed efter den danske regerings tilbagetræden. Af mere succesfulde sabotageaktioner kan nævnes aktionerne mod jernbanerne på [[D-Dag]]en, hvor det lykkedes sabotørerne at forstyrre jernbanenettet i dagevis, hvorved de tyske forstærkninger blev forsinket betydeligt. Ud over sabotageaktionerne resulterede modstanden mod den tyske besættelse i en dannelse af en undergrundsregering i London, og den illegale presse blomstrede. De allierede regeringer der tidligere havde været skeptiske omkring den danske villighed til at bekæmpe Nazityskland, begyndte i stigende grad at anerkende Danmark som en allieret.▼
▲Sabotageaktioner rettet imod besættelsesmagten øgedes markant i antal og
Frihedsrådet blev nu en meget betydende faktor for holdningsdannelsen i det danske folk. I rådet sad der repræsentanter for de forskellige illegale organisationer, f. eks. [[Frit Danmark]], kommunisterne, [[Ringen]] og partiet [[Dansk Samling]]. Frihedsrådet opretholdt en nær kontakt til [[SOE]] i London.
I sommeren 1944 var der store folkestrejker i flere af de store byer. Der blev nu også oprettet kontakter mellem Frihedsrådet og politikerne, idet man jo efterhånden kunne imødese en afslutning på krigen. Spørgsmålet om landets styrelse i efterkrigstiden rejste sig. Forhandlingerne resulterede i en aftale om, at ministerposterne skulle fordeles med halvdelen til hver af de to parter, Frihedsrådet og politikerne.
Krigens sidste tid blev barsk. Den var præget af stor brutalitet fra tysk side, hvor sabotage blev gengældt med modterror, bl.a. de såkaldte "clearingmord" og "schalburgtage". Det danske politi var ikke samarbejdsvilligt nok efter tysk mening, og den 19. september 1944 blev politiet opløst, og politifolkene blev sendt til tyske koncentrationslejre.
Der var mangel på stort set alting, og de varer, man kunne få, var af dårlig kvalitet. Hertil kom i vinteren 1945 den store flygtningestrøm af tyskere fra østområderne, hvor russerne nu trængte frem. Kriminaliteten var naturligvis stor på baggrund af det manglende politi.
==Økonomi==
Den danske økonomi var udsat for en række alvorlige problemer under besættelsen. Den danske økonomi blev fundamentalt hæmmet af de stigende priser på råmaterialer
Efter krigen gjorde man sig en del anstrengelser for at opspore og straffe de personer og virksomheder, der havde samarbejdet økonomisk med den tyske besættelsesmagt. Konsekvenserne og omfanget af de efterfølgende retssager var dog ret beskedne set i forhold til hvad der var tilfældet i andre mange andre lande, der havde været under tysk besættelse.▼
==Befrielsen==
Danmark blev befriet
Selv om Danmark undslap mange af de vanskeligheder, som mange andre dele af det tyskbesatte Europa led under, undgik den danske befolkning ikke at være udsat for en række vanskeligheder og gener som følge af besættelsen og krigen. Overordnet kan det siges, at Danmark var det krigsførende land i Europa, der blev mindst ramt af krigen og dens skadevirkninger. Mange danskere blev dog dræbt og fængslet som følge af deres indsats i modstandsbevægelsen og andre døde som følge af tysk terror. Landet blev også udsat for enkelte tilfælde af luftbombardementer, men skadevirkningerne var slet ikke sammenlignelige med, hvad der var tilfældet i lande som [[Norge]] eller [[Holland]]. Det eneste område i Danmark, der blev udsat for mere omfattende bombardementer var Bornholm, hvilket var en følge af at den tyske kommandant
Samlet blev over 850 medlemmer af modstandsbevægelsen dræbt under besættelsen. Omkring 900 civile mistede også livet som følge af bombardementer, optøjer eller tyske gengældelsesdrab. 39 danske soldater blev dræbt eller såret under den tyske invasion, og yderligere 4 blev dræbt den 29. august 1943
Efter besættelsens ophør blev omkring 40.000 personer, der var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne, arresteret. Ud af disse 40.000 personer blev omkring 13.500 idømt
▲Selv om Danmark undslap mange af de vanskeligheder, som mange andre dele af det tyskbesatte Europa led under, undgik den danske befolkning ikke at være udsat for en række vanskeligheder og gener som følge af besættelsen og krigen. Overordnet kan det siges, at Danmark var det krigsførende land i Europa, der blev mindst ramt af krigen og dens skadevirkninger. Mange danskere blev dog dræbt og fængslet som følge af deres indsats i modstandsbevægelsen. Landet blev også udsat for enkelte tilfælde af luftbombardementer, men skadevirkningerne var slet ikke sammenlignelige med hvad der var tilfældet i lande som [[Norge]] eller [[Holland]]. Det eneste område i Danmark, der blev udsat for mere omfattende bombardementer var Bornholm, hvilket var en følge af at den tyske kommandant der nægtede at overgive sig til de sovjetiske styrker.
▲
▲Samlet blev over 850 medlemmer af modstandsbevægelsen dræbt under besættelsen. Omkring 900 civile mistede også livet som følge af bombardementer, optøjer eller tyske gengældelsesdrab. 39 danske soldater blev dræbt eller såret under den tyske invasion, og yderligere 4 blev dræbt den 29 august 1943, da tyskerne valgte at opløse den danske regering og det danske folketing. Derudover mistede 360 danskere livet i de tyske [[koncentrationslejr|koncentrationslejre]]. De største danske tab var blandt de sømænd, der igennem krigen arbejdede for de allierede. 1850 danske sømænd mistede livet, oftest som følge af angreb fra tyske [[ubåd]]e. Over 100 danskere blev derudover dræbt som soldater i allieret tjeneste.
▲Efter besættelsens ophør blev omkring 40.000 personer, der var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne, arresteret. Ud af disse 40.000 personer blev omkring 13.500 idømt en eller anden form for straf. 78 dødsdomme blev afsagt, men kun 46 blev eksekveret. Langt de fleste fik kortere fængselsdomme på under 4 år. Mange har senere kritiseret det efterfølgende retsopgør for i for høj grad at have fokuseret på ”almindelige” mennesker, og ladet politikere og større virksomheder gå ustraffet. Et andet vanskeligt emne i forbindelse med retsopgøret var, hvordan man skulle forholde sig med dem, der blot havde fulgt regeringens anvisninger og opfordringer, og derfor havde samarbejdet økonomisk med tyskerne.
== Kilder ==
| |||