Forskel mellem versioner af "Besættelsen"

Besættelsen af Danmark var aldrig et vigtigt mål for Nazi [[Tyskland]]. BeslutningBeslutningen om at besætte Danmark havde først og fremmest et strategisk sigte, bl.a. sikringen af det mere vigtige angreb på [[Norge]]. Så sent som i februar 1940 var

Selom der i [[Sønderjylland]] fandtes et tysk mindretal, og selv om denne del af Danmark havde været tysk fra 1864 til 1920, da den af de tyske nazister foragtede [[Versaille traktatenVersaillestraktaten|Versaillestraktat]] ændrede dette, var der ikke noget massivt krav om en ændret grænsedragning fra tysk side. Der var dog kræfter i det tyske mindretal, der så hen til en revision af 1920-grænsen, men fra officiel tysk side var man afvisende over for disse ønsker.

Som et resultat af den samarbejdsvenlige indstilling fra de danske myndigheders side, erklærede den tyske besættelsesmagt, at Tyskland ville "respektere den danske nationale

*Den tyske regering havde ingen specielle strategiske eller ideologiske interesser i landet, så man kunne undgå at anvende ressourcer på de forpligtelser og byrder, administrationen af landet krævede.

fremtidigt nazi-domieretdomineret Europa kunne se ud.

befolkningen, dette på trods af at befolkningen var delt i spørgsmålet om, hvordan man politisk skulle forholde sig til denne. Der rejste sig hurtigt en meget dansk-national stemningsbølge i befolkningen og fænomener som "algang" og "alsang" greb om sig. Samtidig blev kongen, Christian 10., gjort til et enormt nationalt symbol. Der var dog endnu ikke antydning af aktiv modstand mod besættelsesmagten.

Det var altsåderfor også en tysk interesse i at have et rimeligt forhold til Danmark, og for Danmark betød det, at regeringen forblev intakt, og Folketinget fortsatte med at fungere mere eller mindre som før besættelsen. Regeringen var i stand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. Politiet og domstolene forblev på danske hænder, og kongen, [[Christian 10.]], blev i Danmark. Den danske offentlige mening bakkede generelt op om den nye regerings linie, specielt efter [[Frankrig]]s fald i juni 1940. Der var en generel følelse af, at de ubehagelige realiteter omkring den tyske besættelse måtte behandles på en realistisk måde udfraset i lyset af den aktuelle udenrigspolitiske situation. De danske politikere indså, at de måtte forsøge at bevare Danmarks privilegerede position ved at præsentere de tyske myndigheder for en samletenig front af de politiske

Den danske regering var domineret af [[Socialdemokraterne|socialdemokrater]] med Stauning i spidsen. Selv var Stauning dybt foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa, men på trods af dette fulgte partierne en forhandlingsstrategi og håbede på at kunne bevare [[demokrati]] og danske selvbestemmelse i Danmark så længe som muligt. Der var mange spørgsmål, som måtte afklares i månederne efter den tyske besættelse. For at tilfredsstille tyskerne, accepterede den danske regering en række kompromisser:

*Artikler og nyheder, der "bragte det dansk-tyske forhold i fare", blev forbudt.

*Efter [[Operation Barbarossa|angrebet på Sovjetunionen]], blev Danmark efter pres medlem af [[Anti-KominternAntikominternpagten]]-pagten. Derudover blev [[Danmarks Kommunistiske Parti]] forbudt, og medlemmerne arresteret.

*De almindelige relationerRelationerne til [[De Allierede]] blev afbrudt.

I 1942 døde Stauning, og han blev efterfulgt som statsminister af [[Vilhelm Buhl]], men allerede senere samme år blev Erik Scavenius leder af samlingsregeringen, og han var i hvert fald formelt statsminister igennem den resterende del af besættelsen. Han var diplomat, ikke en valgt politiker og havde et elitært forhold til regeringsførelsen. Han var meget bekymret for, at den efter hans mening emotionelle offentlige mening ville destabilisere hans forsøg på at skabe kompromisseren balance mellem dansk suverænitet og realiteterne omkring den tyske besættelse. Scavenius opfattede sig selv som en beskytter af Danmark. Både under og efter krigen var der megen kritik af hans rolle, specielt fra medlemmerne af den aktive modstandsbevægelse, som mente, at han havde lagt hindringer i vejen for den aktive modstand og dermed truet Danmarks nationale ære og skadet vores position i forhold til De Allierede. Scavenius mente derimod, at hans kritikere blot var naive og følelsesbetonede eller i værste fald opportunister.

De danske myndigheder var i stand til igennem samarbejdspolitiken at opnå vigtige indrømmelser,men nægtede konsekvent at indgå i en told- og møntunion med Tyskland. De danske myndigheder var bekymrede for de negative økonomiske og politiske konsekvenser af det tyske forslag. De tyske myndigheder ønskede på den anden side ikke at risikere at ødelægge de specielle relationer, de havde til de danske myndigheder, ved at gennemtvinge forslaget, som det var tilfældet i andre besatte lande. Det danske nazistparti blev desuden holdt uden for regeringen, og et relativt frit demokratisk valg med et klart anti-nazistisk resultat blev afholdt i begyndelsen af 1943. Repræsentanter for det danske militær fik også adgang til følsomme tyske militære informationer, som de succesfuldt videresendte til de allierede regeringer under krigen. De økonomiske konsekvenser af besættelsen blev også mindsket på grund af det tysk-danske samarbejde. Tilstrømningen af tyske investeringer i industri, landbrug og mest synligt til et enormt fæstningsbyggeri, især på Vestkysten, skabte alvorlige problemer med øget inflation i krigens første år. Den danske regering var i stand til at genforhandle udvekslingskursen mellem den tyske mark og den danske krone og løste dermed problemet. Pengene til disse store investeringer hentede tyskerne i den danske nationalbank.

Som årene gik blev befolkningen i stigende grad fjendtligt instillet overfor den tyske besættelsesmagt. Tyske soldater stationeret i Danmark oplevede mere og mere en køligt indstillet befolkning, men den forsattefortsatte villighed til samarbejde hos regeringen gjorde forholdet tåleligt. Den danske regering forsøgte at bekæmpe sabotage og andre former for voldelig modstand mod besættelsen, men i løbet af efteråret 1942 havde modstanden nået et niveau, hvor Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for "fjendtligt territorium". Efter de tyske nederlag vedi [[Slaget om Stalingrad|Stalingrad]] og [[Slaget om El Alamein|el-Alamein]] øgedes den aktive danske modstand eksponentielt. I marts 1943 tillod besættelsesmagten, at der blev afholdt valg, hvis resultat gav en øgetstærk opbakning til de demokratiske partier.

Valget i marts 1943, utilfredsheden med den tyske besættelse og en voksende optimismefornemmelse omkringaf, at krigen ville ende med et tysk nederlag, førte til omfattende strejker og civile uroligheder i sommeren 1943. Den danske regering nægtede at reagere over for problemerne på en måde, der kunne tilfredsstille den tyske besættelsesmagt. Tyskerne rejste bl.a. krav om indførelse af dødsstraf, og de erklærede [[undtagelsestilstand]]. Dette førte til, at regeringen den [[29. august]] [[1943]] indgav sin afskedsbegæring.

Dette var et vendepunkt. Fra nu af administreredes Danmark af ministeriernes departementschefer, og de lovanordninger, der blev udstedt, blev godkendt af Højesteret. På den måde undgik man en nazificering af administrationsapparatet. Forhandlingerne med den øverste tyske repræsentant, Werner Best, førtes fra nu af af udenrigsministeriets direktør, [[Nils Svenningsen]].

Sabotageaktioner rettet imod besættelsesmagten øgedes markant i antal og størrelse efter den danske regerings tilbagetræden. Af mere succesfulde sabotageaktioner kan nævnes aktionerne mod jernbanerne på [[D-dag]]en, hvor det lykkedes sabotørerne at forstyrre jernbanenettet i dagevis, hvorved de tyske forstærkningers transport blev forsinket betydeligt. Der var også en betydelig sabotageaktivitet over for virksomheder, der producerede krigsvigtige varer for tyskerne. Ud over sabotageaktionerne resulterede modstanden mod den tyske besættelse også i dannelsedannelsen af [[Danmarks Frihedsråd]], og den illegale presse blomstrede. De allierede regeringer, der tidligere havde været skeptiske over for den danske villighed til at bekæmpe Nazityskland, begyndte i stigende grad at anerkende Danmark som en allieret, selv om det aldrig lykkedes fuldt ud på grund af sovjetisk modstand.

Danmark blev befriet i maj 1945 af britiske styrker underanført af den berømte engelske general [[Bernard Montgomery]]. En undtagelse var dog [[Bornholm]], der blev befriet af sovjetiske styrker.

Selv om Danmark undslap mange af de vanskeligheder, som mange andre dele af det tyskbesatte Europa led under, undgik den danske befolkning ikke at væreblive udsat for en række vanskeligheder og gener som følge af besættelsen og krigen. Overordnet kan det siges, at Danmark var det krigsførende land i Europa, der blev mindst ramt af krigen og dens skadevirkninger. Mange danskere blev dog dræbt og fængslet som følge af deres indsats i modstandsbevægelsen, og andre døde som følge af tysk terror. Landet blev også udsat for enkelte tilfælde af luftbombardementer, men skadevirkningerne var slet ikke sammenlignelige med, hvad der var tilfældet i lande som [[Norge]] eller [[Holland]]. Det eneste område i Danmark, der blev udsat for mere omfattende bombardementer, var Bornholm, hvilket var en følge af, at den tyske kommandant dér nægtede at overgive sig til de sovjetiske styrker.

Efter besættelsens ophør blev omkring 40.000 personer, der var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne, arresteret. Ud af disse 40.000 personer blev omkring 13.500 idømt én eller anden form for straf. 78 dødsdomme blev afsagt, men kun 46 blev eksekveret. Langt de fleste fik kortere fængselsdomme på under 4 år. Mange har senere kritiseret det efterfølgende retsopgør for i for høj grad at have fokuseret på ”almindelige” mennesker, og ladet politikere og større virksomheder gå ustraffetustraffede. Et andet vanskeligt emne i forbindelse med retsopgøret var, hvordan man skulle forholde sig med dem, der blot havde fulgt regeringens anvisninger og opfordringer, og derfor havde samarbejdet økonomisk med tyskerne eller gået i tysk krigstjeneste.

Nogle medlemmer af den danske modstandsbevægelse forsøgte efter krigen at skabe nyepolitisk politiske partierfornyelse for at bryde samarbejdspartiernes greb om magten og derved skabe en ny politisk situation. Disse forsøg mislykkedes dog. Den eneste tydelige effekt af besættelsen kom til udtryk ved valget i 1945, hvor kommunisterne, der havde vundet megen sympati under besættelsen, opnåede 1/8 af stemmerne og 18 mandater. Men den kommunistiske valgsejr blev ikke omsat i politisk indflydelse.