Huset Hauteville: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Oprettet
(Ingen forskel)

Versionen fra 25. aug. 2009, 22:27

Hauteville-slægten var en normannisk ridder-familie, der gennem næsten 150 år leverede grever, hertuger og konger til et dynasti i Syditalien. De første Hauteviller i Italien var sønner af Tancred af Hauteville, og med tiden kom 8 af hans 12 sønner til området.

Kortet viser Syditalien omkring 1050. Grevskabet Apulien er blevet oprettet i 1042 ("C. of Apulia", markeret med rødt), og scenen er sat for Hauteville-slægtens ekspansion.

Oprindelse

Slægten stammede fra Hauteville, der ligger i nærheden af CoutancesCotentin-halvøen i Frankrig. Det første medlem af Hauteville-slægten var en skandinav, der kom til Normandiet på samme tid som Rollo[1]. Tancred af Hauteville var hans barnebarn, og selv om han ikke var velhavende, lykkedes det ham at få alle sine 12 sønner uddannet og udrustet som riddere.

Tancreds imponerende forplantningsevne gik ikke i arv til hans efterkommere. Af de fire sønner, der blev i Normandiet, var der kun den ældste, Sarlo, der efterlod sig en søn, man har kendskab til. Denne søn drog senere til Syditalien, og dermed uddøde den franske gren. I dag er det kun en plakette i landsbyen Hauteville-la-Guichard, der minder om slægtens eksistens i området.

Grever af Apulien

De første Hauteville-brødre i Italien var William og Drogo, der ankom omkring 1035, formentlig efter at have hørt om den fremgang, Drengot-slægten havde oplevet, og om de gode beskæftigelsesmuligheder for riddere i området. De to brødre tjente først hos den lombardiske fyrste af Salerno, og fra 1038 var de med i et togt til Sicilien, som lejesoldater i en byzantinsk hær. I 1040 ragede de uklar med den byzantinske general, og tog tilbage til fastlandet, hvor de året efter sluttede sig til en af de jævnlige lombardiske opstande mod byzantinerne. I 1042 løb opstanden ud i sandet, men normannerne besluttede at videreføre kampen mod byzantinerne på egen hånd, og William og Drogo var to af de 12 normanniske ledere. Normannerne valgte William som greve af Apulien, selv om de på det tidspunkt kun kontrollerede en beskeden del af området.

Da William døde i 1046, blev Drogo valgt som hans efterfølger. Der var stadig tale om et valg blandt de normanniske riddere, men senere blev magten fastere forankret i Hauteville-slægten. Den tredje bror i Italien, Humphrey, var kommet til området omkring 1044, og han overtog titlen, da Drogo blev myrdet i 1051. I Humphreys regeringstid blev normannerne for første gang udfordret af pavestaten. Pave Leo 9. var blevet rasende over normannernes erobringstogter i hans områder, og han gik i alliance med den byzantiske kejser og drog i 1053 med en hær til Apulien for at forene sig med de kejserlige styrker og derefter nedkæmpe normannerne. De normanniske riddere lagde alle indbyrdes stridigheder på hylden og gik til angreb på den pavelige hær. I slaget ved Civitate vandt de en afgørende sejr, under ledelse af Humphrey, hans halvbror Robert (der var kommet til Italien i 1047) og svogeren Richard Drengot.

 
Kortet viser Italien 1084 og den normanniske dominans i Syditalien. Robert regerer over Apulien og Calabrien, Roger er greve af Sicilien ("County of Sicily") og Richard Drengot er fyrste af Capua ("Principality of Capua").

Hertuger af Apulien og Calabrien

Da Humphrey blev syg og døde i 1057, indsatte han halvbroderen Robert som regent for sin mindreårige søn. Robert overtog imidlertid selv grevetitlen, og i 1059 blev han af paven anerkendt som hertug af både Apulien, Calabrien og Sicilien. Sidstnævnte middelhavsø var nu stadig på arabiske hænder, men da der udbrød oprør på øen i 1060, gik Robert til angreb, og gik i gang med at erobre øen, i små bidder. Hans bror Roger var en vigtig hjælper i disse kampe, og da Palermo blev erobret i 1072, gjorde han officielt Roger til greve af Sicilien.

Da Robert døde i 1085, blev han efterfulgt af sin søn Roger Borsa, og da dennes søn William døde i 1127, gik hertugtitlen til den sicilianske gren af Hauteville-slægten, i form af grev Rogers søn Roger 2., der på den måde kom til at regere over hele Syditalien.

 
Kortet viser kongeriget Sicilien ved Roger 2.'s død i 1154.

Konger af Sicilien

Roger 2. lod sig i 1130 krone som konge af Sicilien, dog kun kronet af modpaven Anacletus 2., men det blev gjort godt igen i 1139, da den rigtige pave, Innocens 2., anerkendte hans titler og besiddelser. Han blev i 1154 efterfulgt af sin søn William 1., der igen i 1166 blev fulgt af sin søn William 2. Da William den 2. døde barnløs i 1189, var det slut med den regerende, mandlige linje af Hauteville-slægten. Roger 2.'s ældste, tidligt afdøde søn, der også hed Roger, havde inden sin død fået en søn uden for ægteskab. Han hed (til en afveksling) Tancred, og han blev af de normanniske riddere valgt til konge af Sicilien i 1189. Tancred døde allerede i 1194, og titlen gik videre til hans mindreårige søn William. Den legitime arving til kongeriget var Roger 2.'s svigersøn Henrik 6., som siden sit giftermål med Rogers datter var blevet kejser af det tysk-romerske rige. Han kom til Sicilien og overtog riget i 1194, og dermed var det definitivt slut med Hauteville-slægtens magt i Syditalien.

Genealogi

Tancred (980-990 - c.1041), o=o (1) Muriella 
│                          o=o (2) Fredesenda
├─1> Sarlo (c.1010 - ?), blev i Normandiet  
│     └──> Sarlo (c.1040 - 1072), ridder af Geraci, o=o Aldruda de' Moulins
│           ├──> Sarlo
│           └──> Eloisa af Geraci, o=o Roger af Bernavilla
│  
├─1> William Jernarm (c.1010 - 1046), 1. greve af Apulien (1042), o=o Guida, datter af Guido af Sorrento
│  
├─1> Drogo (c.1015 - 1051), 2. greve af Apulien (1046-1051)), o=o Gaitelgrima af Salerno (Altrude)
│     └──> Richard af Salerno (c.1045 - 1114), fyrste af Salerno, regent i Edessa 1104-1108 
│                     o=o en søster til Tancred af Hauteville (regent over Antiochia)
│           ├──> Maria af Hauteville, o=o Joscelin 1. af Edessa
│           └──> Roger af Salerno (? - 1119), fyrste af Salerno, regent af Antiochia 1112-1119, 
│                     o=o Odierna af Jerusalem
│    
├─1> Humphrey (c.1020 - 1057), 3. greve af Apulien (1051-1057),
│     │               o=o (1) Matilda, datter af Asclettin af Acerenza 
│     │               o=o (2) Gaitelgrima af Salerno (Altrude), enke til broderen Drogo
│     ├──> Abelard af Hauteville (1044 - 1081)
│     ├──> Herman af Hauteville (c.1048 - 1097)
│     └──> Umfreda, o=o Basileo Spadafora
│     
├─1> Geoffrey af Hauteville (c.1020 - 1071), greve af Capitanatet (1064), o=o (1) en normannisk kvinde 
│     │                                o=o (2) Teodora af Capaccio
│     ├─1> Robert 1. af Loritello (c.1050 - 1107)
│     │    └──> Robert 2. af Loritello (c.1080 - c.1135)
│     │         └──> William af Loritello (c.1110 - 1155c.)  
│     ├─1> Rudolf af Catanzaro
│     ├─1> William af Tirol
│     └─2> Tancred
│     
├─2> Robert Guiscard (c.1025 - 1085), greve af Apulien og Calabrien (1057), 
│     │                                         derpå hertug af Apulien, Calabrien og Sicilien (1059) 
│     │                      o=o (1) 1051 Aubrée af Bourgogne
│     │                      o=o (2) 1058 Sichelgaita af Salerno
│     │ 
│     ├─1> Emma af Hauteville (c.1052 - ), o=o Otto af Bonmarchis
│     │    └──> Tancred, fyrste af Galilea (c.1072 - 1112)
│     │  
│     ├─1> Bohemund 1. af Antiochia (c.1055 - 1111), fyrste af Taranto (1085), fyrste af Antiochia (1098),
│     │    o=o Costanza, datter af Filip 1. af Frankrig
│     │    ├──> Bohemund 2.(1108 - 1131), fyrste af Antiochia og Taranto (1126), o=o Alice af Jerusalem
│     │    │    └──> Costanza af Antiochia (1127 - 1163), o=o (1) Raimond af Poitiers
│     │    │         │                        o=o (2) Rinaldo af Châtillon, fyste af Antiochia
│     │    │         └─1> Bohemund 3. af Antiochia (1144 - 1201)                            
│     │    └──> Elisa, o=o Ramon, hertug af Asturien
│     │ 
│     ├─2> Matilde af Hauteville eller Mafalda (c.1060 - 1112), o=o Ramon Berenguer 2. af Barcelona
│     ├─2> Roger Borsa (c.1060 - 1111), hertug af Apulien, Calabrien og Sicilien (1085), o=o Adele af Flanderen
│     │    └──> William 2., hertug af Apulien (1095 - 1127), o=o 1114 Guadalgrima af Caiazzo
│     │ 
│     ├─2> Guy. hertug af Amalfi (1061 - 1108)
│     ├─2> Robert af Hauteville kaldet Scalio (c.1065 - 1110)
│     ├─2> Sibilla af Hauteville, o=o Eble 2. af Roucy
│     ├─2> Mabilia af Hauteville, o=o William af Grandmesnil 
│     ├─2> Heria af Hauteville, o=o Hugo 5. af Maine
│     └─2> Olympia af Hauteville eller Elena, o=o Konstantin Ducas
│     
├─2> Mauger (c.1025 - 1064), greve af Capitanatet (1057)
│
├─2> William af Hauteville (c.1030 - c.1080), grve af Principatet (1056), o=o Maria, datter af Guido af Sorrento
│     └──> Richard af Principatet 
│
├─2> Aubrey eller Alfred, blev i Normandiet
│
├─2> Tancred, blev i Normandiet 
│
├─2> Beatrice (c.1030 - ?) o=o (1)Herman af Eu]]; o=o (2) Roger ?
│     └─1> Robert af Montescaglioso 
│     └─2> Goffredo, greve af Conversano
│
├─2> Emma (c.1030 - ?), o=o Eudes
│
├─2> Fredesenda (1030 - 1097), o=o Richard Drengot, 
│
└─2> ROGER 1. (c.1031 - 1101), greve af Sicilien (1062), o=o (1) 1061 Judith af Evreux (1050 - 1076)
     │                                                 o=o (2) 1077 Eremberge af Mortain († 1087)
     │                                                 o=o (3) 1087 Adelaide af Savona (1074 - 1118)
     ├─1> Matilde af Hauteville (1062 - 1094) o=o Raimund 4. af Toulouse
     ├─1> Adelicia, o=o Enrico, greve af Monte Sant'Angelo
     ├─1> Emma, o=o Rodolfo Maccabeo, greve af Montescaglioso
     │ 
     ├─2> Malgerio, greve af Troina (c.1080 - c.1100)
     ├─2> Busilla (Felicia) (c.1080 - 1102), o=o Coloman, konge af Ungarn, 
     ├─2> Costanza af Sicilien (c.1080 - ?), o=o Corro af Lorena 
     ├─2> Iolanda, o=o Robert af Bourgogne 
     ├─2> Judith, o=o Roberto 1. af Bassunvilla   
     │ 
     ├─3> Simon af Sicilien (1093 - 1105), greve af Sicilien 1101
     ├─3> Matilde af Hauteville (c.1090 - 1119)   o=o (2)Rainulf 3. af Alife 
     └─3> ROGER 2. (1095 - 1154), greve (1105) derpå konge af Sicilien (1130)
          │           o=o (1) 1116 Elvira Alfonso af Castillien (1097 - 1135)
          │           o=o (2) 1149 Sibille af Borgogne (1126 - 1150)
          │           o=o (3) 1151 Beatrice af Rethel (c.1135 - 1185)
          │    
          ├─1> Roger 3. af Apulien (1118 - 1148), hertug af Apulien og Calabrien, (o=o) Bianca af Lecce
          │     └──> TANCRED (1138 - 1194), greve af Lecce, konge af Sicilien (1189 - 1194), o=o Sibylla af Acerra
          │          ├──> Roger 3. af Sicilien (1175 - 1193), medkonge af Sicilien 1193, o=o Irene Angelo 
          │          ├──> Costanza, o=o Pietro Ziani, doge af Venezia           
          │          ├──> Valdrada af Hauteville, o=o Jacopo Tiepolo, doge af Venezia
          │          ├──> Maria Albina af Lecce c.1175 - 1234), grevinde af Lecce, o=o 1200 Guatier 3, af Brienne
          │          └──> WILLIAM 3. (1185 - 1198), konge af Sicilien (1194)
          │     
          ├─1> Tancred af Hauteville (c.1120 - 1138), fyrste af Bari
          ├─1> Alfonso af Hauteville (c.1122 - 1144), hertug af Napoli
          ├─1> WILLIAM 1. den onde (1131 - 1166), konge af Sicilien (1154 - 1166), o=o Margarita af Navarra
          │    ├──> Roger 4. af Apulien (1150 - 1161), hertug af Apulien      
          │    ├──> WILLIAM 2. den gode (1153 - 1189), konge af Sicilia (1166 - 1189), o=o 1177 Joan af England (1165-1199)
          │    ├──> Henri af Hauteville (1158 - 1172), fyrste af Capua
          │    └──> Matina, o=o Margarito af Brindisi
          │
          ├─1> Adelicia (c.1130 - ?), o=o Gozzolino af Loreto    
          ├-N> Simon af Taranto
          │     
          └─3> Costanza af Hauteville (1154 - 1198), o=o Henrik 6. (1165 - 1197) tysk-romersk kejser (1191 - 1197)
               └──> Frederik 2. (1194 - 1250), tysk-romersk kejser (1212 - 1250)

Noter

  1. ^ Brown, s. 28

Kilder