Instrumentlandingssystem: Forskelle mellem versioner

Et '''instrumentlandingssystem''' er et arrangement af radiosendere nær en [[lufthavn]]s [[landingsbane]]r, hvis signaler opfanges af modtagerudstyr i [[flyvemaskine]]rne og dér hjæper [[pilot]]en med at holde den tilsigtede indflyvningsrute på det sidste stykke af flyvningen inden landingen. Betegnelsen "instrument" hentyder til, at systemet kan bruges i dårlig [[sigtbarhed]], som tvinger piloten til at "flyve efter instrumenter" frem for at orientere sig ved at se ud ad vinduet. En ILS bruges således kun når en flyver er underlagt [[instrumentflyveregler]]ne (IFR).

 

Et instrumentlandingssystem består af to sendere. Den ene står for enden af banen og kaldes '''localizer'''. Den udsender horisontale radiobølger, som på flyverens instrument viser, om man ligger til højre eller venstre for banens midterlinie. Den anden sender står ude ved siden af banen, der hvor flyet sætter hjulene ved landing (sætningszonen). Denne sender fungerer stort set på samme måde, men viser i stedet om flyveren ligger for højt eller for lavt i forhold til den tilsigtede indflyvningsvinkel (''glideslope''. Den typiske indflyvningsvinkel er 3°, men kan variere, hvis forholdene kræver det.

 

Informationerne præsenteres grafisk for piloten, enten som et bevægeligt sigtekors eller et par visere på henholdsvis en lodret og en vandret skala; hvis korsets linjer eller skalaernes visere ikke peger på midten, skal piloten simpelt sagt blot "flyve efter viserne", indtil de falder til ro i midten. På billedet her er flyet næsten på ret kurs. Den lodrette forskudte nål indikerer, at flyet ligger lidt til venstre for banen, og man skal derfor flyve mod nålen for at komme på ret kurs. De gule pile i siden indikerer, at flyet ligger lidt under glideslope

 

Når flyet kommer tæt på banen, kan [[pilot]]en få visuel assistance fra en [[Precision Approach Path Indicator|PAPI]] eller en [[Visual Approach Slope Indicator|VASI]], som er en opstillet projektør ved siden af [[landingsbane]]n, som giver indikation af, om man ligger for højt eller for lavt på indflyvningen.

 

En normal ILS-udstyret landingsbane kaldes '''kategori I'''. Man skal stadig være i stand til at se banen i den sidste del af indflyvningen, og må kun fortsætte ned til 200 [[fod]] over jorden. [[Banesynsvidde]]n skal i øvrigt være mindst 550 meter for at foretage en kategori I anflyvning. Kan disse minima ikke overholdes, må man flyve rundt og prøve igen, eller finde et andet sted med bedre vejrforhold.

 

For at kunne foretage en anflyvning under kategori II og III stilles der store krav til maskinens instrumenter, til [[autopilot]]en, til udstyret på jorden og ikke mindst piloternes uddannelse. Autopiloten flyver typisk maskinen under det meste af (eller hele) anflyvningen, og skal derfor være yderst pålidelig, og i øvrigt have tilstrækkelig back-up i tilfælde af svigt i elektronikken. På jorden er der krav om, at ingen fly eller køretøjer må være i nærheden af radiosenderne, for ikke at forstyrre de udsendte signaler. Piloterne skal have træning i udførelse af ILS-anflyvninger i dårligt vejr, hvilket gøres i simulator, og de skal jævnligt aflægge prøve i en sådan anflyvning for at have lov til at udføre den i praksis.

 

*[[Precision Approach Path Indicator]]

*[[Visual Approach Slope Indicator]]

[[fr:Instrument landing system]]

[[he:מערכת נחיתת מכשירים]]

[[id:Sistem pendaratan instrumen]]

[[it:Instrument landing system]]