Charlotte Schimmelmann: Forskelle mellem versioner

3.785 bytes tilføjet ,  for 12 år siden
ingen redigeringsopsummering
m (+kilde)
No edit summary
'''Magdalene Charlotte Hedevig Schimmelmann''' ([[10. august]] [[1757]] på [[Fossum]] eller [[Borrestad]] i [[Norge]] - [[2. december]] [[1816]]) var [[grevinde]]. Charlotte Schubart var datter af oberstlieutenant Carl Rudolf Schubart og Inger født Løvenskiold.
 
Kun 2 år gammel mistede Charlotte faren, men fik trods morens små kår en fortræffelig opdragelse, især under tilsyn af sin [[fadder|gudmoder]], den udmærkede [[gehejmeråd]]inde M.C.H. Løvenskiold, født Numsen, på [[Løvenborg]]. Her oplevede hun for første gang det elegante liv, og kunne følge årets gang på et stort gods. Fru Løvenskiold var belæst, dannet og velinformeret, hvorimod hendes mand Severin Løvenskiold var godsejer og storbonde.
Kun 2 år gammel mistede Charlotte faren, men fik trods morens små kår en fortræffelig opdragelse, især under tilsyn af sin [[fadder|gudmoder]], den udmærkede [[gehejmeråd]]inde M.C.H. Løvenskiold, født Numsen, på [[Løvenborg]]. Hun ægtede [[25. maj]] [[1782]] minister [[Ernst Heinrich Schimmelmann]]. Opfyldt af en ualmindelig kundskabstrang, udrustet af naturen med fremragende evner og udprægede interesser i æstetisk, filosofisk og politisk retning udfyldte hun på en glimrende måde sin plads ved Ernst Schimmelmanns side, med hvem hun kappedes om at hjælpe og støtte lovende begavelser. Med sin "Trang til at protegere" havde hun altid tanken henvendt på at "gjøre Erobringer for sit Fædreland i Aandens Verden". Hun var i høj grad følsom og modtagelig, men, som [[Schiller]] har sagt om hende, [[liberal]] i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religiøs og politisk henseende, utrættelig i sin higen efter det gode og nyttige. Hendes navn er knyttet til [[Jens Baggesen]]s, [[Adam Oehlenschläger]]s, [[Schiller]]s og [[Niebuhr]]s livshistorie, og hun underholdte dem gennem en mangeårig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der beskæftigede hendes tanker. I besiddelse af sin ægtefælles fuldkomne fortrolighed og af ham indviet i statssager udøvede hun til tider utvivlsomt en ikke ringe indflydelse i regeringsanliggender. Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem mange hemmeligheder, og det ses af deres indberetninger, at man regnede med hende. Hertug [[Frederik Christian af Augustenborg]] var hendes fortrolige, og under den. Splittelse, der herskede i [[Statsrådet]] i de skæbnesvangre dage før og efter [[Slaget på Reden]], hidførte hun en forsoning mellem E. Schimmelmann og [[Christian Bernstorff]], "saa at Fornuftens Stemme atter kunde gøre sig gjældende, inden det var for sent". Ihærdig, men forgæves arbejdede hun med sit glødende had til [[Napoleon]] og Frankrig på en udsoning med England efter [[1807]] og en tilslutning til [[Preussen]], men hun opnåede desværre kun at fjerne sin ægtefælle mere og mere fra [[Frederik 6.]]. I hendes senere leveår, da hun hjemsøgtes af svagelighed, trådte de mindre behagelige sider af hendes karakter, som [[Jacob Peter Mynster]] og [[Heinrich Steffens]] omtaler, påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, stærkere frem. Hun døde 2. december 1816. [[Schack von Staffeldt]] skrev et ægtefølt digt i klassisk form til minde om "de danske Skjaldes Moder".
Familien Løvenskiold var norsk og havde tjent formuer på tømmerhandel. På et tidspunkt ønskede familien at financiere og bygge et af de fire palæer på Amalienborg. Navnet og titlen var købt. Charlottes mors ægteskab med den forarmede officer Schubart opfattedes i familien Løvenskiold som en kolossal og tragisk mesalliance. Man tog sig af børnene, gav dem en uddannelse, men overvejede åbenbart aldrig at udstyre døtrene med en egentlig medgift.
 
Søsteren Sybille blev gift med Johan Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg, et rent inklinationsparti. Charlotte opfattedes som den kloge af søstrene, og det virker som om hun levede som en slags skyggetante i sin søsters nye familie. Sybille var familiens skønhed, Charlotte familiens skønånd. En lidt skarp, mager kvinde.
 
Hun ægtede [[25. maj]] [[1782]] den senere minister [[Ernst Heinrich Schimmelmann]]. Hans far skatmesteren var dybt nervøs ved tanken om, at hans sværmeriske søn ønskede at gifte sig med dette sære kvindemenneske, som han i øvrigt slet ikke kendte. Men skatmesteren døde, og Ernst ægtede Charlotte. To år senere gennemførte kronprins Frederik et statskup og overtog magten og dannede et nyt statsråd og udnævnte nye ministre.
 
Opfyldt af en ualmindelig kundskabstrang, udrustet af naturen med fremragende evner og udprægede interesser i æstetisk, filosofisk og politisk retning udfyldte hun på en glimrende måde sin plads. I begyndelsen fungerede hun ved Ernst Schimmelmanns side, men som årene gik, overtog hun mere og mere funktionen som den ledenden kraft i hjemmet. Den arvdede rigdom (palæet i Bredgade, nu Odd Fellow Palæet og landstedet Seelust ved Klampenborg) dannede rammen om et internationalt liv i den absolutte overklasse. Charlotte blev salonværtinde. Aftenerne i palæet samlede eliten indenfor politik, økonomi, diplomati og kunst på en hidtil (i Danmark) uset måde.
 
Danmark havde ingen kulturminister, men Ernst Schimmelmann havde påtaget sig at hjælpe og lede danske kunstnere overalt i verden. Charlotte kappedes med sin mand om at hjælpe og støtte lovende begavelser. Med sin "Trang til at protegere" havde hun altid tanken henvendt på at "gjøre Erobringer for sit Fædreland i Aandens Verden".
Således understøttede familien Schimmelmann via den danske stats midler den tyske digter Friedrich Schiller i flere år.
 
Hun var i høj grad følsom og modtagelig, men, som [[Schiller]] har sagt om hende, [[liberal]] i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religiøs og politisk henseende, utrættelig i sin higen efter det gode og nyttige.
Hendes navn er knyttet til [[Jens Baggesen]]s, [[Adam Oehlenschläger]]s, [[Schiller]]s og [[Niebuhr]]s livshistorie, og hun underholdte dem gennem en mangeårig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der beskæftigede hendes tanker.
 
Charlotte og Ernst (kendt som Lotte og Ernst) fungerede som et hele, som et ubrydeligt makkerpar. De besad hinandens fuldkomne fortrolighed. Charlotte blev naturligt af sin mand indviet i statssager af enhver art og udnyttede sin enestående position til at udøve indflydelse i regeringsanliggender.
Fra en fascineret beundring for den franske revolution flyttede hun sig med årene over bestyrtet undren til afvisning.
 
Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem mange hemmeligheder, og det ses af deres indberetninger, at man regnede med hende. Hertug [[Frederik Christian af Augustenborg]] såvel som hans hustru Louise Augusta var hendes fortrolige, og under den splittelse, der herskede i [[Statsrådet]] i de skæbnesvangre dage før og efter [[Slaget på Reden]], gennemførte hun en forsoning mellem E. Schimmelmann og [[Christian Bernstorff]], "saa at Fornuftens Stemme atter kunde gøre sig gjældende, inden det var for sent".
 
Ihærdig, men forgæves arbejdede hun med sit glødende had til [[Napoleon]] og Frankrig på en udsoning med England efter [[1807]] og en tilslutning til [[Preussen]], men hun opnåede desværre kun at fjerne sin ægtefælle mere og mere fra [[Frederik 6.]].
Jens Baggesen kaldte hende for "kamæleonen" fordi hun hele tiden skiftede sind og holdninger. Hun formåede at opretholde venskabet med hertug Frederik Christian II samtidig med at hun modtog hans fjende, romantikeren Steffens. Men hun forsøgte også gentagne gange at gribe ind i andre menneskers liv: hun var en Kirsten Giftekniv, som endog forsøgte at afsætte sin søsterdatter til en fremmed lykkejæger i en meget ung alder.
 
I hendes senere leveår, da hun hjemsøgtes af svagelighed, trådte de mindre behagelige sider af hendes karakter, som [[Jacob Peter Mynster]] og [[Heinrich Steffens]] omtaler, påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, stærkere frem. Hun brød sig ikke om hverken udvikling eller politik. Hendes mand måtte påtage sig en stor del af skylden for statsbankerotten, og familiens sorgløse liv sluttede i 1813. Formuen var bygget på salg af sukker, slaver, våben, og indtægterne sank brat. Ernst Schimmelmann var ikke længere minister, Danmark havde tabt krigen, Norge blev en del af det svenske rige, og det glansfulde salonliv sluttede. Fra nu af var det Bakkehuset og familien Rahbeks borgerlige liv, som blev norm og ideal.
 
Charlottes helbred blev gradvist nedbrudt. Hun døde 2. december 1816. [[Schack von Staffeldt]] skrev et ægtefølt digt i klassisk form til minde om "de danske Skjaldes Moder". Hun, som engang havde åbnet sit hus for tusindvis af mennesker, blev fulgt af en håndfuld til Sankt Petris tyske kirke, hvor hun i dag står i sin kiste ved siden af Ernst og hans første hustru Emilie Rantzau. Der er ingen kristne symboler på hendes kiste.
 
Charlotte og Ernst fik ingen børn sammen, men adopterede to døtre, der blev opdraget som medlemmer af familien.
 
== Kilder ==
|Side nr=139
}}
 
Maria Helleberg: Vilde Kvinde, Milde Kvinder. 2003.
 
{{Den danske Guldalder}}
Anonym bruger