Slaget ved Civitate: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rsteen (diskussion | bidrag) m →Efter slaget: LinkAdd |
Nikolaj (diskussion | bidrag) m sprog/linkret |
||
Linje 12:
|tab1= Store
|part2= [[Normanner]]
|fører2 = [[
|styrke2= 3.000 ryttere og 500 fodfolk
|tab2= Begrænsede
Linje 18:
}}
'''Slaget ved Civitate''' (også kendt som '''Slaget ved Civitella del Fortore''') blev udkæmpet [[18. juni]] [[1053]] i Syditalien mellem [[normanner]]ne under ledelse af greven af [[Apulien]], [[
==Forhistorien==
Linje 29:
Den italienske del af hæren blev leveret af fyrst Rudolf af [[Benevento]] og af hertugen af Gaeta og greverne af Aquino og Teano. Ærkebispen af Amalfi og byens borgere stillede også tropper, og koalitionshæren fik desuden tilgang af mænd fra Apulien, [[Molise]], [[Campania]], [[Abruzzo]] og [[Latium]], som reagerede på pavens opfordringer.
Paven havde endnu en allieret i den byzantiske kejser Konstantin 10. Normannernes fremfærd var gået hårdt ud over de byzantiske besiddelser i Syditalien, og den lokale statholder (''katapan'') Argyrus kontaktede paven for at få en samordnet plan. Argyrus forsøgte først på egen hånd at slå normannerne, men hans tropper led nederlag til Robert Guiscard ved Crotone i [[Calabrien]], og til
Normannerne forstod med det samme, at dette opgør ville blive helt afgørende for deres fremtid i Syditalien. De sædvanlige fejder blev lagt på hylden, og alle våbenføre mænd blev samlet under ledelse af greven af Apulien,
[[Billede:Leon IX.jpg|thumb|right|275px|Pave Leo 9.]]
Linje 37:
Pave Leo drog til Apulien og nåede Fortore-floden nær byen Civitate, nordvest for det nuværende [[Foggia]]. Normannerne forsøgte af al magt at nå frem til den pavelige hær, før den kunne forene sig med Argyrus' byzantinske tropper. De havde kun få forsyninger med sig og var godt sultne, men de kom til Civitate i tide og stillede sig op, så de forhindrede de pavelige styrkers videre fremmarch. Pavens styrke var på omkring 6.000 mand, fordelt mellem ryttere og fodfolk. Normannerne havde omkring 3.500 mand, hvoraf de 3.000 var ryttere. Normannerne foreslog en forhandling, men de blev mødt med valget mellem overgivelse eller død, så de besluttede at angribe den følgende morgen<ref>Brown, s. 72</ref>.
De to hære var adskilt af en lille bakke. Normannerne grupperede deres ryttere i tre formationer. Richard var på højre fløj,
Normannerne indledte slaget. Grev Richard af Aversa og hele styrken på højre fløj galopperede frem over sletten mod pavehærens venstre fløj. Lombarderne og de øvrige italienere forsøgte slet ikke at gøre modstand, men vendte om og flygtede. Richards tropper huggede ind på de flygtende og fortsatte i retning af pavehærens forsyningslejr.
På den anden fløj rykkede svaberne op over bakken og indledte et angreb på
I sin analyse af slaget skriver Brown<ref>Brown, s. 72-73</ref>at normannernes sejr ikke bare skyldtes personlig tapperhed. Ganske vist fik Robert Guiscard tre heste slået ned under sig, og vendte hver gang tilbage til slaget, men svaberne var lige så modige. Deres "ring af stål" modstod trods deres undertal adskillige angreb, og da deres formation endelig blev revet op af Richards riddere, kæmpede de til sidste mand. Normannernes nøgle til sejren lå i deres taktiske forståelse: Humpreys riddere angreb seks gange de svabiske sværdkæmpere og kom i ulige kamp mand mod mand, og alle seks gange fik han sine folk trukket ud af nærkampen og fik dem samlet og gjort klar til et nyt angreb. Roberts Guiscards indgreb fra venstre fløj fik stabiliseret situtionen, og Richard fortsatte ikke bare jagten på de flygtende italienere, men fik kontrol over sine ryttere og kom tilbage og afgjorde slaget.
| |||