Thule-sagen (tvangsflytning): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m småting
Linje 4:
 
== Forløbet af flytningen ==
Sagen tog sit udspring i [[1951]] ved anlæggelsen af [[militærbase]]n [[Thule Air Base]] ved Uummannaq. Anlæggelsen af basen medførte en indskrænkning i den lokale befolknings muligheder for jagt og fiskeri i området. For at sikre udvidelsesmulighederne blev det i [[1953]] besluttet at flytte statens handelsstation til [[Qaanaaq]], ca. 150 km nord for Uummannaq, og det blev i den forbindelse besluttet, at beboerne samtidig skulle flytte fra Uummannaq, og at beboernes huse skulle inddrages. Som kompensation for inddragelsen af husene lod den danske stat opføre nye huse til beboerne på de nye pladser, og beboerne fik i et vist omfang udleveret gratis varer og udstyr fra den lokale handelsstation. Flytningen skete på et tidspunkt, hvor Grønland var en dansk [[Koloni (magtområde)|koloni]].
 
== Efterfølgende krav og retssager ==
I [[1960]] rettede det lokale fangerråd skriftlig henvendelse til [[Grønlandsministeriet]] og fremsatte krav om en årlig erstatning for de tabte områder. Den danske stat besvarede imidlertid ikke henvendelsen, og først i [[1985]] blev sagen atter rejst fra grønlandsk side. Der blev således rejst krav mod den danske stat om erstatning for bl.a. tab af fangstområder som følge af baseanlæggelsen og befolkningens tvangsflytning. Kravet medførte, at der i 1987 blev nedsat en undersøgeleskommission, der syv år senere afgav beretning om forløbet. Beretningen løste ikke tvisten, og i [[1996]] anlagde Thule-stammen og ca. 600 medlemmer af stammen sag mod [[Statsministeriet]] med påstand om ret til at bebo og anvende den tidligere boplads og et krav på erstatning på 25 mio. kr. (senere forhøjet til et krav på 235 mio. kr.) samt en erstatning på 250.000 kr. til hver person, der var blevet tvangsforflyttet i 1953.
 
Thule-stammen fik ikke medhold i sine påstande om ret til at flytte tilbage til bopladsen, men [[Højesteret]] fastslog ved sin dom af [[28. november]] [[2003]], at flytningen var et [[ekspropriation|ekspropriativt]] indgreb, og at der derfor skulle ydes en erstatning, til de personer, der var berørt af flytningen. Det var under sagen anerkendt af den danske stat, at flytningen af befolkningen blev besluttet og gennemført på en måde og under omstændigheder, som indebar et alvorligt indgreb og en retsstridig handling over for den lokale befolkning. Ved dommen fik Thule-stammen tilkendt en erstatning på 500.000 kr. og de enkelte medlemmer af stammen, der havde været udsat for flytningen blev tilkendt erstatninger på 15.000 eller 25.000 kr. hver afhængig af de pågældendes alder.
 
Efterfølgende forsøgte Thule-stammen at indbringe sagen for [[Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol]] i [[Strasbourg]], men klagen blev afvist, allerede fordi [[Den Europæiske Menneskerettighedskonvention]] ikke var gældende i Danmark, da flytningen fandt sted.