Spolebånd: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Renset lidt spring i nutid og fortid og udbydet formatet med bl.a. andet størrelser på spoler og afvigleser mellem almindelig og professionel brug.
Smårettelser mest stavefejl og dobbelt ord i min egen tekst fra tidligere.
Linje 2:
Et '''spolebånd''' er et [[magnetbånd]] til brug for en [[båndoptager]].
 
Magnetbåndet består af magnetisk oxid belægning på et langt stykke polyester (eller acetat eller papir) viklet om en [[spole]], der kan have forskellig diameter. De typiske spolebånd har en diameter på 7'' eller 10,5'' (18 eller 26,5 cm), og båndets længde er typisk mellem 1200' og 3600' (370 og 1100 meter). Afhængig af båndhastigheden og -tykkelsen kan der på et sådant bånd lagres 1-4 timers lydoptagelse. Ved indkøb af rå mænmgdermængder bånd kan de leveres i større længder på op til 7200'.
 
Ved brug af et spolebånd skal der også bruges en tom spole. Typiske maskiner har det fulde bånd til venstre for tonehovedbroen og den tomme opsamlingsspole til højre for. Siden kan båndet spoles tilbage, og processen kan gentages, eller ved optagleseroptagelser i begge retninger vendes begge spoler og igen fyldt spole til venstre og tom til højre og så kan båndet spilles til ende i modsat retning. Professionelt brug udelukker normalt begge retninger. Nogle maskiner til hjemmebrug har mulighed for automatisk at afspille eventuelt indspille båndet i modsat retning, såkaldet autoreverse, uden at man skal vende båndet. Det muliggør længere optagelser med en kort pause hvor retningen ændres.
 
For forbrugere blev spolebånd mere eller mindre afløst af [[kassettebånd]], som indeholder to spoler i en kassette. Men spolebånd rummer ofte mere information. I 1976 forsøgte producenten Sony at markedsføre en mellemting af en kassette og et spolebånd nemlig ElCaset, som består af en kassette som er lidt tyndere end et VHS videobånd, og omtrent samme bredde og højde, hvori der er et bånd på to halve spoleflanger som overlapper på midten. Hastigheden er 3 3/4'' (9,5 cm/s) og med stereo i begge retninge til en samlet spilletid på 60 og 90 for normale salgskassetter. Formatet faldt til jorden med et hult drøn, og for de fleste er spolebånd et fortidslevn og kassetten en nyere ting som også har være på retur de sidste 10-15 år.
 
Spolebånd er et samlingsbegreb, der også dækker over de professionelle bånd, som anvendtes i pladestudier, bånd i flyenes sorte bokse og ældre video bånd typer. Af dem findes der også forskellige typer. Den 'normale' - radiofonistandard er en kvart tomme bred. Den typiske afviklingshastighed på radiostationer er 7,5" pr. sekund. Men ved optagelse i pladestudier bruger man oftest 15'' eller enddog 30" pr. sekund, da frekvensgangen bliver mere jævn (og dermed giver bedre lyd), når der benyttes højere hastighed. Til logning af for eksempel flytrafik og politistationer benyttes ofte lave hastigheder såsom 15/16''. Disse bruges kun til tale.
 
De maskiner, der blot står hos almindelige mennesker til brug i hjemmet er normalt ikke en lydmæssig perle, for her er båndhastigheden også meget langsom selvom maskinen bruges til musik og mere krævende lyde. 1 7/8'' = 4,76 cm/s. Endda ofte langsommere end kassettebåndets 4,75 cm. i sekundet. Men i mange år har normalværet 3 3/4'' samt 7,5'' på samme apparat. De fleste af disse apparater kan maksimalt klare 7'' (18 cm) spoler og de mindre spoler er ikke anbefalelsesværdige til en maskine med blot en motor idet træktraften på spolerne øges til fare for båndets vel og båndet knækker ved for meget kraft.
 
Efter trådoptagerens tid hvor også de store transcriptionsplader kunne holde megen information kom de første bånd overhovedet. De var lavet på papir basis hos AGFA i Tyskland i midten af 30'erne, og kom til at spille en rolle under anden verdenskrig idet Hitlers taler blev udsendt i radioofoni samtidigt flere steder i det Tredie Rige medens de allierede undrede sig over at han var flere steder på samme tid. Efter at amerikaneren Jack Mullins fandt en Telefunken maskine og 50 papirbånd og tog dem hjem til USA for at studere fænomenet blev amerikanerne de væsentligste udviklere i flere år.
Frem til midten af 60'erne havde man såkaldte homogene spolebånd (uden for fagligt sprog kaldet "stålbånd", se ''[[ODS]]'' under "Staalbaand"). Det var spolebånd uden plastikbase - altså den plastik, som båndemulsionen er sprøjtet på. Den type bånd er imidlertid meget 'skøre'. Til gengæld var det ligegyldigt hvilken side af båndet, der blev indspillet på - blot skal afspilningssiden være den samme. De første bånd overhovedet var lavet på papir bassi hos AGFA i Tyskland i midten af 30'erne.
Bing Crosby søgte at slippe for 5 shows hver aften som sendtes videre til 5 tidszoner og spille mere golf istedet og derfor blev Ampex sat til at kopiere den tyske maskine og Scotch producerede noget brugbart båndmateriale. De første Scotch bånd er acetat, de kendes ved at lys passerer igennem sidelæns når man holder en spole med båndet foran en lampe. Polyester typerne som kom efter blokerer istedet for lyset er mørke at se på.
 
Frem til midten af 60'erne havde man såkaldte homogene spolebånd (uden for fagligt sprog kaldet "stålbånd", se ''[[ODS]]'' under "Staalbaand"). Det var spolebånd uden plastikbase - altså den plastik, som båndemulsionen er sprøjtet på. Den type bånd er imidlertid meget 'skøre'. Til gengæld var det ligegyldigt hvilken side af båndet, der blev indspillet på - blot skal afspilningssiden være den samme. De første bånd overhovedet var lavet på papir bassi hos AGFA i Tyskland i midten af 30'erne.
 
Hurtigt vandt plastiktyperne dog frem på grund af både smidighed og redigeringsvenlighed. Flere fabrikanter kom til, både Ampex i USA, Philips og BASF i Europa, Zonal og EMI Tape i England og Maxell og TDK i Asien. Ampex hedder i dag Quantegy. Medens AGFAs magnedivision er under BASF, som nu hedder EMTEC, og EMTEC har solgt magnet produktionen fra på auktion og RMGi i Holland har ovartaget alt udstyr og produktion. Zonal laves nu i Australien. Maxell stoppede produktionen lige efter årtusindskiftet og TDK stoppede i midten af 80'erne.
 
Philips og alle de øvrige producenter leverede også bånd til andre firmaer som kunne sætte deres navn på. Eksempelvis Shamrock hos Radio Shack, God Tone hos Bilka, Grundig, Revox, Telefunken og så videre. Eksempelvis er alle bånd som Expert har ført som ikke var AGFA eller BASF, billige bånd som blev produceret af de få producenter i store mængder og lagt på næsten ens plastik spoler og æsker med forskelligt tryk på.
 
En stor mængde arkivmateriale ligger endnu på spolebånd, og på ældre arkiv- og masterbånd anvendes ofte såkaldt lagring i formatet ''tail-out'', hvor båndet lagres på returspolen for at undgå en lille før-kopi på båndet. Når båndet ligger rullet sammen, vil lyden fra et stykke bånd nemlig smitte af på det indre og det ydre lag. Ved at opspole båndet omvendt, undgås denne før-kopi. Kopieffekten høres i mindre generende grad samtidigt i den lyd, der bliver afviklet. Dette princip virker kun på bånd med optagelse i en retning. Tail-out, medfører også at et bånd som er afspillet og lagres på returspolen er pakket meget pænt og kompakt og således kan lagres længere uden at behøve omspoling.
Line 23 ⟶ 30:
 
De fleste almindelige maskinenr har et tælleværk som viser omdrejninger af enten venstre eller højre spole under afvikling, og denne er logaritmisk fremfor lineær. Dyrere maskiner og de som findes i studier har normaltidsudlæsning, de bedste endda uanset om der spoles frem og tilbage.
 
 
==Vedligeholdelse==
Spolebånd er særdeles driftsikre (især når der er tale om kraftige redigeringsbånd), men ud over slid på båndet, magnetisme m.v., så går limen mellem plastikbase og emulsion med tiden i opløsning på nogle båndtyper, hvilket betyder, at nogle af båndets flager med emulsion ryger af; med hørbart dårligere lyd til følge. Endnu værre er det såkaldte ''sticky tape-syndrom'', der ofte er et problem på gamle studie-masterbånd, som ikke er udviklet til samme brug som almindelige bånd og dem, der bruges til radiofoni. Hvis båndet bindemateriale (lim) er den type som ikke er langtidsstabil, men trækker væde fra luften, kommer der med tiden problemer med, at båndene begynder at klistre sammen. Selve limen svækkes og ved afspilning lægger oxiden sig som en tyk pasta henover båndstyr og hoveder.
 
Der findes forskellige måder at redde dem på, men det er et job for professionelle! man kan under afspilning lægge mærke til det fænomen at bånd ikke så slipper venstre spole, og at det klæber sig til båndstyr og tonehoveder, og i noglesmå tilfælderyk skrabersidder forbifast hovedetpå fast båndstyr. iI en hurtig bevægelse hvor båndet skiftevis flytter sig hurtigt et lille stykke og sidder fast et øjeblik, dette lyder meget forvrænget. Samtidigt med dette fænomen aflejres en masse oxid fra båndet overflade, på båndstyr og tonehoveder, hvilket kan være så ekstremt at det er vanskeligt at at overføre båndet til et andet media uden at dehydrere båndet forinden og skille siog af med det bagefter. Spolen og i mange tilfælde og æsken dertil kan genbruges. Ved dehydrering er der to metoder, en hurtig og en langsom.
Den hurtige baserer sig på en varmluftsovn, hver båndet på laveste grader opvarmes og afgiver fugt. Samme kan også gøres i en af de moderne frugt snack maskiner hvor man fylder en hullet bakke med frugt for at tørre dem, dvs dehydrering af frugtens overflade. Bånd placeres i en sådan maskine som kører indtil båndet er dehydreret. I begge tilfælde kan det tage mange timer.
Den langsomme metode er den hvor båndplaceres uden flanger i en mylar pose, samme type som til fotopapir eller chips, dog ubrugt. I posen lægges også nogle små poser med fugt absorberende materiale, det kan være moler eller silica gel perler, ligesom det kendes fra lædervarer, værktøj og elektronisk udstyr. Processen er enkel og kræver ikke strøm eller varme tilført; luften pressen ud af posen som forsegles, og efter nogen tid åbnes posen og eventuelle mættede perler erstattes. Moleret (katteler) kan ikke genbruges, men silica perlerne kan genbruges så snart de er tørre (skal det gå hurtigt varmluftsovn, ellers kan de lægges i solen et tørt sted).