Portræt: Forskelle mellem versioner

Efter den portrætteredes stilling taler man om portræt en ''face'' (set forfra), en ''profil'' (fra siden) og med "Helfigur", "Brystbillede", "Knæstykke" etc. udtrykker man, hvor meget af skikkelsen portræt har taget med. Ypperlige portræt finder man allerede i Ægyptens kunst med mere. I Grækenland vare det længe, inden portræt kommer frem som bevidst selvstændigt mål: Individet trænges i den ypperste blomstringstid til side for samfundsborgeren, der fremstilles som idealfigur. I 4. århundrede før Kristi gør portrætskulpturen sig gældende: Statuer af [[Aristoteles]], [[Demosthenes]], [[Menander]], [[Sofokles]] etc. Nogle af disse statuer synes i at være virkelige portræt (Sofokles), andre rent idealiserende fremstillinger. I den alexandrinske tid er portræt stærkt fremme. Den romerske billedkunsts bedste indsats er netop portrætter; interessen herfor har den arvet fra etrurerne. En vældig produktion af portrætstatuer og – buster foregår i kejsertiden; mange af dem interesserer ved livfuld psykologisk iagttagelse (en stor samling i det kapitolinske museum, mange udmærkede arbejder f.eks. [[Pompejus]]-busten i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]). Og rum tid efter, at romersk kunst i øvrigt er gerådet i forfald, holder portrætkunsten sig forholdsvis frisk — et træk, der overhovedet oftere genfindes i kunstens historie. Men i mange af disse portrætter mærkes dog tydelig forfinelsens dekadence og en rutineret kunstfærdigheds fif, som når damebusterne er indrettede således, at de kan skifte paryk, alt efter modens fordringer. Først med renæssancen møder man atter en udviklet portrætskulptur (mod nord har man dog allerede den ejendommelige Sluterske realisme, karakteristiske gravskulptur, stifterportrætter i Naumburgs domkirke fra 1200-tallet, i Frankrig i næste århundrede overgang til en virkelighedstro portrætplastik). Endnu i 14. århundrede er den plastiske fremstilling af portræt en sjældenhed i Italien. I 15. århundrede med den vågnende individuelle selvfølelse får portræt stor betydning, i begyndelse kun som buste eller relief. Portrætstatuen (anvendes foreløbig ikke, undtagen i Rytterstatuen (Donatellos Gattamelatta, Verrochios Colleoni med flere). Udmærket levende og formfin portrætkunst skyldes [[Desiderio da Settignano]], Mino, [[Benedetto da Maiano]] og mange andre I de følgende århundreder får portrætter, særlig i den officielle skulptur, ofte et stærkt kunstlet tilsnit: Datidens skikkelser stilles op i antikt, særlig romersk klædebon: pompøse Rytterstatuer af [[Ludvig XIV]] i imperatordragt og med allongeparyk (jfr [[Johan Tobias Sergel]]s statue af [[Gustav 3. af Sverige|Gustaf III]] a la Apollon fra Belvedere). [[Fil:Gustav III statue Skeppsbron March 2007.JPG|thumb|Gustav 3. af Sverige af Johan Tobias Sergel]] Og busterne, der i den første renæssance fremstilledes, som livet viste det, med dækket i hals og bryst, optræder nu efter romersk mønster ubedækkede. På overgangen til det 19. århundrede træffer man i Frankrig en så glimrende karakteristikker som [[Jean-Antoine Houdon]]. I 19. århundrede brydes med hensyn til portræts ydre tilsnit gammelt og nyt: Kampen mellem det antikke draperi og den moderne dragt. Som et kompromis vinder til en begyndelse det historiske kostume (lidt ældre tiders dragter) lettest indpas (f.eks. [[Ernst Friedrich August Rietschel]]s statue af [[Gotthold Ephraim Lessing]]). Denne udvikling forfølges også godt i dansk billedhuggerkunst: fra [[Bertel Thorvaldsen]] over [[Herman Wilhelm Bissen]], [[Frederik VII]] i uniform, [[A.S. Ørsted]] i folderigt antikt klædebon til den civile herre i frakke og høj hat, f.eks. "Hall" i Søndermarken og så fremdeles. Fra Herman Wilhelm Bissens hånd har man ca. 150 buster - af datidens fremragende personligheder.