Aksel Schiøtz: Forskelle mellem versioner

Under [[besættelsen|den tyske besættelse]] (1940-45) blev han umådeligt populær gennem sine mange koncerter landet over (i musikforeninger og ved orkesterkoncerter i provinsen), ikke mindst gennem sine mange indspilninger af danske sange og romancer fra det [[19. århundrede|19.]] og det tidlige [[20. århundrede]]. Under [[pseudonym]]et "Den maskerede Tenor" indsang han også en række [[schlager]]e af mere tvivlsom kvalitet. Ligeledes medvirkede han i [[C.E.F. Weyse|Weyse]]-filmen ''[[Jeg har elsket og levet]]'' ([[1940]]), og optrådte med stor succes på [[Det Ny Teater (København)|Det Ny Teater]] (sæson [[1942]]-[[1943|43]]; 102 opf.) i ''[[Farinelli]]'' ([[Emil Reesen]]) og i [[Schubert]]/[[Berte]]'s ''[[Jomfruburet]]'' (sæson [[1941]]-[[1942|42]]; 106 opf.) samt i [[Det kgl. Teater]]s opsætninger på Friluftsscenen i [[Jægersborg Dyrehave]] af [[Holger Drachmann|Drachmann]]/[[Peter Erasmus Lange-Müller|Lange-Müller]]s ''[[Der var engang]]'' ([[1941]]; 22 opf.) og [[Niels W. Gade|Gades]] ''[[Elverskud]]'' ([[1942]]; 25 opf.).

I foråret [[1943]] gav han også koncerter i [[Sverige]] og [[Finland]], bl. a. sang han det krævende tenorpartitenorpartiet i [[Mahler]]s ''[[Das Lied von der Erde]]'' i [[Göteborg]].

Som [[oratorium|oratoriesanger]] gjorde Schiøtz sig gældende i utallige opførelser i ind- og udland af [[Händel]]s ''[[Messias]]'' og ''[[Samson]]'', [[Haydn]]s ''[[Die Schöpfung]]'' og ''[[Die Jahreszeiten]]'', [[Mozart]]s ''[[Requiem]]'' og flere andre værker, inkl. moderne kirkeværker, bl.a. [[Knudåge Riisager]]s ''[[Dansk Salme]]'' fra [[1943]]. HarHan sang en enkelt gang sunget i [[Beethoven]]s ''[[Missa solemnis]]'' i [[England]] ([[Cambridge]], [[1946]]).

Alting så lysende ud, men en dag skete katastrofen. I september [[1946]] fik han konstateret en [[svulst]] på [[hørenerve]]n (''[[tumor acusticus]]''), der blev [[operation|opereret]], men med følelige skader på [[stemme]]n og [[lammelse]] af højre [[ansigt]]sside. Efter operationen i efteråret 1946 og en længere [[rekonvalescens]] "debuterede"sang Schiøtz igen i [[København]], den [[14. september]] [[1948]] i [[Odd Fellow Palæet]] med en [[lied]]-aften, bl.a. med danske sange og [[Schumann]]s ''[[Dichterliebe]]''. [[Anmeldelse]]rne var strålende og koncerten måtte gentages.

Allerede frai december [[1948]] gik Schiøtz atter i pladestudiet og indsang en række plader, hvoraf mange ikke blev publiceret, fordi den kunstneriske kvalitet ikke var i top,. menEn en lang række optagelser fra årene [[1949]]-[[1960]] er bevaret for eftertiden. Bl.a. fra [[Perpignan-festspillene]] i [[1951]] hvor Schiøtz sang [[Beethoven]]s ''[[An die ferne Geliebte]]'' og en [[Bach]]-[[kantate]] med [[Pablo Casals]] som [[dirigent]]. Desværre er indspilningerne fra [[1949]] og efterfølgende år ikke overført til [[cd]]-mediet.

I sin [[nekrolog]] over Schiøtz skriver [[Hansgeorg Lenz]] i [[Information]] bl.a. "Han var som en naturlov for den danske sang. Selv hvad han her vitterligt aldrig har lagt stemme til, har man alligevel netop med den ligesom i ørene og herudfra taget højde for. At have hørt ham er en af de erfaringer, man kun gør én gang i sit liv. Alt efter ham må finde sig i at blive målt hermed. Endnu er der ingen, som ikke er blevet fundet for let" (Inf. 21.4.1975).