Danmarks historie (1397-1536): Forskelle mellem versioner

I maj samme år afholdt rigsråder fra Sverige og Danmark et møde i Halmstad. Da de havde en fælles interesse i at holde den efterhånden enevældige kongemagt nede, enedes de om et program for rigernes ligeberettigelse inden for unionen. Erik måtte nødtvunget, og under protest, anerkende aftalen, og samtidig måtte han genoplive de to embeder som [[drost]] og [[Rigsmarsk|marsk]]. I oktober blev den højadelige [[Karl Knutsson]] således udnævnt til marsk og [[Kristtiern Nilsson Vasa]] til drost. Oprøret som sådan var dog ikke ovre, men Engelbrekts rolle sluttede i 1436, da han blev myrdet af en svensk højadelsmand. Svenskerne udnyttede dog oprøret til i 1436 at få gennemtvunget et rådsstyre, som Erik efter pres fra det danske rigsråd måtte acceptere på et møde i Kalmar. Således var den kongestyrede union blevet afløst af et samarbejde mellem de tre rigers rigsråd. Dette fik Erik til at slå sig ned på Gotland, hvor han så ville vente på, at rigsrådstyret, efter hans overbevisning, skulle føre til indre strid og kaos, hvorefter man ville bede ham vende tilbage. Uroen kom da også snart i både Jylland og på Fyn og Sjælland. Derfor blev de danske rigsråder på et møde i Korsør enige om at bede Erik vende tilbage som dansk konge på betingelse af, at han genbesatte drost- og marskembederne og regerede sammen med rigets råd. Rigsrådet havde dog samtidig skrevet til Eriks nevø, [[Christoffer af Bayern]], og bedt ham komme til Danmark for at forsvare dem mod de truende bønder. Erik afviste udspillet, måske i den tro, at rigsrådet senere ville tage ham tilbage betingelsesløst. Rigsrådet blev også mere desperate, men de handlede ikke til Eriks bedste, for da de mødtes i Lübeck i [[1439]], opsagde de Erik af Pommern huldskab, og i juli samme år blev Christoffer af Bayern hyldet som [[rigsforstander]] i Danmark. I forhandlinger forud for dette kongeskifte lykkedes det grev [[Adolf 1. af Slesvig|Adolf 8. af Holsten]] at få indrømmet hele Slesvig som arveligt len. I april blev Christoffer hyldet som dansk konge på [[Viborg]] landsting. Unionen var dog allerede ophørt med at eksistere, da Karl Knutsson i to år havde siddet som rigsforstander i Sverige. Det lykkedes dog Christoffer og ærkebispen i Lund, Hans Laxmand, at overtale Knutsson til at trække sig tilbage ved at love ham [[Finland]] som len. Således kunne Christoffer i [[1441]] hyldes som svensk og i [[1442]] også som norsk konge. I Danmark var der imidlertid i [[1440]] opstået bondeoprør på Sjælland, og en bondehær brændte, under ledelse af adelsmanden [[Henrik Tagesen|Henrik Tagesen Reventlow]], adelsgårde af i Nordjylland. Christoffer mødte i juni 1441 Reventlow i [[slaget ved Sankt Jørgensbjerg]] i [[Han Herred]]. Christoffer besejrede bønderne, og Reventlow blev henrettet i [[Aalborg]] [[12. juni]] 1441.<ref>Albrectsen s. 176-187</ref>