Conrad Rantzau: Forskelle mellem versioner

'''Andreas Conrad Peter rigsgreve af Rantzau''' (tysk: ''Andreas Conrad Peter Reichgraf zu Rantzau'') ([[2. september]] [[1773]] på [[Breitenburg]] - [[3. august]] [[1845]] i [[Wiesbaden]]) var en [[holsten]]sk adelsmand og en dansk statsminister. Han var den sidste store personlighed, der byggede bro mellem dansk og tysk kultur, inden [[helstaten]]s sammenbrud.

 

Conrad Rantzau var yngste søn af gehejmeråd Friedrich rigsgreve Rantzau til Breitenburg og Friedrike Louise Amoena f. rigsgrevinde af Castell-Remlingen. Han fødtes 2. september 1773 på Breitenburg og blev efter omhyggelig uddannelse i hjemmet 1792 dimitteret til [[Christian-Albrechts-Universität|Universitetet i Kiel]], hvor han studerede i flere år, tog derefter på lange rejser, udnævntes 1804 til [[kammerherre]] og overtog Breitenburg 1806 efter faderens død. 1802 var han medlem af Landkommissionen i [[Slesvig]], opholdt sig derpå i længere tid i syden, var 1814 medlem af Kommissionen til hertugdømmernes genbesættelse og reorganisation og fik året efter Storkors af [[Dannebrogordenen]]. 1826 blev Rantzau beskikket til rejseledsager for [[Frederik 7.|Prins Frederik (7.)]], hvem han først fulgte til [[Genf]], hvor der indrettedes en hofholdning for prinsen, som skulle tilbringe længere tid her. Det bebrejdes Rantzau, at han overbebyrdede prinsens temmelig svage evner med for megen læsning, som sløvede hans i forvejen ringe interesse for at tilegne sig kundskaber. Kort efter nytår brød de op til [[Sydfrankrig]] og derfra til [[Italien]], tilbragte atter nogen tid i Genf og vendte hjem i efteråret 1828, hvor Rantzau ved prinsens formæling kort efter udnævntes til overskænk og tog ophold i [[København]]. Efter [[Ernst Heinrich von Schimmelmann]]s død i 1831 udnævntes Rantzau til gehejmestatsminister og medlem af [[gehejmestatsråd]]et. Rantzau stod i høj gunst hos [[Frederik 6.]] Han var en fuldblods holstener, oprigtigt fædrelandssindet og kongetro. Under drøftelsen af stænderforsamlingens dannelse udtalte han 1832 sin tvivl om de reformlystne slesvigeres loyalitet, ligesom han frygtede vanskeligheder ved valgene på [[Sjælland]], medens han stolede på holstenernes og jydernes gode sindelag. 1836 blev han [[Ridder af Elefanten]]. Efter [[Christian 8.]]s tronbestigelse ansøgte Rantzau, der ikke som de andre ministre havde nogen særlig [[portefølje]], om sin afsked, da hans helbred ikke kunde tåle opholdet i hovedstaden, og hans øjne var meget svage. Kongen ville ikke afskedige ham, men forbeholdt ham rang og sæde i statsrådet, så han dispenseredes for at deltage i dets forhandlinger og beholdt visse forretninger i Holsten (12. december 1840). Rantzau boede derefter dels på Breitenburg, dels i udlandet og afgik ved døden 3. august 1845 i [[Wiesbaden]], ugift.

 

var det mest agtede og elskede blandt høje og lave i hertugdømmerne, og fremhæver hans store, ved personlig erfaring indhøstede kendskab til stats- og folkelivet og hans rene vilje og ædle karakter. I anledning af stormfloden 1825 bragte han beboere på sine godser store ofre, og hans rundhåndethed, især de summer, han anvendte på indkøb af kunstværker, bevirkede, at hans formuesomstændigheder ved hans død var i den sletteste forfatning.

 

 

{{DBL