Åbn hovedmenuen

Ændringer

ingen ændringskommentar
[[Billede:Giovanni Pierluigi da Palestrina.png|thumb|Palestrina]]'''Giovanni Pierluigi da Palestrina blev født omkring år [[1525]] i en lille by i Italien ved navn Palestrina, hvorfra han har sit navn. Man ved ikke meget om hans ungdom, men har via nogle gamle dokumenter kunnet se, at han tog til [[Rom]] som ung, hvor han uddannede sig, måske hos Robin Mallapert (organist) og levede og arbejdede det meste af hans liv. Ikke før år 1544 han man noteret, at han blev organist og korleder i sin hjemby, igen i 1547, hvor han gifter sig med hans første kone Lucrezia Gori, og allerede 3 år senere i 1550, var han blevet så omtalt, at han fik tilbudt arbejde ved Cappella Guilia (en del af det sixtinske kor), som korleder. 4 år efter denne ansættelse skrev han sin første samling messer, inspireret af de messer Cappella Guilia-koret sang. Han blev i en periode mellem 1550 og 1555 ansat i selv det Sixtinske Kapel, men så blev Paven udskiftet og den nye pave mente ikke at en gift mand var det Sixtinske Kapel værdigt, og afskedigede ham. Efter han havde mistet jobbet i det Sixtinske Kapel udnævnte to af Roms vigtigste kirker Palestrina til kapelmester, St. Johannes Lateran (1555-1560) og St. Maria Maggiore (1561-1566).
I 1564, to år inden han opsagde hans job i St. Maria Maggiore, begyndte en kardinal ved navn Ippolito 2. d’Este at interesserer sig for hans musik og spurgte efterfølgende Giovanni om han kunne have lyst til at skrive musik til hans hof. Det gjorde han fro en stund og tænkte at det måske kunne fører til noget større, derfor sagde han sit job op i 1566 og blev musiklærer på Seminario Romano, blot for at returnere til Cappella Guilia i 1571. I 1577 bliver han tilbudt at skrive salmer til den tids salmebøger, selvfølgelig under opsyn af Trent rådet (det gamle romerske kirkeråd). Hans kone, Lucrezia Gori, dør tragisk af influenzaepidemien i 1580, men allerede året efter gifter han sig med en rig pelshandlerske ved navn Virginia Dormoli. Dette ægteskab hjælper ham ud af hans små finansielle problemer og gør samtidig Virginia til en mere omtalt dame. Inden hans død i 1594 kan han offentliggøre yderligere 16 samlinger musik.
I hans messer fokuserede og legede han altid meget og meget forsigtigt med dissonanser, som han lod sig fascinere af, og pga. de mange salmer og hymner han skrev til de gamle salmebøger, var hans tekster altid velovervejet og tydelige, på trods af det latinske sprog. Dette ses tydeligst i hans mest kendte stykke « Missa Papae Marcelli ».
3

redigeringer