Grover Cleveland: Forskelle mellem versioner

For at sværte Clevelands puritanske rygte fortalte hans modstandere, at Cleveland var blevet far til et barn uden for ægteskab, mens han var advokat i Buffalo.<ref name=mama>Nevins, 162–169; Jeffers, 106–111; Graff, 60–65; Welch, 36–39</ref> Den nedladende frase ''"Ma, Ma, where's my Pa?"'' (''"Mor, Mor, hvor er min Far?"'') blev et uofficielt kampagneslogan for hans modstandere.<ref name=mama/> Da han blev konfronteret med skandalen, der var på vej, var Clevelands instruktioner til sine kampagnefolk: "Fortæl sandheden."<ref>Nevins, 163, Graff, 62</ref> Cleveland indrømmede, at han i 1874 accepterede at betale [[børnebidrag]] til Maria Crofts Halpin, en kvinde, som påstod, at han var far til hendes søn med navnet Oscar Folsom Cleveland.<ref name=mama/> Halpin havde på daværende tidspunkt et forhold til flere mænd, deriblandt Clevelands ven og advokatkollega Oscar Folsom, som barnet blev opkaldt efter.<ref name=mama/> Cleveland var ikke klar over, hvem af dem, der var far til barnet, og det menes, at han påtog sig ansvaret, da han var den eneste af dem, der var ungkarl.<ref name=mama/>

 

Det var begge kandidaternes opfattelse, at staterne New York, New Jersey, Indiana og [[Connecticut]] ville afgøre valget.<ref>Welch, 33</ref> I New York besluttede [[Tammany Hall]] sig for, efter en tids vaklen, at de trods alt ville få mere ud af at støtte en Demokrat, som de ikke brød sig om, end en Republikaner, som ikke ville gøre noget som helst for dem.<ref>Nevins, 170–171</ref> Blaine håbede på, at han ville få en større støtte fra [[irsk-amerikaner]]ne, end Republikanere normalt fik; irerne stemte hovedsageligt demokratisk i det 19. århundrede, men Blaines mor var irsk katolik. og han havde været tilhænger af [[Irish Land League|Irish National Land League]] i sin tid som [[udenrigsminister]].<ref>Nevins, 170</ref> Irerne, en betragtelig gruppering i tre af svingstaterne, virkede interesserede i at støtte Blaine, lige indtil en af hans støtter, [[Samuel D. Burchard]], holdt en tale, hvori han nedladende kaldte demokraterne "et parti for [[Rom (spiritus)|rom]], [[katolicisme]] og oprør" ([[engelsk (sprog)|eng.]]: "Rum, romanism and rebellion").<ref>Nevins, 181–184</ref> Demokraterne blæste denne fornærmelse mod katolikker op i dagene lige inden valget, og Cleveland vandt snævert alle fire svingstater, deriblandt New York med kun lidt over 1.000 stemmer.<ref name=leip1884>{{Leip PV source 2| year=1884| as of=[[27. januar]] [[2008]]}}, {{National Archives EV source| year=1888| as of=[[27. januar]] [[2008]]}}</ref> Hvis man ser på det totale antal stemmer, var valget meget tæt, idet Cleveland kun vandt med kun 0,25%, men valgmandsstemmerne gav Cleveland en mere komfortabel sejr på 219–182.<ref name=leip1884/> Efter Clevelands valgsejr fik "Ma, Ma..."-kampråbet en klassisk slutning: ''"Gone to the White House. Ha! Ha! Ha!"'' (''"Rejst til det Hvide Hus. Ha! Ha! Ha!"'')

 

== Valget i 1892 ==

{{Uddybende|Amerikanske præsidentvalg 1892}}

=== Demokratisk nominering ===

Clevelands position som eks-præsident og hans nylige udtalelser om de finansielle spørgsmål gjorde ham til førstevalg som kandidat til den demokratiske nominering.<ref>Nevins, 468–469</ref> Hans nærmeste modstander var [[David B. Hill]], som på daværende tidspunkt var senator fra New York.<ref name=nevins470>Nevins, 470–473</ref> Hill forenede alle anti-Cleveland-elementerne i det Demokratiske parti — sølvfortalere, protektionister og Tammany Hall — men kunne ikke mobilisere en støtte, der var stor nok til at hindre Clevelands nominering.<ref name=nevins470/> På trods af nogle desperate forsøg fra Hill blev Cleveland nomineret ved første afstemning på konventet i Chicago.<ref>Nevins, 480–491</ref> Som vicepræsident valgte Demokraterne en modvægt til Cleveland — [[Adlai E. Stevenson]] fra Illinois, som var fortaler for en fri møntfod af sølv.<ref>Graff, 105; Nevins, 492–493</ref>

 

=== Kampagne mod Harrison ===

Republikanerne nominerede igen præsident Harrison, hvilket gjorde valget i 1892 til en gentagelse af valget fra fire år tidligere. I modsætning til valgene i 1884 og 1888 var valget i 1892 "det reneste, roligste og mest ærlige valg i efterkrigsgenerationens hukommelse."<ref>Nevins, 498</ref> Spørgsmålet om tolden var til republikanernes fordel i 1888, men resultaterne gennem fire år havde været, at importerede varer var blevet så dyre, at det fik mange vælgere til at foretrække forandringer.<ref>Nevins, 499</ref> Mange vestlige amerikanere, som traditionelt stemte republikansk, stemte nu på den nye kandidat [[James Weaver]] fra [[Populistpartiet]], som lovede fri sølv, generøs pension til krigsveteraner og en [[8-timers arbejdsdag]].<ref>Graff, 106–107; Nevins, 505–506</ref> Omsider valgte Tammany Hall-demokraterne at følge resten af landets Demokrater, hvilket medførte, at et forenet demokratisk parti vandt New York.<ref>Graff, 108</ref> Det samlede resultat blev en stor sejr til Cleveland, både hvad angår valgmandsstemmer og samlet stemmetal.<ref>{{Leip PV source 2| year=1892| as of=[[22. februar]] [[2008]]}}, {{National Archives EV source| year=1892| as of=[[22. februar]] [[2008]]}}</ref>

<div style="clear:both;"></div>