Forskel mellem versioner af "Mennonitter"

482 bytes fjernet ,  for 10 år siden
gennemset
m (WPCW: slet "unødvendig" tag small)
(gennemset)
[[ImageFil:Friedrichstadt_mennonitenkirche_und_alte_boerse.jpg|thumb|[[Mennonitterkirken (Frederiksstad)|Mennonitterkirken]] i [[Frederiksstad]] i Sydslesvig]]
'''Mennonitter''' (også kaldet ''Gammelevangeliske dåbssindede'', ''Gendøberegammelevangeliske dåbssindede'' eller ''Gammeldøbere'' (''Alttäufergammeldøbere'') ) er en reformeret kristen[[Protestantisme|protestantisk]] bevægelsekirkesamfund i den [[anabaptisme|anabaptistiske]] (af græsk: ''anafor baptizein'' ≈ ''hen over døbegendøbere'') tradition. Navnet kommerstammer af den [[frisisk (sprog)Nederlandene|frisiskenederlandske]] grundlæggerpræst [[Menno Simons]]. IMennonitterne begyndelsenpraktiserer var[[Dåb|voksendåb]] udtrykket(bekendelsesdåb) Mennonitog etforkaster både [[skældsorded]], menog senere[[Militær|militærtjeneste]]. blevKirkesamfundet dethar overtagetover af1 menighedenmio. selvmedlemmer.
 
==Historie==
Mennonitternes historie begynder med etableringen af den første døbermenighed i [[Zürich]] i januar [[1525]]. [[Konrad Grebel]], [[Felix Manz]] og andre trosfæller af den [[Schweiz|schweiziske]] reformator [[Ulrich Zwingli]] kom til den opfattelse, at barnedåben ikke kunne passe sammen med skrifterne i det [[Nye Testamente]]. De ønskede, at båndet mellem kirken og staten skulle skæres, og at folk først skulle døbes, når de bevidst bekender deres kristne tro. Begivenheder i Zürich var optakten til døberbevægelsen, som i løbet af kort tid spredte sig til store områder i Schweiz, Østrig og Tyskland. Sammen med reformatoren [[Thomas Müntzer]] og inspirationisterne (''sværmere'') udgjorde de en væsentlig del af den såkaldte radikale reformation. Enkelte steder solidariserede døberne sig også med de antiklerikalske bønder i [[den tyske bondekrig]]. Døberens fremtrædende ledere var blandt andet [[Balthasar Hubmaier]], [[Michael Sattler]], [[Hans Hut]] og [[Hans Denck]].
===Svejts, Alsace, Nederlandene===
[[Billede:Ulrich Zwingli.jpg|thumb|Ulrich Zwingli]]
[[Gendøber]]ne opstod som bevægelse i [[1525]] i Zürich, selv om de også fandtes i andre egne. Den daværende kirke forsøgte flere gange at fordrive gendøberne, frem for alt fordi de afviste [[barnedåb]]. De mente, at en sand, kristen menighed kun burde bestå af folk, som frivilligt havde modtaget dåben, og det kunne hverken stat eller kirke tillade.
 
Af deres modstandere blev de kaldt gendøbere (''anabaptister''), fordi de også døbte voksne, som allerede var barnedøbt. Den lutherske kirke fastholdt begrebet gendøbere helt til 1900-tallet. Både den [[Lutheranisme|lutherske]], [[Reformerte kirke|reformerte]] og [[katolske kirke]] og fyrsterne forfulgte den nye religiøse bevægelse med stor grusomhed. Mange fik frataget ejendom, blev fordrevet fra deres hjem og led [[martyr]]døden. I 1529 besluttede den tyske rigsdag en mandat (lov), som foreskrev dødsstraf for gendøbere.
Nogle af den [[Svejts|svejtsiske]] reformator [[Ulrich Zwingli]]s trosfæller mente, at et kirkeligt tilhørsforhold indledt ved barnedåb ikke kunne passe sammen med det [[Ny Testamente]]s lære. De ønskede, at kirken blev fjernet fuldstændigt fra staten, og at folk først skulle slutte sig til menigheden, når de var parate til offentligt at bekende deres tro på Jesus og deres ønske om at leve efter hans ord. De to grupper, som havde den holdning, var [[hutteritter]]ne og nogle, som senere blev kendt som mennonitterne. Nutidens mennonitter er – sammen med amishfolkene og hutteritterne – direkte efterkommere efter reformationstidens gendøbere, og mange vil ikke kaldes [[protestantisme|protestanter]] og foretrækker at blive betragtet som tilhængere af en mere radikal reformation.
 
Selvom de blev mødt med massiv modstand, nåede døberne også Nederlandene, hvor [[Menno Simons]] tilsluttede sig dem i 1536. Han samlede den pacifistiske del af bevægelsen og oprettede menigheder i det nederlandske og nordtyske område, hvor de nu blev kaldt mennonitter eller dåbssindede. Efter hans død splittede bevægelsen sig i en periode op i flamske, frisiske og waterlandske menigheder. I 1600-tallet var bevægelsen præget af modstanden mellem de mere liberale lammister (''remonstrantiske dåbssindede'') og de mere konservative sonnister. Også de [[De Schweiziske Brødre|schweiziske brødre]] blev ikke forskånet for splittelsen. I 1693 udtrådte en gruppe under ledelse af Jakob Ammann af kirkesamfundet og kaldte sig [[amish]]. Den forblivende del kaldte sig nu også mennonitter eller dåbssindede.
De forskellige fyrster i Europa frygtede disse radikale reformerte, og der blev vedtaget love, sådan at mange blev forfulgt, fik frataget al ejendom, blev fordrevet fra deres hjem og fødeegn og led [[martyr]]døden. Nogle få overlevede dog, og på et kort møde mellem den [[21. januar]] [[1525]] døbte Conrad Grebel, Felix Manz og Georg Blaurock og tolv andre troende hinanden. Dette møde betød indledningen på gendøbernes bevægelse.
 
FraI det1700-tallet [[16blev mennonitterne i store dele af Europa fortsat truet med forfølgelse, tortur og martyrdød. århundrede]]Dette opstodførte dertil nyeen mennonitsamfundstørre iudvandring til det daværende [[VestpreussenVestprøjsen]] (stort set svarende til de nuværende, polske [[voivodskab]]er [[Pomorskie]] og [[Kujawsko-pomorskie]]). og denlidt tidsenere modtogogså mantil Nordamerika, hvor mennonitiske indvandrere grundlagde en række byer og kolonier. I Vestprøjsen opdyrkede mennonittiske flygtninge fra Nederlandene, som opdyrkede sumpområderne ved [[Wisła|Weichsel]]s og [[Nogat]]s [[floddelta]]. De byggede diger og kanaler og kunne på den måde udnytte området til [[kvægdrift]]. Da det indbragte landets byer og godsejere en stor økonomisk fordel, på den grund fik de lov til at dyrke deres tro uhindret.
===Nederlandene, England, Amerika og Rusland===
[[Image:MennoSimons.jpg|thumb|Menno Simons]]
I [[16. århundrede]] blev mennonitterne og andre gendøbere over hele Europa truet med forfølgelse, tortur og martyrdød. Intil det [[17. århundrede]] slog nogle af dem sig sammen med den [[Nederlandene|nederlandske]] statskirke og fik staten til at indstille forfølgelserne. Mennonitterne udenfor statskirken skulle beslutte sig for, om de ville opretholde fællesskabet med deres brødre indenfor statskirken. Det førte til en opsplitning: De, som var imod fællesskabet med statskirken, blev kendt som [[amish]]folk efter deres leder, [[Jakob Ammann]]. Da Jacob Amman ikke kunne gennemføre sin reform af kirken i [[1693]], forlod han og hans tilhængere menigheden for at danne det, der senere er kommet til at hedde [[amish]]kirken. I dag er amishfolket en del af en etnisk gruppe, som kaldes [[Pennsylvania Dutch]], fordi de er efterkommere efter tyske mennonitter, der grundlagde kolonier i [[Pennsylvania]] i løbet af [[1720'erne]] og [[1730'erne|-30'erne]].
 
Under [[Elizabeth 1.]] varnåede en gruppe nederlandske gendøberedøbere iogså til England, oghvor herde mødte de en menighed under ledelse af præsten John Smythe, som senere førte sin gruppe tilbage til Nederlandene. Her fandt de asyl i en halv snes år, men de moralske forhold på stedet og risikoen for at blive [[assimilation|assimileret]] fik dem til at bryde op for at udvandre til “den nye verden”. I [[1620]] sejlede de ud fra [[Plymouth]] med skibet ''[[Mayflower]],'' og efter en lang rejse nåede de til Amerika, hvor de blev det, som kaldes ''[[pilgrimsfædrene]],'' altså de første nybyggere.
De, som blev under statskirken, beholdt navnet mennonitter. I årenes løb har andre modsætninger af teologiske, praktiske eller geografiske grunde ført til nye opsplitninger. Da f.eks. nogle af amishfolkene i begyndelsen af det [[20. århundrede]] ikke ville tillade indførelse af [[søndagsskole]] og [[mission]]svirksomhed i deres menigheder, skilte de sig ud og dannede den "konservative mennonitkirke".
 
Da mennonitterne i Vestprøjsen kom under [[Prøjsen]] efter den [[polske deling]] i [[1772]], ændrede deres situation sig drastisk. De 12.182 mennonitter afviste at gøre krigstejeneste for de prøjsiske konger, og selv om det blev godtaget, fik de ikke længere lov til at forøge deres område. Derfor udvandrede mange af dem på [[Katharina 2. af Rusland|Katharina den Store]]s opfordring til [[Ukraine]], hvor de grundlagde to bosættelser (Chortitza i [[1789]] og Molotschna i [[1804]]. Begge udviklede sig hurtigt, og dannede nye aflæggerbosættelser andre steder i Ukraine og Rusland. Da den russiske kejser indførte almindelig [[værnepligt]] i [[1874]] udvandrede ca. en tredjedel af mennonitterne til [[Manitoba]] i [[Canada]] og forskellige steder i [[USA]]. I løbet af [[1920'erne]] udvandrede yderligere 23.000. Ved [[Sovjetunionen]]s sammenbrud var der trods religionsforfølgelserne stadigvæk mange tysktalende mennonitter tilbage, og i løbet af få år udvandrede mere end 200.000 af dem til Tyskland. De danner i dag langt den største del af den tyskemennonitiske menighedbevægelse i Tyskland.
Fra det [[16. århundrede]] opstod der nye mennonitsamfund i det daværende [[Vestpreussen]] (stort set svarende til de nuværende, polske [[voivodskab]]er [[Pomorskie]] og [[Kujawsko-pomorskie]]). På den tid modtog man mennonittiske flygtninge fra Nederlandene, som opdyrkede sumpområderne ved [[Wisła|Weichsel]]s og [[Nogat]]s [[floddelta]]. De byggede diger og kanaler og kunne på den måde udnytte området til [[kvægdrift]]. Da det indbragte landets byer og godsejere en økonomisk fordel, fik de lov til at dyrke deres tro uhindret.
 
Under [[Elizabeth 1.]] var en gruppe nederlandske gendøbere i England, og her mødte de en menighed under ledelse af præsten John Smythe, som senere førte sin gruppe til Nederlandene. Her fandt de asyl i en halv snes år, men de moralske forhold på stedet og risikoen for at blive [[assimilation|assimileret]] fik dem til at bryde op for at udvandre til “den nye verden”. I [[1620]] sejlede de ud fra [[Plymouth]] med skibet ''[[Mayflower]],'' og efter en lang rejse nåede de til Amerika, hvor de blev det, som kaldes ''[[pilgrimsfædrene]],'' altså de første nybyggere.
 
===Senere udvikling===
Da mennonitterne i Vestprøjsen kom under [[Prøjsen]] efter den [[polske deling]] i [[1772]], ændrede deres situation sig drastisk. De 12.182 mennonitter afviste at gøre krigstejeneste for de prøjsiske konger, og selv om det blev godtaget, fik de ikke længere lov til at forøge deres område.Derfor udvandrede mange af dem på [[Katharina 2. af Rusland|Katharina den Store]]s opfordring til [[Ukraine]], hvor de grundlagde to bosættelser (Chortitza i [[1789]] og Molotschna i [[1804]]. Begge udviklede sig hurtigt, og dannede nye aflæggerbosættelser andre steder i Ukraine og Rusland. Da den russiske kejser indførte almindelig [[værnepligt]] i [[1874]] udvandrede ca. en tredjedel af mennonitterne til [[Manitoba]] i [[Canada]] og forskellige steder i [[USA]]. I løbet af [[1920'erne]] udvandrede yderligere 23.000. Ved [[Sovjetunionen]]s sammenbrud var der trods religionsforfølgelserne stadigvæk mange tysktalende mennonitter tilbage, og i løbet af få år udvandrede mere end 200.000 af dem til Tyskland. De danner i dag langt den største del af den tyske menighed.
 
===Danmark===
==Tro==
===Hovedpunkter===
[[ImageFil:Doopsgezinde-Gemeente-exterior.jpg|thumb|right|MennoniterkikenMennoniterkirken i [[Amsterdam]] i Nederlandene]]
Mennonitterne står for personlig tro, trosdåb (bekendelsesdåb), selvstændige menigheder (kongretionalisme), forkastelse af både [[ed]] og [[Militær|militærtjeneste]] og krav på [[ytringsfrihed|ytrings]]- og [[religionsfrihed]]. Den enkelte skal af fri vilje vælge at tro. Det helt centrale i mennonitternes tro er [[bjergprædikenen]].
Mennoniterne var og er opsat på at leve efter Biblens indhold og se den som en "brugsanvisning" for hverdagen. Gode bibelkundskaber er noget, man forventer af alle medlemmer, og i begyndelsen, da mange var [[analfabet]]er, lærte de sig Biblen udenad.
 
Mennoniterne tilhører fredskirkerne, som retter sig mod magtafkald og [[pacifisme]], og som ofte træder til i politiske kriseområder. Mange mennonitter afviser enhver værnepligt og endda den del af skattebetalingen, som går til militære formål, mens andre gør militærtjeneste uden for [[kamptropper]]ne.
 
Ifølge gendøbernesdøbernes tradition omfatter deres lære følgende punkter:
*'''Omvendelse og genfødsel''': For at kunne modtage [[frelse]]n i [[Jesus Kristus]] må et menneske omvende sig. Det består i en bevidst venden sig bort fra livet i syndefuldhed under mørkets magt og en hjemvenden til Gud og til et liv under hans ledelse gennem Jesus Kristus og [[helligånden]]. Afgørende er ikke selve omvendelsesoplevelsen, men derimod det at være blevet omvendt.
*'''[[Dåben]]''' bliver gennemført som en voksendåbbekendelsesdåb. Det kan ske som fuldstændig neddykning eller ved overgydelse med vand, men det forudsætter altid en offentlig bekendelse af omvendelsen og Guds genfødsel. Det hører til frelsen, for Jesus siger: ''"Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst."'' ([[Markusevangeliet]] 16,16).
*'''Menighedsdisciplin''': [[syndsbekendelse]], [[anger]] over synder, genoptagelse af syndere i menigheden.
*'''[[Nadver]]en''' er et mindemåltid for de døbte troende, som erindrer om Kristi lidelse og død.
 
===Schleitheimer ArtiklerneArtikler===
Blandt de ældste [[trosbekendelse]]r findes dende Schleitheimer Artikler, som blev vedtaget den [[24. februar]] [[1527]] af døbermenigheder gendøbermenighedernefra (SchleitheimerSchweiz Artiklerne).og Schwaben i den sydtyske by Schleitheim.
[[BilledeFil:Titelseite Schleitheimer Artikel.jpg|thumb|Forsiden til Schleitheimer Artiklerne.Artikler]]
Dens syv overskrifter lyder:
[[Billede:Titelseite Schleitheimer Artikel.jpg|thumb|Forsiden til Schleitheimer Artiklerne.]]
* [[Dåb]]
* [[Ekskommunikation]]
* [[Nadver|Brydning af brødet]]
* [[Adskillelse fra verden]]
* [[Præst]]en i kirken
* [[Sværd]]
* [[Løfte|Ed]].
 
==Religiøs praksis==
==Gudstjeneste og levemåde==
Der findes merei enddag 20flere forskellige mennonittiske grupperinger, som adskiller sig en hel del hvad angår levevis og religiøs praksis. Det fælles er gendøbertraditionendøbertraditionen og engagementet i aktivt fredsarbejde og [[diakon]]isk indsats.
 
NogleGammelmennonitter menigheder,(''Old f.eks.Order Mennonites'') i [[CanadaAmerika]], [[USA]]lever ellerfor [[Rusland]], levereksempel i en udpræget afvisning af det normalemoderne hverdagsliv. Etog velkendtligner eksempeldermed erpå mange områder [[Amish|amish-folket]]folket,. somAndre imennonitiske vidtkirkesamfund omfanghar giveren afkaldmere liberal brugenog aføkumenisk modernetilsnit. teknik,Til ogmennonitterne somregnes mødesogså ide deresmennonitiske privatebrødre hjem(''Mennonite hverBrethren'') søndagog Brødre i stedetChristus for(''Brethren i enin kirkeChrist''). IEnkelte enkeltemennonitiske tilfældesamfund har menighederne bevaret deres oprindelige, tyske dialekt, for(det dersydtyske sker[[Pennsylvania ikkeDutch]] nogeneller størredet opblandingnordtyske med den omgivende befolkning[[Plattysk|Plautdietsch]]).
 
Mennonitter bestræber sig på at være velgørende "i Kristi navn", og de har grundlagt hjælpeorganisationer som den Mennonittiske Katastrofetjeneste (MDS, Mennonite Disaster Service) og den Mennonittiske Hjælpetjeneste (MCC, Mennonite Central Committee) for at støtte nødstedte, hvad enten de er fremmede eller trosfæller.
 
==Eksterne henvisninger==
{{SøsterlinksCommonsbilleder|source=Bekenntnisse der Täufer|commons=Category:Mennonites}}
*[http://www.mwc-cmm.org/ Mennonitisk Verdenskonference]
*[http://www.mennoniten.de/hamburg.html MennonitterMennonitterne i Hamborg-Altona]
 
[[Kategori:Protestantisme]]