Adolph Gotthard Carstens: Forskelle mellem versioner

Sin aldrig svigtende kærlighed til det latinske sprog lagde Carstens for dagen, da han i en alder af 77 år som manuskript for venner lod trykke en lille digtsamling, ''Carmina amicis'' ([[1790]]). De fleste af digtene er vel fra ungdomsårene, men nogle, særlig epigrammerne[[epigram]]merne, er fra udgivelsestiden. Alderdommens affældighed udeblev dog ikke. Fra ungdommen af havde han – som ovenfor nævnt – båret på et svageligt legeme; i over 50 år havde han hverken kunnet læse eller skrive ved lys; alligevel bevarede han et livligt og tilfreds sind. Han var aldrig gift, men delte gennem mange år hjem med en ligeledes ugift broder, der var embedsmand i [[Rentekammeret]]. Da en tredje broder døde [[1776]], tog han enken til sig med hendes sønner. Disses opdragelse helligede han den største flid. En af disse brodersønner, [[justitiarius]] [[Christian Henrik Carstens]], er forfatter af onkelens biografi i [[Gerhard Ludvig Lahde]] ''Mindesmærker'', skønt den bærer [[Rasmus Nyerup]]s navn, og fra hans bo er en ikke ubetydelig rest af Carstens efterladte brevveksling kommet i [[det Kongelige Bibliotek]]s eje (i den Bøllingske brevsamling).