Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner

'''Tysklands oprustning i 1930'erne''' dækker over den personellemandskabsmæssige og materielle udvidelse af Tysklands hær, flåde og luftvåben mellem nazisternes magtovertagelse i januar [[1933]] og starten på [[2. verdenskrig]] den [[1. september]] [[1939]]. Oprustningen af [[Wehrmacht]], som blev grundlagt i [[1935]] som overordnet organisation for hær ([[Heer]]), flåde ([[Kriegsmarine]]) og luftvåben ([[Luftwaffe]]) var en integreret del af den nationalsocialistiske politik, og var for Hitler den vigtigste forudsætning for generobring af det [[Tyske rige]]s stormagtsstatus.

=== Udgangssituationen i Weimar republikkenWeimarrepublikken ===

Nederlaget i [[1. verdenskrig]] og den heraf følgende [[Versailles-traktaten|Versailles -traktat]] styrede fuldstændig tankegangen i [[Reichswehr]]. De pålagte drastiske nedskæringer blev ikke godtaget af politikerne og hovedparten af befolkningen, så den traktatmæssigt fastlagte hær på 100.000 mand i 7 infanteri[[Division (militær)|divisioner]] blev af hærledelsen anset for at være en overgangsløsning og for at være grundlag for en større hær, som ikke var underlagt traktatmæssige begrænsninger.<ref>Rainer Wohlfeil u. Edgar Graf von Matuschka: ''Reichswehr und Republik (1918–1933).'' Bernard&nbsp;& Graefe 1970, ISBN 3-7637-0304-7, S.&nbsp;207ff.</ref> For at nå dette mål, var ledelsen af Reichswehr villig til at overtræde betingelserne i Versailles-traktaten og anvende illegale midler – fortrinsvis ved udrustning af såkaldte [[indbyggerværn]] med militært udstyr, billigelse af det sorte Rigsværn [[Schwarze Reichswehr]] og militært samarbejde med Sovjetunionen ([[Rapallotraktaten]]) for at opnå grundlæggende taktisk og teknisk viden. Indtil starten af [[1930'erne]] forblev omfanget og den militære værdi af disse tiltag, såvel personelt som materielt, forholdsvis ringe.<ref>Wohlfeil/Matuschka: ''Reichswehr und Republik.'' S.&nbsp;218ff.</ref>

Afskedigelsen af [[Hans von Seeckt]] som chef for hæren i oktober [[1926]] og den langsomme erkendelse i hærledelsen af, at kun et samarbejde med lovgivningsmagten kunne give politisk rygdækning af den ønskede oprustning, betød et skifte i forholdet mellem Reichswehr og den af hæren skeptisk betragtede rigsregering.<ref>Der tales om et "sensationellen Wende" i: Müller/Volkmann: ''Die Wehrmacht. Mythos und Realität.'' S. 79</ref> Således meddelte Reichswehrminister [[Otto Geßler|Geßler]] regeringen i november 1926, at den hidtil gennemførte hemmeligholdelse overfor statens ledelse ville blive opgivet og at der fremover ville blive informeret om de indtil da indledte oprustningstiltag. På grund af den således accepterede politiske kontrol med Reichswehr var regeringen under rigskansler [[Wilhelm Marx]] og dennes socialdemokratiske efterfølger [[Hermann Müller]] parat til at finansiere de fortsat hemmelige rustningstiltag. Herefter blev efter to års forarbejde det ''Første oprustningsprogram'' den [[29. september]] [[1928]] godkendt af hærchefen og den [[18. oktober]] blev det bevilliget af regeringen. Målet for dette program, som for første gang samlede alle hærens materielle oprustningsplaner i et femårigt program var at sikre udstyr og ammunition til en hær på 16 divisioner, begrænset lageropbygning og tiltag til styrkelse af industrikapaciteten i tilfælde af mobilisering. Dette mål skulle nås frem til [[1932]] og der skulle anvendes 350 mio. [[Reichsmark]] fra en hemmelig fond.<ref group="A">Den oprindelige plan om en 21-divisioners hær blev opgivet af økonomiske årsager. Løvens andelBroderparten gik til hæren. Kriegsmarine fik kun ca. 7 mio. RM om året. De 350 mio. RM blev bevilget med fuld understøttelse fra regeringspartierne via en hemmelig fond i statsregnskabet. Desuden blev ''Staatssekretärausschuß'' (viceministerudvalget) grundlagt, som kunne godkende bevillinger og bestod af en repræsentant for Rigsrevisionen (Rechnungshof), Reichswehr og finansministeriet. Udvalget var således ikke underlagt rigsdagens kontrol. Se Hürter: ''Groener'', S.&nbsp;114f.</ref> Målt i forhold til de samlede bevillinger til Reichswehr i størrelsesordenen 726,5 mio. RM (=8,6 % af statsbudgettet) virkede de 70 mio. RM, der således var til rådighed årligt, forholdsvis beskedne, men det må betragtes som en nyskabelse i den tyske hærs historie, at de komplekse forhold omkring fremstilling af bestemte former for militært udstyr i en moderne målrettet blev afstemt efter hinanden i en samlet plan.<ref>Ernst Hansen: ''Reichswehr und Industrie. Rüstungswirtschaftliche Zusammenarbeit und wirtschaftliche Mobilmachungsvorbereitungen 1923 - 1932.'' Boldt-Verlag 1978, ISBN 3-7646-1686-5, S. 64ff.</ref>

Ganske vist kunne det påregnes, at de afsluttede forarbejder til den Anden rustningsplan snart ville give synlige resultater, men i marts 1933 var ingen af de mange tiltag i planen blevet gennemført. Krigsmarinen rådede ikke engang over de skibe, som det var berettiget til ifølge Versailles-traktaten. Indenfor de lette skibsklasser var grænsen næsten nået, men af de tilladte seks panserskibelommeslagskibe (eufemistisk kaldet ''Panzerschiffe''; ”panserskibe”) var kun tre i ordre og ingen var endnu færdiggjort. Det endnu ikke eksisterende Luftwaffe bestod af tre "reklameeskadriller", som kun var udrustet med et mindre antal civile maskiner. På daværende tidspunkt havde Reichwehr kun i ubetydelig grad overskredet personelrammerne i Versailles-traktaten.<ref>Alle tal fra MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 401f.</ref>

I 1936 blev der til sidst fastlagt en endelig rustningsplan med det såkaldte augustprogram. Trods reduktionen i antallet af infanteridivisioner betød udkastet en styrkelse i forhold til juliprogrammet fra 1935, da tanken om ''styrkelse af angrebskraften'' blev tilgodeset med opstilling af tre lette divisioner og fire motoriserede infanteridivisioner. Den indtil da dårligt nok synlige krigshær skulle bestå af 102 divisioner, der fortrinsvis omfattede 72 infanteridivisioner plus 21 landværnsdivisionerlandeværnsdivisioner og sammen med stærke korpstropper nå op på en samlet mandskabsstyrke på 3,6 mio. mand. Dermed overgik man på blot 7 år den 40 -årige opbygningsproces af den kejserlige hær, som ved krigsudbruddet i 1914 havde rådet over 2,1 mio. mand <ref>Hæren i 1914 bestod af 87 divisioner og 44 landværnsbrigader. Se Deist: ''Militär, Staat und Gesellschaft.'' S. 326.</ref>

| style="border:1px solid #996" align="center" | KavalleridivisionerKavaleridivisioner

I begyndelsen af 1934 blev ordrerne på panserskibenelommeslagskibene ''D'' og ''E'' med forhøjet tonnage (senere ''[[Gneisenau]]'' og ''[[Scharnhorst]]'') samt fire destroyere afgivet. Efter at have forladt nedrustningskonferencen tog flådens ledelse heller ikke længere hensyn til Versailles-traktatens begrænsninger, hvilket førte til en ny skibsbygningsplan i marts.

Denne indeholdt bygning af otte panserskibelommeslagskibe, tre hangarskibe, 18 krydsere, 48 destroyere og 72 ubåde og skulle gennemføres frem til 1949.<ref Name="Dülffer">Jost Dülffer: ''Weimar, Hitler und die Marine. Reichspolitik und Flottenbau 1920-1939.'' Droste-Verlag 1973, ISBN 3-7700-0320-9, S.248f(a), S.566(b), S.313(c), S.389(d), S.568f.(e), S.458ff.(f), S.504ff.(g)</ref> I efteråret blev der indenfor rammerne af denne plan afgivet ordrer om bygning af de svære krydsere [[Blücher (svær krydser)|''Blücher'']] og ''[[Admiral Hipper (svær krydser)|Admiral Hipper]]'' samt fem destroyere. Samtidig blev planerne om det første store slagskib - [[Bismarck (slagskib)|''Bismarck'']] - forceret, så man kunne regne med at byggeriet heraf kunne starte i sommeren 1936. Med disse byggeordrer blev rammerne fra Versailles-traktaten brudt, hvilket dog ikke fik konsekvenser, da dette kunne holdes hemmeligt for offentligheden.

Hitlers forsøg på tilnærmelse til Storbritannien for at få frie hænder mod øst, havde ikke den ønskede succes, så i 1937 blev Storbritannien for første gang set som en mulig modstander i de studier, som blev udført af flådens operationsafdeling.<ref Name="Salewski">Michael Salewski: ''Die deutsche Seekriegsleitung 1935 – 1945.'' Bernard & Graefe Verlag 1985, ISBN 3-7637-5168-8</ref> Det blev der taget hensyn til i Raeders udvidede byggeprogram fra [[21. december]] [[1937]], som ikke kun omfattede nybygning af seks slagskibe men også tilføjede to til de to allerede påbegyndte hangarskibe. Denne plan blev på grund af den anspændte økonomiske situation ikke til noget. I 1937 kunne der ikke igangsættes bygning af et eneste krigsskib. Overfor de højtsvævende planer tog bestanden af skibe sig ved årets slutning temmelig beskeden ud. Flåden bestod af tre panserskibelommeslagskibe, 6 lette krydser, 7 destroyere og 12 torpedobåde.<ref>Rolf Güth: ''Die Marine des deutschen Reiches 1919-1939.'' Bernard & Graefe Verlag 1982, ISBN 3-7637-5113-0, S.&nbsp;157</ref>

I blev der bandlysningen af en tysk-britisk konfrontation endeligt brudt, hvorefter operationsafdelingen i flådens ledelse udformede et memorandum om mulighederne for at føre krig til søs mod Storbritannien, hvoraf det fremgik, at flåden ikke kunne bryde den forventede britiske blokade, og at det eneste mål for krigsførelsen til søs kunne bestå i en vedvarende chikane af den oversøiske britiske handel ved hjælp af langtrækkende panserskibelommeslagskibe og massiv anvendelse af ubåde. Fremtiden for de af Hitler foretrukne slagskibe blev kun behandlet i forsigtige vendinger i dokumentet, og i den efterfølgende drøftelse viste der sig den paradoksale situation, at stabschefen måtte slå fast, ''at man ganske vist havde brug for denne skibstype, men at man ikke kunne komme til klarhed over hvad den præcis skulle bruges til''.<ref Name="Salewski" /> Dette memorandum blev dog kun tildelt marginal betydning, og man udviklede efter flere gennemarbejdninger af planen et utopisk program, som bl.a. under navnet [[Z-planen]] skulle opnå en tvivlsom berømthed. Planen omfattede i sin endelige udformning i alt 10 slagskibe, 4 hangarskibe, 15 panserskibelommeslagskibe, 5 svære, 22 lette og 22 rekognosceringskrydsere, 68 destroyere og 249 ubåde.<ref>I Z-planen er medtaget de allerede planlagte og til rådighed stående skibe. Den oprindelige plan omfattede endda 8 hangarskibe. Se Robert Bohn: ''Neutralität und totalitäre Aggression.'' Franz Steiner Verlag 1991, ISBN 3-515-05887-7, S 60</ref> Programmet skulle være afsluttet i [[1948]], og slagskibene og hangarskibene med deres ekstremt lange byggetid blev i første omgang skubbet i baggrunden. Samtidig lod flådechefen det ikke blive ved denne eventyrlige vision, men foreslog udover en kraftig hjemmeflåde også etableringen af en flåde i udlandet, der skulle bestå af fire kampgrupper med hver en slagskrydser, svære krydsere og hangarskibe samt destroyere ubåde og forsyningsskibe, og skulle kunne operere selvstændigt på verdenshavene.<ref>MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 468</ref> Ligesom ved hæren afslørede denne verdensfjerne plan flådeledelsens manglende forståelse for økonomien, for selv ved en stort set umulig færdiggørelse af planen ville man ikke have opnået paritet med de indtil da byggede allierede flåder. Da Raeder forelagde Z-planen for Hitler den [[17. januar]] [[1939]] lykkedes det ham ikke at få gennemført en prioritering af bygningen af panserskibelommeslagskibe, da Hitler gav forrang til bygningen af de seks slagskibe af H-klassen, og gav ordre til at de skulle være færdige i [[1944]].<ref name="Salewski" /> Således blev der den 14. april afgivet ordrer på slagskibene "H" og "J" og den [[25. maj]] [[1939]] på slagskibene "K", "L", "M" og "N". Ganske vist afspejlede det nu igangsatte slagskibsbyggeri ikke planerne for en krig til søs mod Storbritannien, men flåden var slået ind på den farlige vej til at blive en verdensmagt.

I lighed med de andre to værn var også flåden underkastet problemet med knapheden på stål. Udover disse forsyningsvanskeligheder var der også organisatoriske problemer, som viste sig ved, at flåden ganske vist efter Hitlers konference med værnscheferne den [[5. november]] [[1937]] var blevet tildelt en forhøjelse af den månedlige kvota på stål fra 45.000 til 70.000 ton, men at værfterne slet ikke var i stand til at forarbejde disse mængder. I april 1938 lå forbruget kun på 53.000 ton.<ref name="Dülffer" /> Endnu vanskeligere viste spørgsmålet om arbejdskraft sig at være, for personalemangelen i slutningen af 1938 kunne kun delvis dækkes af de i juli forordnede tjenesteforpligtelser, mens det øgede arbejdskraftbehovarbejdskraftsbehov til bygningen af slagskibe i 1939 slet ikke kunne dækkes. Desuden betød boligmangel for værftsarbejderne og de voksende tjenesteforpligtelser til et dårligt arbejdsklima.<ref name="Dülffer"/>

Selv om der i 1939 blev brugt over 12 gange større bevillinger kunne værfterne på grund af den af Versailles-traktaten pålagte pause ikke uden videre kompensere herfor. De stod overfor de særlige problemer ved bygning af krigsskibe og måtte først høste tidrøvende erfaringer. Således tog det [[Deutsche Werke]] i Kiel næsten fem år at bygge den tunge krydser ''Blücher'' fra ordren blev modtaget til den kunne tages i brug. Den lette krydser ''Karlsruhe'' tog det 3½ år at bygge og selv en destroyer tog næsten 3 år. Som ekstremt eksempel kan nævnes panserskibetlommeslagskibet ''Deutschland'', som det tog næsten 10 år at konstruere og bygge.<ref>Gert Sandhofer: ''Das Panzerschiff A und die Vorentwürfe von 1920–1928.'' i: "Die Marine des Deutschen Reiches 1919-1939." Bernard&nbsp;&&nbsp;Graefe-Verlag 1972, ISBN 3-7637-5117-3, S.&nbsp;83.</ref>

Det store antal træningsfly gjorde det tydeligt, at Luftwaffes ledelse på dette tidspunkt endnu lagde stor vægt på uddannelse af konsolidering af værnet. I den første fase skulle der indtil efteråret 1935 bygges omkring 4.000 fly, hvilket svarede til en firedobling af produktionen på kort tid. I slutningen af 1934 var der allerede leveret knap 2.000 fly, hvilket betød, at man kun var 6 % bagud i forhold til planen og betød at industriplanlæggerne i luftfartsministeriet havde præsteret et mesterstykke i planlægning.<ref>Synspunkt i MGFA: Bind I, S. 483</ref> På tidspunktet hvor Hitler præsenterede Luftwaffe for offentligheden i marts 1935 rådede Luftwaffe over ca. 2.000 fly, heraf 800 kampfly. Trods det var man også i luftfartsministeriet klar over at det i de fleste tilfælde drejede sig om forældede modeller. Således var de indtil videre udleverede 270 bombefly kommandofly af typen [[Ju 52]] og [[Dornier Do 11|Do 11]]. De 100 jagerfly var dobbeltdækkere af typerne [[Arado Ar 64|Ar&nbsp;64]] og [[Arado Ar 65|Ar&nbsp;65]]. Chefen for udviklingsafdelingen i luftfartsministeriet [[major]] [[Wolfram von Richthofen]], udtrykte den daværende holdning præcist idet han udtalte: ''det nogenlunde brugbare er bedre end ingenting''.<ref name="Völker"/> De nye mellemdistance bombeflymellemdistancebombefly [[Dornier Do 17|Do 17]], [[He 111]] og [[Ju 87]] havde endnu en til dels langvarig udviklingsfase foran sig. I starten var der flaskehalsproblemer ved fremstillingen af motorer, da kun Junkers havde deltaget i videreudviklingen i [[1920'erne]] og virksomhederne [[Daimler-Benz]] og [[BMW]] først måtte samle erfaringer. Således kom det frem til midten af 1936 til flere udvidelsesprogrammer, der havde til formål at gennemføre teknologiskiftet uden det derved gik ud over produktionskapaciteten. Industrien viste sig forholdsvis fleksibel og forandringerne kunne fuldt ud gennemføres i løbet af 1937.<ref name="Völker"/>