2. verdenskrig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Allano (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved SieBot, fjerner ændringer fra 95.209.246.206 (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 50:
<!--En opgørelse af krigens militære og civile ofre findes på [[ofre under 2. verdenskrig]].-->
== Forudgående begivenheder ==
[[Fil:Benito Mussolini and Adolf Hitler.jpg|thumb|left|To diktatorer mødes i det besatte [[Jugoslavien]]: Til venstre [[Italien]]s [[Benito Mussolini]], til højre [[Tyskland]]s [[Adolf Hitler]]]]
I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for [[fascisme]]n, specielt nationalsocialismen i Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå, hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være [[1. verdenskrig]] ([[1914]]-[[1918|18]]). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultranationalistiske kejser [[Wilhelm 2.]], og dets allierede ([[Centralmagterne]]) besejret af [[Ententen]], som bl.a. omfattede [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland|Storbritannien]], [[USA]], [[Frankrig]] og andre. Ansvaret for krigens udbrud blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland, som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem [[Belgien]]. Frankrig, som tidligere havde lidt et nederlag til [[Preussen]], (en stat som efter denne sejr sammen med andre tyske områder dannede kejserriget Tyskland) i den [[fransk-tyske krig]] i [[1870]]-[[1871|71]], krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for ydmygelsen i den tidligere krig). Dette indebar, at de forskellige fredstraktater, specielt [[Versailles-freden|Versaillestraktaten]], dikterede strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske og militære begrænsninger, samt afgivelse af landområder bla. [[Elsass]] og [[Lothringen]] til Frankrig.
En ny demokratisk tysk republik, kendt som [[Weimarrepublikken]], opstod efter 1. verdenskrig. Efter en periode med nogen succes blev republikken ramt af hyperinflation og en række andre alvorlige økonomiske problemer. Højre-nationale i en lang række bevægelser, især [[Adolf Hitler]]s nationalsocialistiske parti, lagde skylden for de ydmygende betingelser i fredsaftalen over på det demokratiske system, [[Marxisme|marxister]] og jøder, som man påstod havde taget finansielt kvælertag på Tyskland og var skyld i det økonomiske morads ([[dolkestødslegenden]]).
Efter en række kaotiske valg blev Hitler udnævnt til rigskansler den [[30. januar]] [[1933]] af den aldrende præsident [[Paul von Hindenburg]]. Hitlers regering overtog magten ved i udstrakt grad at gøre brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen.
[[Rigsdagsbranden]] i [[1933]] medførte udelukkelse af kommunisterne, hvilket øgede højrefløjens stemmeandel og en forordning fra præsidenten øgede rigskanslerens (Hitlers) magt.
En pasus i Weimarrepublikkens grundlov sagde, at ved præsidentens død ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat heraf blev, at ved Hindenburgs død i [[1934]] overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.
Også den [[italien]]ske økonomi var ude for stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. [[Anarkist]]er, [[kommunist]]er og andre [[socialist]]iske agitatorer opnåede stor magt i [[fagforening]]erne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk [[Revolution (politik)|revolution]] var nært forestående.
Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske [[konge]], [[Victor Emanuel 3. af Italien|Victor Emmanuel 3.]], den højreorienterede politiker [[Benito Mussolini]] og hans [[fascist]]parti til at danne regering i [[1922]] efter deres hovedsagelig symbolske ''Marcia su Roma'' (Marchen til Rom). Fascisterne bevarede en bevæbnet [[paramilitær]] fløj, som var udset til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.
Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en [[politistat]]. Den [[7. januar]] [[1935]] underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister [[Pierre Laval]] den italiensk-franske aftale.
I mellemtiden, i Tyskland, flyttede den tyske fører Adolf Hitler fokus til udenrigspolitikken, da hans indenrigspolitiske magt nu var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring for de tidligere sejrherrer over Tyskland, blev truffet.
Den [[16. marts]] [[1935]] blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en [[Tysklands oprustning i 1930'erne|genoprustning af Tyskland]]. Militær [[værnepligt]] blev indført (traktaten krævede, at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).
Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig (Storbritannien og Tyskland indgik i [[1935]] en flådeaftale, der bl.a. udvidede grænserne for Tysklands flådeoprustning). Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv, at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den [[7. marts]] førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i [[Rhinlandet]]. Ifølge Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede, at området skulle være en buffer mod Tyskland.
Den første tyske anneksion var [[Østrig]]. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i [[1937]] og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland Østrig for annekteret den [[12. marts]] [[1938]] (''[[Anschluss]]''). Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.
Med Østrig som en del af riget flyttede Hitler fokus til [[Tjekkoslovakiet]]. Hans første ordre var at indlemme [[Sudeterlandet]], de tysktalende grænseområder i Tjekkoslovakiet. Med Østrig på tyske hænder var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler tog den britiske premierminister [[Neville Chamberlain]] og de franske ledere af sted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. [[München-aftalen]] den [[30. september]] [[1938]] tillod tyske tropper at besætte Sudeterlandet. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. Landet var uden britisk og fransk støtte magtesløst overfor den tyske militære styrke. Et par måneder senere, i marts [[1939]], kom den resterende del af [[Tjekkiet]] under tysk styre som et protektorat. Den [[14. marts]] erklærede [[Slovakiet]] sig uafhængigt og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september [[1944]].
Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet på grund af sin krig i [[Etiopien]], dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i [[1933]]. I maj måned [[1939]] dannede Tyskland [[Stålpagten]], som udvidede alliancen og etablerede en Rom-Berlin akse.
=== Japans ekspansion i Østasien ===
{{uddybende|2. kinesisk-japanske krig|Sovjetisk-japanske grænsekonflikt}}
[[Fil:Japanese Occupation - Map.jpg|thumb|right|Situationen i [[Kina]] 1940 <br/>Pink områder er under japansk kontrol]]
I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på [[Slaget om Pearl Harbor|Pearl Harbor]] den [[7. december]] [[1941]]. Der var dog en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem [[1930'erne]], specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi. Japan manglede råstoffer, og mange af dem fandtes i Kina.
I [[1920'erne]] blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med, at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.
I [[1927]] ledede [[Chiang Kai-shek|Chiang Kai-Shek]] og den nationale revolutionære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at [[Zhang Zueliang]] (Krigsherren med kontrol over [[Manchuriet]]) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.
I [[1931]] invaderede japanske tropper Manchuriet uden først at have indhentet tilladelse fra regeringen i Tokyo. Anledningen var den såkaldte [[Mukden-episoden|Mukden-episode]] en sabotageaktion mod den japanskejede og -drevne [[Sydmanchuriske jernbane]]. De japanske tropper stod selv bag aktionen. Året efter blev Manchuriet til kejserdømmet [[Manchukuo]], som havde den tidligere kinesiske kejser [[Puyi]] på tronen, men i realiteten blev styret af Japan.
I [[1937]] udløste [[Episoden på Marco-Polo-Broen]] den [[2. kinesisk-japanske krig]]. Selv om de kinesiske tropper var langt mere talrige end de japanske var det japanerne som i løbet af de næste år erobrede størstedelen af det østlige Kina ved hjælp af deres bedre våben og træning.
I [[1938]] forsøgte japanerne i den [[Sovjetisk-japanske grænsekonflikt]] at trænge ind i Mongoliet, men her kom de op mod den sovjetiske [[Røde Hær]], som blev ledet af den senere så berømte [[Georgij Zjukov]], og i [[1939]] løb de ind i et alvorligt nederlag i [[Slaget ved Khalkhin Gol]], hvilket førte til konfliktens afslutning og senere til den [[Sovjetisk-japanske neutralitetspagt]].
== Tyskland og Sovjetunionen invaderer Polen ==
{{uddybende|Felttoget i Polen i 1939}}
Tyskland og Sovjetunionen, de to mægtigste [[diktatur]]er i Europa, var indædte modstandere, men politiske realiteter gjorde, at de kunne underskrive en ikke-angrebspagt ([[Molotov-Ribbentrop-pagten]]) i august [[1939]] indholdende en hemmelig passus om at dele Polen, [[Baltikum|de baltiske lande]] og [[Finland]] mellem sig.
Krigen brød ud i Europa den [[1. september]] [[1939]], da Tyskland invaderede Polen, til hvem både Storbritannien og Frankrig havde givet garantier. Den [[17. september]] invaderede Sovjetunionen Polen fra øst. Polen blev hurtigt erobret, og hovedparten af hæren og dens enheder overgav sig den [[5. oktober]]. Polske tropper vedblev dog at kæmpe på de allieredes side under hele krigen.
== Sovjetunionen angriber Finland og de baltiske lande ==
{{Uddybende|Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande|Vinterkrigen}}
| |||