Kristian Arentzen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
schwanenflügel |
m afsnit |
||
Linje 9:
nu af var hans liv foruden litterært arbejde viet undervisningen i [[Metropolitanskolen]], hvor han var blevet [[adjunkt]] [[1861]] (efter et års konstitution; opsagt [[1872]]).
Jævnlig foretog han større og mindre udenlandsrejser. Hans beskedne hjem, som hans trofaste, elskværdige hustru (Christiane Michaeline Jensen, født 1832, gift 1858) i høj grad forstod at hygge, var i adskillige år et tilflugtssted for flere yngre som f.eks. [[Herman Heinrich Louis Schwanenflügel]], der led under en åndelig gæring eller følte sig trykkede af de sidste årtiers ikke lykkelige forhold her hjemme. Sådanne fandt ikke alene en venlig og hjertelig modtagelse i hans stue, men også en liberalitet i anskuelser og en ædel fordomsfrihed, der i høj grad var forfriskende. Den, som ikke har kendt Arentzen i hans sofahjørne, når han med piben i munden forfægtede sine meninger eller stræbte at oplede, hvad der kunne yde én sjælelig trøst eller tjene til åndelig stimulation, har ikke kendt den bedste del af denne mands væsen.
I sine digte, hvis grundtræk er en ideal humanisme, er han tit formfuldendt, i regelen behersket, og hans ordforråd er som oftest den dannede almenheds; hans samtale derimod var altid båret af en ildfuld energi, der dog også kunde slå over i ironisk humor og godmodig spøg, hans udtryksmaade var da ikke alene mærkelig træffende, men tit udpræget personlig. Som Digter står han vennen [[H.V. Kaalund]] nærmest. Men mens denne skylder sit digterheld til det anskuelige og iøjnespringende i hans vers, der vidner om, at han er begyndt som bildende kunstner, mærker man i Arentzens lyrik i høj grad den akademisk dannede og ved fortrinlig læsning udviklede digter (se ''Digtsamling'', 1862, og ''Ny Digtsamling'', 1867); en sådan poesi plejer sjælden at trænge ud mellem det store publikum.
| |||