Kapkolonien: Forskelle mellem versioner

=== Den første europæiske bosætning ===

Den [[holland]]ske bosætning i området begyndte i marts 1647, da ''"[[Nieuwe Haarlem]]"'' led skibbrud. De skibbrudne byggede et lille fort, som de kaldte "Sand Fort af Kap Det Gode Håb". De blev der i næsten et år, før de blev reddet af en flåde på tolv skibe under ledelse af [[W.G. de Jong]]. Efter de returnerede til Holland, forsøgte nogle af de skibbrudne at overtale det hollandske Ostindiske kompagni (VOC) til at åbne et handelscenter ved Kap.

En ekspedition på 90 [[calvinisme|calvinist]]–nybyggere, under ledelse af [[Jan van Riebeeck]], grundlagde den første permanente bosætning nær [[Kap Det Gode Håb]] i [[1652]]. Van Riebeeck var på et af redningsskibene, som var kommet de skibbrudne sømænd til undsætning, og da han så landet, bestemte han sig for at rejse tilbage. De ankom til stedet, hvor [[Kapstaden|Cape Town]] nu ligger den [[6. april]] 1652 med de fem skibe:

 

 

Koloniens egentlige grundlæggelse skete i 1671 med det første landkøb fra [[khoikhoi]]erne (kaldt "hottentotter" af nybyggerne) på indersiden af de oprindelige grænser til fortet, som blev bygget af van Riebeeck.

 

De tidligste kolonister var for det meste fra den lavere arbejderklasse og viste en ligegyldig holdning til at udvikle kolonien, men efter, at en kommissionær blev sendt ud i 1685 for at skaffe flere nybyggere, tiltrak kolonien sig en mere hengiven gruppe af immigranter. [[Frankrig|Franske]] [[flygtning]]e ankom til Kap efter at have forladt deres land efter ophævelsen af [[Nantes-ediktet]]. Denne lille gruppe af immigranter havde en mærkbar indflydelse på de hollandske nybyggeres karakter. Takket være politikken, som blev indført i VOC, som dikterede, at skolerne udelukkende skulle undervise på [[Nederlandsk (sprog)|nederlandsk]] og strenge love om forsamlinger, ophørte de franske [[huguenot]]ter inden midten af det 18. århundrede med at opretholde deres identitet, og kendskabet til [[fransk (sprog)|fransk]] forsvandt.

Kapkolonisterne skaffede sig senere alt landet fra khoikhoierne mod nord og øst fra deres base i Cape Town. Et stort antal khoikhoier blev dræbt af kolonisterne. Foruden de, som døde i krig, blev hele khoikhoistammer alvorligt skadet ved udbrud af [[kopper|koppe]][[epidemi]]er i [[1713]] og [[1755]]. Nogle få stammer bevarede deres uafhængighed, men majoriteten af khoikhoierne tog arbejde hos kolonisterne som hyrder. Den hollandske regering indførte i [[1787]] en lov, som underlagde de nomadiske khoikhoier visse restriktioner. Den direkte effekt af denne lov var, at khoikhoierne blev endnu mere afhængige af bønderne eller tvang dem til at migrere nordover ud af kolonien. De, som valgte at drage væk, blev mødt med fjendtlighed af deres gamle fjender, [[Buskmand|sanfolket]], som boede på sletterne fra [[Nieuwveld]]– og [[Sneeuberge]]-bjergene til Oranje.

 

 

=== Konflikter med det hollandske Ostindiske kompagni ===

Hverken fjendtlighederne over for de indfødte eller kampen for at få [[landbrug]]et til at lønne sig på ''[[Karoo]]'' eller ''[[veld]]'' forsinkede udviklingen for kolonisterne ilige så høj grad, som VOC's snæversynede og tyranniske politik. Kompagniet stoppede koloniens åbne immigration, monopoliserede handelen, slog de administrative, lovgivende og dømmende instanser sammen, fortalte bønderne, hvad de skulle dyrke og krævede en stor procentandel af hver bondes avl og [[trakassere]]de dem i øvrigt.

 

 

=== Xhosakrigene og de første britiske immigranter ===

De første af mange krige mod [[xhosa]]erne blev udkæmpet, da Kapkolonien blev overført til Storbritannien. Xhosaerne, som krydsede kolonigrænsen, blev kastet ud af distriktet mellem floderne [[Sundays (flod)|Sundays]] og Fish, kendt som [[Albany (Sydafrika)|Zuurveld]], et slags neutralt område. Én gang før [[1811]] havde xhosaerne indtaget det neutrale område og angrebet kolonisterne. For at kaste dem ud fra Zuurveld gik oberst [[John Graham]] ind i området med en hær af blandede etniciteter i december 1811, og xhosaerne blev drevet over Fish River. Om oberst Grahams hovedkvarter opvoksede der en landsby, som bar hans navn, Graham's Town, som senere blev til [[Grahamstown]].

 

 

Ankomsten af disse immigranter introducerede også det [[engelsk (sprog)|engelske sprog]] i Kap. Engelsksprogede dekreter blev udgivet for første gang i 1825, og i 1827 brugtes der også engelsk i retssager. Men hollandsk var ikke forkastet, og kolonisterne blev stort set tosprogede.

Kolonien blomstrede, men mange hollandske bønder var lige så misfornøjede med britisk styre, som de havde været med VOC, selv om deres misnøje ikke handlede om de samme sager. [[Herrnhutiske Brødremenighed|Herrnhutiske]] [[mission]]ærer havde i [[1792]] etableret sig med tanke på khoikhoierne, og i [[1799]] begyndte [[London Missionary Society]] sine forsøg på at [[Konversion|konvertere]] både khoikhoierne og xhosaerne. Missionærernes forsvar af khoikhoierne skabte meget misnøje blandt majoriteten af kolonisterne. Deres konservative syn fortsatte, for i 1812 blev der udstedt et dekret, som gav magistraterne magten til at have khoikhoibørn som lærlinge under forhold, der mindede om [[slaveri]]. I mellemtiden blev bevægelsen for [[afskaffelse af slaveri]] stærkere i [[England]], og missionærerne appellerede til både kolonister og Storbritannien.

 

En hændelse, som udspandt sig i 1815 og 1816, bidrog meget til at gøre de hollandske pionerer permanent fjendtlige ovenfor briterne. En bonde, som hed Bezuidenhout, nægtede at adlyde en indkaldelse, han havde fået, efter en klage fra en khoikhoi var blevet registreret. Han skød på mændene, som blev sendt for at arrestere ham, og han blev dræbt af modilden. Dette førte til et mindre oprør. Da det blev slået ned, blev fem ringledere offentlig hængt af briterne ved [[Slagter's Nek]] hvor de oprindelig havde sværgeet at kaste "de engelske tyranner" ud. Modviljen, som hængningen af disse mænd førte med sig, blev forstærket af omstændighederne ved henrettelsen, idet skafottet, som oprørerne blev hængt fra, kollapsede under deres vægt, og mændene blev derefter hængt én efter én. De meget religiøse, hollandske nybyggere troede, at kollapsen af skafottet var [[Guds handling]]. Et dekret, som blev udstedt i 1827 afskaffede de gamle, hollandske domstole "''[[landdrost]]''" og "''heemraden''" og skiftede dem ud med bofaste [[magistrat]]er. Dekretet stipulerede videre, at alle juridiske sager fra nu af skulle føres på engelsk. Et efterfølgende dekret i 1828 gav samme rettigheder til khoikhoierne og andre frie farvede mennesker som til hvide, efter at missionærerne havde kæmpet for deres rettigheder.

 

Et andet dekret i 1830 indførte strenge straffe for hård behandling af slaver, og til slut blev [[Abolitionist|frigørelsen]] af slaver proklameret i [[1834]]. Hver af disse dekreter afstedkom vrede fra bønderne rettet mod regeringen. For dårlig kompensation til slaveejerne og mistillid til betalingsformen førte til megen misnøje. I 1835 startede trenden atter med, at bønder trak ind i det ukendte land for at undslippe urimelige regeringer. Migrationen uden for koloniens grænser havde faktisk været kontinuerlig i 150 år, men var nu af langt større proportioner.

 

 

=== Great Trek ===

Den britiske regering satte ikke pris på sir Benjamin d'Urban's handlinger. Den britiske kolonisekretær, [[Charles Grant|lord Glenelg]], erklærede i et brev til [[den britiske monark|kongen]], at "Kapkoloniens store ondskab består i dens omfang", og krævede at grænserne skulle flyttes tilbage til floden Fish. Han fik også d'Urban afskediget fra embedet i 1837. "[[Kaffer]]ne," sagde lord Glenelgs udsending [[26. december]], "havde en retfærdig begrundelse for krig. De måtte vise misnøje og drog afmægtige ud for at hævne en række tilranelser." Denne holdning mod xhosaerne var en af de mange grunde [[Great Trek|trekboerne]] opgav for at forlade Kapkolonien. [[Great Trek]] som den kaldes, varede fra 1836 til 1840. Trækkerne som talte cirka 7000, grundlagde samfund med styreform med [[republik]]anske træk på den anden side af floderne [[Oranje (flod)|Oranje]] og [[Vaal (flod)|Vaal]] og i [[Natal]]. I Natal havde britiske immigranter slået sig ned i forvejen. Fra nu af sluttede Kapkolonien med at være det eneste europæiske samfund i Sydafrika, selv om det var det mest dominerende i mange år.

 

 

=== Udvidelse af britisk herredømme ===

I december 1847, det som skulle blive den sidste måned i øksekrigen, nåede [[Harry Smith]] Cape Town med båd for at blive den nye guvernør i kolonien. Han ændrede Glenelgs politik kort tid efter ankomsten. Han offentliggjorde en proklamation den [[17. december]] 1847, hvor han udvidede koloniens grænser nordover til Oranje og østover til floden [[Keiskamma (flod)|Keiskamma]]. I et møde med xhosahøvdingerne den [[23. december]] annoncerede han annekteringen af landet mellem Keiskamma og floden [[Kei (flod)|Kei]] til den britiske trone. Dermed havde han taget territoriet tilbage, som blev opgivet af lord Glenelg. Landområderne var rigtignok ikke indlemmet i Kapkolonien, men i stedet gjort til et afhængig område under navnet [[Britisk Kaffraria]]. En stund accepterede xhosaerne de nye myndigheder, da de stort set blev overladt til sig selv. Guvernøren var optaget med andre vigtige sager, heriblandt indførelsen af britisk styre over boerne på den anden side af Oranje og etablering af fredelige relationer med boerne i [[Transvaal]].

 

 

=== Den store amaXhosa–hungersnød ===

Xhosa–stammerne gav kolonien få problemer efter krigen. Dette skyldtes hovedsagelig en ekstraordinær [[vrangforestilling]] som voksede frem blandt xhosaerne i 1856 og førte til at cirka 50.000 mennesker døde i 1857. Denne hændelse er en af de mest utrolige tilfælde af fejlplaceret tro som er nedtegnet i historien. Xhosaerne havde ikke accepteret sit nederlag i 1853 som afgørende og forberedte sig på at fornye kampen mod europæerne.

 

 

=== Guvernør George Grey ===

[[George Edward Grey|Sir George Grey]] blev guvernør i Kapkolonien i 1854. Efter hans mening var politikken som Storbritanniens regering påførte kolonien om ikke at styre bortenfor Oranje forkert. I 1858 foreslog han en plan for en [[konføderation]] som ville inkludere hele Sydafrika, men den blev forkastet af Storbritannien. Grey holdt en åben britisk vej gennem [[Bechuanaland]] langt ind i de indre delen af Afrika og fik støtte fra missionærerne Moffat og [[David Livingstone]]. Grey forsøgte også for første gang, ved siden af missionærerne, at uddanne xhosaerne og at etablere fast britisk autoritet blandt dem, noget som xhosaernes selvødelæggelse gjorde let. Bortenfor Kei blev de indfødte overladt til sig selv.

 

 

=== Udvikling af moderne forhold ===

Da diamanterne blev opdaget, oplevede Sydafrika depression i økonomien. Strudseopdretten var i sin startfase, og landbruget var bare lettere udviklet. Boerne, med undtag af dem i den umiddelbare nærhed af Cape Town, levede i primitive forhold. De handlede bare i begrænset grad med kolonien. Selv britiske kolonister var langt fra velstående. Diamantindustrien var derfor svært attraktiv, særlig for kolonister af britisk ophav. Den var også et middel til at demonstrere at Sydafrika som så ud til at være øde og fattig på overfladen, var rigt under overfladen. Det tager 40 [[dekar]] af [[Karoo]] at få en sau, men det var nu muligt med nogen få kvadratmeter af diamantholdig blå jord at fø et dusin familier. Inden slutningen af 1871 havde der allerede samlet sig en stor befolkning i diamantgravene, og immigrationen øgede dramatisk. Blandt de første som søgte lykken i diamantgravene, var [[Cecil Rhodes]].

 

{{citat|1. At etablissementet til den engelske regering her var til fordel for alle klasser, og

2. at tilbagetrækningen til den regering ville være katastrofal for alle som havde lagt interesser ned i kolonien... England kan aldrig, vil aldrig, give op for denne koloni, og vi kolonister vil aldrig give op for England. Lad os, indbyggere i Kapkolonien, være hurtige til at anerkende at vi er et folk, slå os sammen under frihedens strålende flag, med klare nok hoveder til at sætte pris på friheden vi nyder, og med hjerter fast bestemt på at holde fast ved vore sande privilegier. Lad os afstå fra bebrejdelser og fornærmelser af andre og glæde os over at vi har dette gode land som en fælles arv, husk at det er bare ved forrent handling at vi kan realisere dets store muligheder. Vi tilhører begge en hjemmekær flok, og fred og velstand i hvert hjem i landet er i fare. På vore handlinger afhenger spørgsmålet om vore børn skal forbande eller velsigne os, om vi skal leve i deres minde som forkæmpere for social kamp, med alle dens forfærdelige konsekvenser, eller som sammensluttede arkitekter af en glad, velstående og forregnet stat. Hver af os ser tilbage på en ædel fortid. Forrent kan vi sikre vore efterkommere en ikke uværdig fremtid. Uforent kan vi kun se frem mod stagnation, elendighed og ruiner. Er dette en let ting?}}

Det er sandsynlig at mange englændere som læste Empire Leagues manifest regnede det som en uretmæssig alarm, men efterfølgende hændelser beviste fornuften i synerne som det tilkendegav. Fra 1881 af, festede der sig to store rivaliserende ideer, hver af dem i stærk opposition til den anden. En var [[imperialisme]]n, fulde civile rettigheder for alle "civiliserede" mænd, uanset hvilken race han tilhørte, under herredømmet og beskyttelsen til Storbritannien. Den anden var nominelt [[republik]]ansk, men var faktisk eksklusivt [[oligarki]]sk og hollandsk. Politikken til ekstremister af den sidste gruppe blev opsummeret i en appel som præsident [[Paul Kruger]] gav til Fristaten i februar 1881 da han bad dem: "Kom og hjælp os. Gud er med os. Det er hans vilje at forene os som et folk... at lave et forenet Sydafrika frit fra britisk autoritet."

 

 

Lederen for Afrikaner Bond i Kapkolonien samt leder for den afrikanske opinion var på den tid [[Jan Hendrik Hofmeyr]]. Selv om han blev anerkendt som leder for afrikanerne i Kapkolonien, nægtede han konsekvent at indtage embeder, siden han foretrak at lede politikken og handlingene til andre fra afstand. Hofmeyr satte i forsamlingen som medlem for [[Stellenbosch]], et stærkt afrikansk valgområde. Hans indflydelse på de afrikanske medlemmene var meget stærk, og i tillæg til at lede politikken til Bond i Kapkolonien, støttede og forsvarede han den aggressive ekspansionspolitik til præsident Kruger og [[boer|Transvaal–boerne]].

Under en debat om disannektionsvedtaget for Basotholand i 1883, anklagede Rhodes Hofmeyr åbent for at ønske at skabe et "Forenede stater af Sydafrika under sit eget flag." Hofmeyr ledede i 1884 Bond i sin stærke støtte til Transvaal–boerne som havde invaderet Bechuanaland, ved at proklamere at eftersom ''freebooterne'' i Bechuanaland ikke fik beholdt territoriet de havde taget, selv om de havde totalt set bort fra konventionerne fra 1881 og 1884, ville der blive oprør blandt afrikanerne i Kapkolonien. Heldigvis for freden i Kapkolonien på den tid, klarede [[Charles Warren]] som var blevet sendt af den imperielle regering for at opretholde britiske rettigheder, at fjerne de invaderende boerne fra [[Stellaland]] og [[Goshen (republik)|Goshen]] som var to republikker som blev sat op af de invaderende boerne i marts 1885. Dermed skete der ikke noget oprør. Bond–bevægelsen var så stærk i forsamlingen at de tvang regeringen under Thomas Scanlen til at gå af i 1884.

 

=== Rhodes og afrikansk sentimentalitet ===

[[Cecil Rhodes]] indså sin vanskelige stilling og viste et ønske om at forsone afrikansk sentimentalitet ved hensynsfuld behandling fra starten af i hans politiske karriere. Rhodes blev først valgt som medlem af forsamlingen fra [[Barkly West]] i 1880. Han støttede loven som tillod brugen af hollandsk i forsamlingen i 1882, og tidligt i 1884 blev han udnævnt til sin første ministerpost som generalkasserer under [[Thomas Scanlen]]. Rhodes havde kun haft denne stilling i seks uger da sir Scanlen trak sig. Sir Hercules Robinson sendte ham til Britisk Bechuanaland i august 1884 som næstkommisær for at afløse pastor [[John Mackenzie]], London Missionary Societys repræsentant ved [[Kuruman]] som proklamerede [[Victoria af Det Forenede Kongerige|dronning Victorias]] autoritet over distriktet i maj 1883. Rhodes' forsøg på at forsone boerne slog fejl, derfor var Warren–opdraget nødvendig. Territorierne til Kapkolonien blev i 1885 yderligere ekspanderet, og [[Tembuland]], [[Bomvanaland]] og [[Galekaland]] blev formelt lagt til kolonien. [[John Gordon Sprigg|Gordon Spriggs]] blev statsminister i 1886.

Der var betydelig uro i Kapkolonien i perioden fra 1878 til 1885. I denne korte tidsperiode var der kroniske problemer med basothoer som fik Kap til at give dem tilbage til de imperielle myndigheder, i tillæg til en række indfødte forstyrrelser som blev fulgt af [[første boerkrig]] i 1881 og uro i Becuanaland i 1884. Til trods for disse tilbageslag, udviklingen af landet fortsatte. Diamantindustrien blomstrede. En konferense blev holdt i [[London]] i 1887 for at "fremme en tættere union mellem de forskellige dele af det britiske imperiet gennem imperielle satser på told". På denne konference foreslog Hofmeyr en slags plan om "[[zollverein]]" hvor imperielle toldsatser skulle lægges uafhængig af told som blev betalt på alle varer som gik ind i imperiet fra udlandet. Ved at lægge forslaget frem, sagde han at hans mål var "at fremme imperiets union, og samtidig skaffe indtægter for formålet med dets generelle forsvar". Planen blev fundet at være upraktisk på den tid. Men ordlægningen, i tillæg til sentimentalitet som fulgte den, skabte et positivt syn på Hofmeyr.

 

 

=== Rhodes som statsminister ===

[[Henry Brougham Loch]] blev i 1889 udnævnt til højkommisær og guvernør af Kapkolonien efter Robinson. Statsminister Sprigg gik af i 1890, og der blev dannet en ny regering med Rhodes som statsminister. Før denne regering blev dannet, og mens Sprigg fremdeles var statsminister, havde Hofmeyr opsøgt Rhodes og tilbudt ham embedet på vegne af Bond, men tilbuddet blev afslået. Men da Rhodes blev inviteret til at danne regering efter faldet til Sprigg–regeringen, bad han Bond–lederne møde ham og diskutere situationen. Hans holdning i forhold til told– og jernbaneunioner mellem de forskellige stater, samt den personlige tiltroe som mange afrikanere på den tid havde for ovenfor ham, gjorde at han kunne sætte i gang med og lykkes i at gennemføre regeringens arbejde.

 

 

Trafiksatsen blev fastsat af Kapregeringen til 2d pr. ton pr. 1,6km, men i begyndelsen af 1895 blev satsen for de 87 km af jernbane fra Vaal til Johanneburg hævet af Hollands jernbane til ikke mindre end 8d pr. ton pr. 1,6 km. Ud fra præsident Krugers efterfølgende handlinger, er det tydeligt at disse ændringer var baseret på hans personlige godkendelse med det mål at tvinge trafikken til Transvaal til at bruge Delagoa–ruten i stedet for den kolonielle jernbanen. For at konkurrere med denne meget høje sats, begyndte handelsmændene i Johanneburg at flytte sine varene over Vaal med vogne. Som en direkte respons, stængte præsident Kruger [[vadested]]erne langs Vaal for at forhindre vogntrafikken. Dette skabte en enorm blokkering af vogne på bredderne af Vaal. Der var flere protester som blev leveret fra Kapregeringen mod handlingerne til Transvaal siden det var et brud på [[Londonkonventionen]].

Præsident Kruger lod sig ikke rokke af disse protester, og en appel blev gjort til den imperielle regeringen. Regeringen indgik en aftale med Kapregeringen med den effekt at eftersom Kap ville bære halvdelen af kostnaderne ved et nødvendig felttog, assistere med tropper og gav fuld brug af Kaps jernbane for militære formål eftersom det trængtes, skulle en protest blive sendt til præsident Kruger om emnet. Disse betingelser blev accepteret af Rhodes og hans kolleger, blandt andre W.P. Screiner, og en protest blev sendt af Chamberlain som sagde at regeringen regnede de stængte vadesteder som bruddpå Londonkonventionen og som en uvenlig handling som krævede den alvorligste respons. Præsident Kruger genåbnede vadestedet umiddelbart og sagde at han ikke ville give yderligere direktiver om emnet uden konsultation med den imperielle regeringen.

 

 

=== Schreiners politik ===

Den kommercielle føderation blev udvidet med endnu en stat da [[KwaZulu-Natal|Natal]] gik ind i toldunionen i 1898. Der blev skrevet et udkast til en ny konvention på den tid som oprettede en "enhedlig tarif på alle importerede varer som konsumeres indenfor en denne union, og en distribution af tolf samlet ind på varer blandt partene i en sådan union, og frihandel mellem kolonierne og staterne med tanke på alle sydafrikanske produkter". Der blev afholdt parlamentarisk valg samme år, og her blev en ny Bond–regering valgt under W.P. Schreiner. Schreiner var statsminister i Kapregeringen frem til juni 1900.

 

 

=== Den anden boerkrig, 1899–1902 ===

Det første skud i den [[anden boerkrig]]en blev affyret ved Kraipan, en lille jernbanestation i Kapkolonien, 65 km syd for Mafeking. Et tog blev afsporet og ammunition som var tiltænkt oberst [[Robert Baden-Powell]], blev taget. Dette afskar Mafeking fuldstændig. Mafeking var den nordligste by i Kapkolonien og var belejret i over syv måneder efter dette. [[16. oktober]] [[1899]] blev også Kimberley isoleret. Der blev givet proklamationer ud fra Transvaal og Oranjefristaten som annekterede dele af Kapkolonien som inkluderede Britisk Bechuanaland og Griqualand West, hvor diamantfelterne befandt sig. [[28. oktober]] 1899 signerede Schreiner en proklamation fra Alfred Milner som højkommisær som erklærede boerannekseringen af territorium indenfor Kapkolonien for at være ugyldig.

 

Så kom de britiske tilbageslag ved [[Magersfontein]] ([[11. december]] 1899) og [[Stormberg]] ([[10. december]] 1899). Effekten af disse tilbageslag i udbruddet af krigen, med tanke på at de skete indenfor Kapkolonien, skulle give et antal af koloniboere i grænseområdet mod til at slutte sig til sine slægtninge fra republikkerne. Boerne formerede sig hurtigt, og deres familier var store. Mange unge sønner fra kolonien, som ikke havde noget at tabe, forlod sine hjem med hest og riffel for at slutte sig til de republikanske styrker.

Samtidig blev de loyale Kapkolonister hæmmet af den træge indrulleringen til de imperielle myndigheder. Der var ikke før lord Roberts og lord Kitchener ankom Cape Town [[10. januar]] [[1900]] at disse uvurderlige, og mange af dem erfarne, mændene blev frit inviteret til at deltage. Så stærke meninger havde lord Roberts om emnet at han med en gang gjorde oberst Brabant, en velkendt og respekteret veteran og medlem af folkeforsamlingen, til brigadegeneral og startede at rekruttere loyale kolonister for alvor. [[15. februar]] 1900 kom general French Kimberley til undsætning, og boergeneralen Cronje evakuerede Magersfontein og trak sig tilbage til Bloemfontein.

 

 

James Rose–Innes, et fremtrædende medlem af forsamlingen som i flere år havde holdt sig neutral fra partierne og som også havde forsvaret Schreiners handlinger med tanke på våbenlasten til Fristaten, talte den [[20. marts]] 1900 til sine vælgere i Claremont til støtte for annektering af begge republikker. I løbet af talen hævdede han at [[Canada]], til trods for oprør, havde loyaliteten fra [[fransk-canadiere|fransk–canadierne]] gennem frie institutioner. I Sydafrika kunne de håbe på at en lignende politik ville skaffe et lignende resultat med boerne. Schreiner vis nylige støtte til Alfred Milner havde opbragt mange af hans Bond–tilhængere, gik i juni 1900 af som konsekvens af at nogen af hans kolleger nægtede at støtte loven om at stemmeret skulle fratages oprørere som han forberedte, i henhold til synene til hjemmeregeringen, for at straffe Kapoprørerne. Denne lov var definitivt alvorlig nok, men at fratage støttespillere til Bond stemmeret i stort antal var mere ubehagelig for Bond–ekstremister end straf mod individer. Gordon Sprigg som efter en særdeles delikat politisk krise, efterfulgte Schreiner og blev statsminister for fjerde gang, klarede at få loven godkendt med samarbejde fra Schreiner og hans sektion.

Mod slutningen af år 1900 gik krigen ind i en ny fase og tog form som [[guerilla]]træfninger med spredte styrker af boere. I december gik nogen af disse grupper ledet af [[Jan Smuts]] ind i Kapkolonien og forsøgte at få koloniboerne til at slutte sig til dem. Til at begynde med mødte de lidt eller ingen succes, men eftersom 1901 skred frem og boerne fremdeles klarede at holde de forskellige distrikter urolige, blev det vurderet nødvendig af myndighederne at erklære undtagelsesstilstand i hele kolonien. Dette blev gjort [[9. oktober]] [[1901]].

 

 

=== Jameson–regeringen ===

Sprigg gik af [[18. februar]] og blev efterfulgt ag dr [[Leander Starr Jameson]] som dannede, i karakter, en helt britisk regering. Den første opgave til den nye regering var at introducere et tillæg til repræsentationslovgivningen, for delvis at rette ujævnheder op i valgmagten mellem valgdistrikter i landet og i byerne. Tolv nye sæder i repræsentanternes hus blev fordelt blandt de største byer og tre medlemmer blev lagt til det lovgivende råd. By vælgere var for det meste britiske, og lovforslaget mødte bitter modstand fra Bond–medlemmerne som erklærede at det var dens mål at udrydde deres parlamentariske magt. Men faktum var at loven skyldtes en stor ujævnhed i distributionen af sæder som en minoritet af vælgere i landdistrikterne drog nytte af.

 

|fungerende

|-

|3. juli 1792

|2. september 1793

[[fi:Kapmaa]]

[[fr:Colonie du Cap]]

[[he:מושבת הכף]]

[[it:Colonia del Capo]]