Goldsteins bog: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Xqbot (diskussion | bidrag)
m robot Tilføjer: fa:نظریه و کاربرد نظام اشتراکی جمعی; kosmetiske ændringer
m →‎Indhold: Typo fixing, typos fixed: linier → linjer
Linje 24:
Det første kapitel, ''Uvidenhed er styrke'', begynder med at konstatere, at op gennem historien har alle samfund været inddelt i tre klasser: Overklassen, som hersker; Middelklassen, som tragter efter at overtage Overklassens plads; og Underklassen, der som regel er så undertrykt, at den ikke har andet mål end at overleve (hvis den i det hele taget er i stand til at formulere et politisk mål, er det et samfund, hvor alle er lige). Gang på gang op gennem historien har Middelklassen styrtet Overklassen med hjælp fra Underklassen, som man har fået på sit parti ved at bilde dem ind, at efter revolutionen vil der komme et retfærdigt samfund. Men så snart Middelklassen har fået magten, er den simpelthen blevet den ny Overklasse og er fortsat med at undertrykke Underklassen. Og når der så senere opstår en ny Middelkasse, har mønstret gentaget sig. Middelklassen taler kun om retfærdighed, lighed og broderskab, så længe den forsøger at komme til magten. Så snart den ''har'' magten, bliver den Underklassens nye undertrykkere.
 
Men i den første halvdel af det 20. århundrede skete der noget foruroligende. Allerede inden Middelklassen var kommet til magten, var den holdt op med at foregive – både over for andre og sig selv – at den stræbte efter lighed og retfærdighed for alle. ''"[F]or hver ny udgave af [[Socialisme|socialismensocialisme]]n, der dukkede op efter år 1900, blev det klarere og klarere, at målet ikke længere var at indføre frihed og lighed. De nye bevægelser, der opstod i århundredets midte […] gik bevidst ud på at bevare'' ufriheden ''og'' uligheden". Det virkelige mål var at fastfryse historien i det øjeblik Middelklassen havde styrtet Overklassen og selv var blevet den nye Overklasse. Dette skulle være den sidste revolution nogensinde; den nye Overklasse skulle være ved magten til evig tid som et resultat af en bevidst strategi. De mennesker, der ønskede at blive det nye aristokrati var ''"bureaukrater, naturvidenskabsmænd, teknikere, fagforeningsledere, propagandaeksperter, sociologer, lærere, journalister og professionelle politikere; […] der stammede fra funktionærstandens øverste lag."''
 
I det 20. århundrede havde den tekniske udvikling for første gang gjort et aldeles totalitært samfund muligt. Elektroniske indretninger som f.eks. tovejsfjernsyn (som [[Teleskærm (1984)|teleskærmene]] i romanen) gjorde det muligt for myndighederne konstant at overvåge befolkningen og konstant at bombardere dem med propaganda. ''"For første gang var det muligt ikke blot at gennemtvinge fuldstændig lydighed over for statens vilje, men også fuldkommen ensrettede meninger."'' Efter den revolutionære periode i 1950'erne og 1960'erne (fremtiden for Orwell) delte samfundet sig uundgåeligt igen i de sædvanlige grupper, Overklassen, Middelklassen og Underklassen, og den nye Overklasse brugte den nye teknologi til at sikre sin stilling permanent.
 
Den nye Overklasse, Inderpartiet, nød godt af og beskyttede sine privilegier som en kollektiv gruppe og ikke som en masse individer. De gammeldags socialister opfattede ikke, at da Partiet fik magten, blev al ejendom i realiteten koncentreret på endnu færre hænder, end det havde været tilfældet under [[Kapitalisme|kapitalismenkapitalisme]]n. De troede, at nu da der ikke længere var individuelle ejere, så var den eksproprierede ejendom folkets, og socialismen var dermed blevet indført. I virkeligheden var den økonomiske ''u''lighed blevet gjort permanent, for Partiet var kun interesseret i at beholde magten – ikke i at omfordele velstanden. (Som det beskrives i tredie kapitel i ''Bogen'', skaber Partiet bevist fattigdom, så masserne må kæmpe for blot at holde sig i live; de har således ikke fritid nok til at tænke selv.)
 
Partiet behøver ikke at frygte, at superstaten Oceanien skal blive omstyrtet udefra, på trods af de endeløse konflikter med de to andre rivaliserende superstater, Eurasien og Østasien; alle tre stater er stort set lige stærke, så ingen stat kan invadere (og vinde over) de andre. [[Proletariat]]et i Oceanien gør ikke oprør mod Partiet, for de er forment adgang til ethvert sammenligningsgrundlag og er således slet ikke engang klar over, at de er undertrykte. Den eneste potentielle trussel mod Partiets magt er hvis ''"der udskiller sig en ny gruppe dygtige, magtbegærlige mennesker, som har for megen fritid, eller at der opstår [[liberalisme]] og skepsis i deres egne rækker."''
Linje 40:
Parti-medlemmerne bliver undervist i særlige mentale metoder til at undertrykke alle uortodokse tilbøjeligheder, bl.a. også i instinktivt at stoppe brat op ved antydningen af enhver farlig tanke. Endnu vigtigere er [[Dobbelttænkning (1984)|dobbelttænkning]], som er en mental teknik, der gør det muligt for Partimedlemmerne at forblive ortodokse, selv når deres egen erindring eller helt åbenlyse kendsgerninger er i modstrid med, hvad Partiet hævder. ''"''Dobbelttænkning'' betyder evnen til samtidig at have to modstridende meninger og at tro på dem begge."'' For eksempel må et Partimedlem, som er nødt til at "revidere" sin egen erindring for at være i overensstemmelse med Partiets seneste udgave af historien, nødvendigvis være klar over, at han laver om på virkeligheden, "men ved hjælp af ''dobbelttænkning'' overbeviser han sig selv om, at virkeligheden ikke er blevet forvansket. […] At fortælle bevidste løgne og samtidig være overbevist om deres sandhed, at glemme enhver kendsgerning, som er blevet ubehagelig, og så, når det atter bliver nødvendigt, at hale den frem fra glemselen så længe man har brug for den, at benægte eksistensen af en objektiv virkelighed og samtidig regne med den virkelighed, som man benægter – alt dette er uomgængeligt nødvendigt. Selv når man bruger ordet ''dobbelttænkning'', er det nødvendigt at anvende ''dobbelttænkning''. Ved hjælp af denne teknik kan Partiet bevare sin magt for evigt – ''"[f]or hemmeligheden ved magt er at forene troen på ens egen ufejlbarlighed med evnen til at lære af tidligere fejltagelser. […] [D]en fremherskende tilstand må være kontrolleret vanvid."''
 
De sidste linierlinjer i det kapitel, som Winston er i færd med at læse, lover, at hemmeligheden og motivationen bag Partiets politik vil blive afsløret. Uheldigvis for læseren opdager Winston, at [[Julia (1984)|Julia]] er faldet i søvn, og han holder derfor op med at læse, inden hemmeligheden afsløres.
 
=== Andet kapitel ===