Abraham Kall: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Skydebanehaven -> Københavns Bymuseum [link]
sprog søgt moderniseret lidt
Linje 7:
Kall havde en [[hukommelse]], der intet slap; han var endvidere en overordentlig flittig læser og tilhører, og da omtrent ethvert fag faldt lige let for hans store tilegnelsesevne, nåede han tidlig en overordentlig viden. Han havde i ungdomsårene haft størst kærlighed til [[matematik]], men påvirket af sine omgivelser skød han disse studier til side for at kaste sig over den græske [[filologi]]. Hans første arbejder var da også udgaver af [[Grækenland|græske]] eller [[Romerriget|romerske]] [[forfatter]]e eller [[afhandling]]er om disse emner, og selv efter at historie var blevet hans embedsfag, kom han gerne tilbage til de græske studier og sine leksikalske samlinger.
 
Hans første historiske arbejde var ''Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug'' ([[1776]]), der skulle afløse [[Ludvig Holberg]]s ''Historia universalis'' og i mange udgaver gennem et halvt århundrede holdt sig som den almindelige lærebog i de [[latinskole|lærde skoler]]. Det var hård kost, der blev budt eleverne. Den med enkeltheder overfyldte bog meddelte pålidelig kundskab i god ånd, men den stræbte kun i ringe grad efter at lette tilegnelsen, de store mænd og de betydelige begivenheder trådte ikke klart frem, og fantasienbogen kunne bogen ikke sætte fantasien i bevægelse.
 
Kall skrev nogle få afhandlinger og udgav en del aktstykker, men et større arbejde foreligger ikke fra hans hånd. Han besad ingen selvstændige synspunkter og arbejdede mest efter ydre opfordring. Hans gode kritiske sans ledte ham ikke ud over løsningen af de enkelte spørgsmål til videnskabelige sætninger af større vidde eller til systematisk behandling af almindeligere opgaver. DerKall manglede Kallmaglede udholdenhed til at føre et selvvalgt mål til ende; nye interesser kvalte de ældre, og ærgerrighedens drivefjederdrivfjeder besad han ikke. Hans undervisning fra [[kateder|katedret]] var efter alles vidnesbyrd lidet beåndet og i formel henseende mangelfuld. Ikke desto mindre blev Kall af sin samtid, til dels med gode grunde, opfattet som en af universitetets største prydelser. Han var også en af de sidste repræsentanter for de gamle tiders ubegrænsede lærdom. Den viden, som bar så lidt frugt for Kall selv, kom ved hans sjældne redebonhed og arbejdsvillighed til at tjene mangfoldige.
 
Ikke blot universitetet benyttede i høj grad hans kundskaber ved programmer og andre Skrifter – [[1798]] beregnede han endog [[almanak]]ken – enhver spørgende og søgende kunne være sikker på hos Kall at få hjælp og vejledende vink. Han påtog sig udgaven af 8. og 9. bind af [[Peter Friderich Suhm]]s danmarkshistorie og ledsagede dem med værdifulde kritiske noter. I [[Videnskabernes Selskab]], hvor han blev optaget [[1780]], gav han nogle meddelelser, og i [[Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie]], hvoraf han blev medlem [[1793]], og hvis formand han var fra [[1816]], gav han en række bidrag til ''[[Danske Magazin|Nye danske Magazin]]''.