Vilhelm Jernarm: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nikolaj (diskussion | bidrag) m tilpasset efter flytning |
Rsteen (diskussion | bidrag) m LinkAdd |
||
Linje 5:
Lige som de øvrige nyankomne riddere stillede Vilhelm sig til tjeneste som lejesoldat for områdets forskellige herskere. I 1038 følte den [[Byzantinske Rige|byzantinske kejser]] sig stærk nok til at forsøge at generobre [[Sicilien]] fra araberne, og Vilhelm og Drogo var blandt de omkring 500 normanniske riddere, der blev hvervet til invasionshæren<ref>Brown, s. 35</ref>. Det var under kampene på Sicilien, at han fik sit tilnavn "Jernarm", da han egenhændigt dræbte den arabiske [[emir]] af [[Syrakus]] under belejringen af byen. I 1040 begyndte krigen at gå skævt. Invasionshæren havde gjort flere erobringer, men pengene var ved at slippe op, og det gav interne stridigheder. Normannernes talsmand var en [[langobarder|lombardisk]] lejesoldat, Ardouin, der kunne tale græsk. Den byzantinske general Maniakes nægtede at udlevere bytte fra et slag til Ardouin, og lod ham i stedet piske. Det blev for meget for normannerne. De rejste tilbage til fastlandet sammen med de lombardiske lejetropper. En gruppe skandinaviske [[væringer]], der ligeledes havde deltaget i krigen, drog også hjem, og i 1041 blev general Maniakes kaldt tilbage til [[Konstantinopel]], hvorefter felttoget blev opgivet.
Tilbage på fastlandet var der i 1040 udbrudt endnu en af de jævnlige lombardiske opstande i [[Apulien]], denne gang ledet af Argyrus, søn af den gamle oprører [[Melus af Bari]]. Oprørerne dræbte den byzantinske catapan (guvernør/vicekonge) og besatte flere større byer i området. En ny catapan kom til, og han fik forstærkninger i form af tropper fra hæren på Sicilien. Han udnævnte Ardouin til statholder i byen [[Melfi]], men Ardouin sluttede sig snart efter til oprørene og i 1041 gik han i gang med at hyre normanniske riddere. De fleste af normannerne var i tjeneste hos fyrst Guaimar af Salerno, og han gik med til at fritstille dem. Omkring 300 riddere blev hvervet, og aftalen var, at udbyttet af oprøret skulle deles mellem lombarderne og de 12 ledere, der også talte Vilhelm og Drogo. Den 17. marts 1041 tørnede de sammen med den byzantinske hær i [[slaget ved Olivento]]-floden. Der var gået 23 år siden de to parter sidst mødtes i [[Slaget ved Cannae (1018)|slaget ved Cannae]]. Igen var normannerne og lombarderne i undertal, men denne gang vandt de. Catapanen udrustede straks en ny hær, og i maj udkæmpedes slaget ved Montemaggiore. Vilhelm var blevet valgt som leder af den normanniske del af hæren, og i spidsen for ridderne sikrede han oprørerne, der igen var i undertal, en knusende sejr. Så udnævnte den byzantinske kejser en ny catapan, Boioannes, søn af den [[Basil Boioannes|Boioannes]], der havde slået normannerne ved Cannae. I september 1041 kæmpede hans hær mod oprørerne ved Montepeloso (det nuværende Irsina), og igen blev slaget afgjort af de normanniske riddere under Vilhelms ledelse. Boioannes blev taget til fange og byzantinerne måtte betale en løsesum for at få ham frigivet.
== Greve af Apulien ==
| |||