Frederik 7.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
lidt mere overskuelig |
No edit summary |
||
Linje 13:
To dage senere udnævnes et nyt [[ministerium]] med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærer overfor det nye ministerium, at han nu betragter enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i [[statsråd]]et, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Omkring [[1830]] opstår en bevægelse, der dels ønsker en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skal med i det tyske forbund som Holsten og [[Lauenburg]] allerede er, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser mod hhv. [[Kongeåen]] og [[Elben]]. Dette kan Danmark naturligvis ikke acceptere. De [[nationalliberal]]e vil afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. [[Jylland]]s sydgrænse skal igen være Ejderen. Den danske regering slår fast, at Slesvig under alle omstændigheder skal forblive dansk, mens Holsten er velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gør slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og danner deres egen regering i Kiel. Dette endte i den såkaldte [[Treårskrigen]], hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen.
Krigen slutter med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne må opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en helstatsforfatning for Danmark, [[Slesvig]] og [[Holsten]]. Men tre år senere erklærer holstenerne den ugyldig. [[Preussen]] støtter tanken om [[Slesvig-Holsten]]s indlemmelse i Det tyske Forbund, mens Danmark ønsker at indlemme Slesvig i kongeriget. Kongen dør imidlertid, inden han når at underskrive den nye forfatning.
| |||