Frederik Carl Gutfeld: Forskelle mellem versioner

 

 

På sin rette plads kom han dog først, da han 1811 blev [[Holmen]]s provst. Det var hen imod slutningen af den tid, da den rationalistiske prædiken i København endnu stod i sin blomst og formåede at fylde kirkerne. Han virkede her ved siden af [[Henrik Georg Clausen]], Pavels og flere, men ingen af dem regnedes for hans lige i veltalenhed, og det kan også med rette siges, at få prædikanter have haft ordet således i deres magt som han. Han forstod at lade billeder og oratoriske figurer falde som et vandfald over tilhørerne, og vi kunne ikke undre os over, at især kvinderne flokkedes om hans prædikestol. Men en sådan prædikemåde er farlig, og Gutfeld undgik ikke at strande på mange skær. Hans teologi var den almindelige rationalistiske og havde lige så tyndt et indhold som denne i almindelighed. I ligtalen over sin ven Birckner siger han om denne: {{citat|Opløftet over hine Fordomme, som Overtroen så ofte udgav for Religion, fulgte han Jesu blide, fattelige Forskrifter uden at fordybe sig i mørke Grublerier om Ting, der ingen Indflydelse har på Menneskets sande Held og sande Rolighed. Gud, Forsyn og Udødelighed! Store, velgørende Sandheder! I, som ene kan trøste, kan styrke den svage dødelige på Livets dunkle Vej, I svævede hulde som Engle over vor hvilende Broder.}} I det Gutfeld således skildrer indholdet af sin vens prædiken, har han også skildret sin egen. – Gutfeld døde, inden kampen mod rationalismen ret havde taget fart ved [[Grundtvig]]; men han oplevede dog, at man begyndte at blive træt af prædikener, hvor klingende ord skulde dække mangelen på et virkeligt indhold og en alvorlig overbevisning. Dette blev bl.a. sagt ham i en anmeldelse af J. Møller, men med stor godmodighed erkendte han, at en sådan kritik over for ham havde sin berettigelse. – Hvad der er sagt om hans prædikener, gælder også om de afhandlinger og digte, han har skrevet; også der er det ordene, ikke tankerne, der er det vigtigste, og han lader sig tit henrive til at sige ting, som sikkert ville have forskrækket ham selv, hvis de vare blevne fremstillede uden den oratoriske pragtklædning, han har iført dem.

Der manglede ikke på ydre påskønnelse af hans virksomhed; 1818, da det faldt meget vanskeligt at få [[Ribe]] [[bispestol]] besat, blev den også tilbudt ham, men han afslog den, hvorefter han fik rang med biskopper. Endnu mere påskønnedes han af sine talrige venner. Han beskyldes for at have sat vel megen pris på bordets glæder; men det synes, at han har haft lige så stort talent for underholdning som for talerstolen, og hans uopslidelige vid prises af de samtidige.

 

 

{{DBL

|Side nr=324

}}