C.E. Fenger: Forskelle mellem versioner

'''Carl Emil Fenger''' ([[9. februar]] [[1814]] på [[Christianshavn]] – [[21. september]] [[1884]]) var en dansk [[læge]] og politiker.

 

 

Året efter habiliterede han sig ved at tage den medicinske [[licentiat]]grad netop ved en statistisk afhandling (om alderens og årstidernes indflydelse på de forskellige sygdomme), der ved sin mønsterværdige udførelse også i udlandet vakte fortjent opmærksomhed. Men kirurgien, for hvilken han også gennem sin farbroder generaldirektør [[Christian Fenger]] havde fået særlig interesse, vedblev foreløbig at ligge ham nærmest; i [[1840]] blev han reservekirurg ved det endnu bestående [[Kirurgisk Akademi|Kirurgiske Akademi]], i [[1841]] reservekirurg ved [[Frederiks Hospital]]. 1842 tog han doktorgraden ved en afhandling om den da epidemiske sårrosen på hospitalernes sygestuer. Og da overkirurgen professor Gundelach møllers tiltagende sygdom krævede konstitution af en anden kirurg, overtog Fenger i begyndelsen af [[1844]] denne ansvarsfulde stilling og varetog den i 9 måneder med overordentlig dygtighed, ligesom han samtidig publicerede flere betydningsfulde kirurgiske afhandlinger i tidsskrifterne.

Hans nye universitetsvirke var dog for så vidt en fortsættelse af hans tidligere, som den gik ud på den praktiske anvendelse ved sygesengen af det, han tidligere teoretisk havde doceret. I skarp modsætning til sin forgænger Bangs [[Hippokrates|hippokratiske]], inspiratoriske metode indprentede han sine disciple vigtigheden og nødvendigheden af den nøjagtigste, mest detaillerede undersøgelse af de syge med benyttelse af alle for hånden værende naturvidenskabelige hjælpemidler. Hans kliniske foredrags fængslende form og logiske stringens, hans lige så humane som overlegne ånd samlede om ham en bestandig større skare af beundrende og ivrige disciple, der satte den største ære i at forske skarpsindig og arbejde ihærdig efter mesterens tilskyndelse og forbillede, efter den rationelle naturvidenskabs [[empirisk]]-[[Skepticisme|skeptiske]], men altid positive forudsætninger. Skønt han lige så lidt som andre aktualitetens store klinikere med forkærlighed sad ved skrivebordet, var han dog i disse sine medicinske glansår tillige litterært virksom, og i det af ham i [[1856]] udgivne voluminøse bind ''Hospitalsmeddelelser'' har han ikke alene samlet værdifulde bidrag fra de forskellige hospitalsafdelinger og hovedsagelig fra sine egne disciple, men selv skrevet flere afhandlinger, der ved deres klarhed, ædruelighed og grundighed udgøre et smukt og karakteristisk litteraturmonument om hans kliniske virke. I [[1859]] publicerede han end videre i ''[[Hospitalstidende]]'' en større afhandling, ''Bidrag til Oplysning om vor Tids therapevtiske Bevægelse'', der fremkom som svar på et angreb fra hans fakultetskollega A. Buntzen. Denne stillede sig på det gamle inspiratoriske standpunkt med hensyn til sygebehandling og bebrejdede ham, at han indpodede sine disciple den moderne, alt for kritisk-skeptiske ånd. Fenger gør da udførlig rede for sit standpunkt i en fremstilling, der tør betegnes som ligefrem klassisk og illustrerer forfatteren som en lægepersonlighed af den ædleste art. Det centrale i afhandlingen, der vakte stor opsigt også uden for de medicinske kredse, går ud på, at lægekunsten skal være den "ærlige Kunst, der gav, hvad den selv troede var godt, men ikke gav den en Sten, som bad om Brød".

 

 

Under hans omfattende arbejde som universitetslærer, hospitalsoverlæge og praktiserende læge, under al hans optagethed af forskellige vigtige og vanskelige reformatoriske opgaver udøvede dog politikken med dens urolige anspænding, dens altid nye intrikate problemer og dens særlige tillokkelser for ærgerrighed og magtudvikling bestandig en stærkt dragende magt over ham. Da der i 1856 blev udskrevet valg til det nye [[Rigsråd]], kunde han derfor heller ikke, til trods for sit få år i forvejen givne afkald på Rigsdagsvirksomhed, bekvemme sig til at afslå det tilbudte mandat, og derved unddroges, til den medicinske verdens store beklagelse, en del af hans tid og arbejdskraft fra hospitalet og lægevidenskaben – det område, hvor hans rige, men urolige og meget sammensatte personlighed dog vist udfoldede sig i sin uomtvistet skønneste skikkelse. 3 år efter måtte han fuldstændig afbryde hele sin glimrende lægevidenskabelige bane, ligesom han måtte opgive andre ovenfor nævnte offentlige hverv, i det han fik sæde i regeringen som finansminister – "den anden Gang, en Læge blev Minister i Danmark", som Werlauff i den anledning sagde. Denne stilling indtog han med en kort afbrydelse under [[Ministeriet Rotwitt|det Rotwittske ministerium]] indtil udgangen af [[1863]]. [[1861]] indvalgtes han i [[Rigsdagen]]s Folketing. Den vigtigste sag, han som finansminister gennemførte, var den store Toldrevision af [[4. juli]] 1863. Fenger, som af princip var frihandelsmand, gjorde her af politiske og opportunitetshensyn beskyttelsesinteresserne så store indrømmelser, at hans forslag blev meget stærkt bekæmpet af Frihandelspartiets førere, [[Alfred Anton Hage|Alfred Hage]] og Broberg, men såvel forslaget selv som den endelig vedtagne lov indeholdt dog et ret betydeligt skridt henimod større frihed for omsætningen. I øvrigt var Fenger som finansminister en dygtig og indsigtsfuld administrator, som strengt og nøjeregnende påså [[statskassen]]s tarv og derved kom til at støde an imod mange private interesser. Han hævdede også sit spareprincip over for de i disse år ret betydelige krav på forøgelse af militærudgifterne og over for spørgsmålene om revision af lønningslovene i opadgående retning. Herved skabte han sig både nu og senere mange bitre modstandere.