C.E. Fenger: Forskelle mellem versioner

'''Carl Emil Fenger''' ([[9. februar]] [[1814]] på [[Christianshavn]] – [[21. september]] [[1884]]) var en dansk [[læge]] og politiker, der var [[finansminister]] i tre omgange og senere borgmester i [[København]].

 

Hans fader var [[sognepræst]] [[Rasmus Fenger]], og han fødtes på Christianshavn, hvor han besøgte [[Borgerdydskolen]]. Her viste han navnlig glimrende matematiske anlæg, der vakte læreren Svenningsens særlige opmærksomhed, og her fra dimitteredes han [[1829]], "indkaldt" ligesom sin klassekammerat [[C.C. Hall]]. De derefter påbegyndte lægevidenskabelige studier dyrkede han med en usædvanlig frihed og alsidighed og uddannede sig ikke blot ligelig i [[medicin]] og [[kirurgi]], men tillige i flere ikke foreskrevne naturvidenskabelige retninger; således fordybede han sig grundig i [[kemi]] ved [[Den polytekniske Læreanstalt]]. Til trods for denne videre førte videnskabelige uddannelse nøjedes han dog med, 21 år gammel, ved akademiet at underkaste sig den kirurgiske eksamen, men også med udmærkelse (1835). Derefter foretog han i selskab med sin ven og studiefælle C.J.H. Kayser en flerårig studierejse, der først gik til [[Berlin]], hvor han fremdeles dyrkede både medicin og kirurgi hos de derværende lærere, ligesom han trådte i nærmere bekendtskabsforhold til [[Henrich Steffens]]. Over [[Halle]] rejste han videre til [[Wien]], ved hvis universitet den unge Rokitansky netop den gang skabte den [[Patologisk anatomi|patologiske anatomi]]s glimrende nye æra, og der fra til [[Zürich]], hvor den fra [[Tyskland]] bortviste, verdensberømte kliniske [[professor]] Schönlein stod i sin største glans. Det blev dog fornemmelig [[Paris]], der fængslede ham. I medicinen herskede her den banebrydende patologisk-anatomiske skole, hvis strengt naturvidenskabelige, logisk-eksakte tendens passede fuldt til Fengers særlige anlæg. Han uddannede sig hos fysiologen Magendie og hos de fremragende klinikere, men særlig dyrkede han den af Pariserskolen stærkt betonede medicinske statistik, for hvis udvikling hans jævnaldrende, Gavarret, netop dengang brød nye baner, og førte disse studier videre i almindelig statistisk og kameralistisk retning. Efter et slutningsophold i [[England]], hvortil den franske skole dengang var overført i reformeret skikkelse, kom han i [[1839]] tilbage til Danmark.

 

Imidlertid var hans evner kommet til anvendelse ved [[Københavns Universitet|universitetet]], men i en fra kirurgien fjern retning. I 1843 blev han, efter en konkurrence med A. Hannover, i hvilken han havde vist sin overlegenhed over denne allerede den gang ansete videnskabsmand både ved sin konkursafhandling og sit foredrag, udnævnt til lektor ved det medicinske fakultet i det specialfag, som dengang gennem medicinen i Paris og Wien havde arbejdet sig frem til dominerende fundamentalbetydning: den patologiske anatomi med dertil knyttet almindelig patologi. Denne udnævnelse betegner et vendepunkt i den danske medicins historie; dermed fik også hos os den gamle, den gang navnlig af O.L. Bang repræsenterede dogmatiske patologi et afgørende knæk, og den nye, strengt naturvidenskabelige retning kom til gyldighed. Både fra universitetets kateder og som meget aktivt medlem af lægeselskabet "Filiatrien", der repræsenterede de nye anskuelser, virkede Fenger energisk og dygtig for lægevidenskabens reform efter de udenlandske impulser, – hvorvel denne teoretiske virksomhed åbenbart i længden ikke tilfredsstillede ham. I [[1845]] blev han professor extraordinarius, i [[1850]] ordinarius. Samtidig vedblev han med særlig iver at dyrke den medicinske statistik og offentliggjorde i [[Det kgl. Medicinske Selskab]]s skrifter en række omfattende og mønstergyldige afhandlinger, navnlig vedrørende dødelighedsstatistikken. Heller ikke blev han fremmed for sit gamle yndlingsfag kirurgien. Vel mislykkedes en i 1845, efter Gundelach Møllers død, af lægernes unge intelligens iværksat agitation for at få ham til klinisk universitetslærer i kirurgi i stedet for den designerede professor Stein, hvis tarvelige fordannelse man ikke respekterede; men Fenger vedblev at pleje dette specialfag og gav som overkirurg ved militære [[lazaret]]ter i krigsårene nye prøver på sin dygtighed i så henseende. Også politikken lagde tidlig beslag på ham, og [[1849]] blev han [[Folketingsmand]] i en københavnsk kreds.

 

Men medens han altså ikke opnåede at blive fakultetets ledende kirurg, hvad der sikkert ville have været i særlig overensstemmelse med hans tilbøjelighed, åbnede der sig i [[1851]] en anden udsigt til ny betydningsfuld fakultetsvirksomhed, ligeledes i en retning, der højlig måtte tiltale ham, som var fortrinsvis anlagt til indgribende handling og aktualitet og egentlig ikke til stille, lærd docentvirksomhed fra et patologisk-anatomisk kateder. Han måtte bort fra det døde og til det levende, fra teori til praksis, og dette lykkedes ham, da der i 1851 på Frederiks Hospital oprettedes en ny, til fakultetets kliniske undervisning knyttet medicinsk sygeafdeling, hvis overlæge han blev. Skønt den kliniske medicin ikke tidligere havde hørt til hans særlige hovedfag, gjorde han dog øjeblikkelig epoke i denne virksomhed, der gav ham fuld lejlighed til at udfolde alle sine glimrende evner og skaffede ham både som læge og som klinisk lærer et navn og en autoritet, der stillede ham på en ganske særlig høj og enestående plads i det lille medicinske som i det store samfund.

 

Fengers overordentlige arbejdskraft og mangesidige evner tillod ham imidlertid at omfatte meget mere end denne i og for sig særdeles betydningsfulde gerning. Vel kunne han ikke fortsætte sin 1849 begyndte Rigsdagsvirksomhed, men måtte efter tiltrædelsen af sin nye stilling i [[1852]] trække sig tilbage derfra, hvad der ligefrem var sat som en betingelse. Men til gengæld overtog han nu mange andre vigtige offentlige hverv, på dette tidspunkt dog for største delen i nær forbindelse med sin lægevidenskabelige autoritetsstilling. Lige fra Børnehospitalets oprettelse 1850 var han medlem af dettes direktion. Hans levende interesse for veterinærvidenskaben førte ham til 1851 sammen med [[H.C.B. Bendz]] at kalde det veterinære sundhedsråd til live og derefter at være et virksomt medlem deraf; samtidig arbejdede han og Bendz på veterinærskolens udvidelse og omorganisation, og han var ligeledes et meget virksomt medlem af den til dette formåls fremme [[1854]] nedsatte kommission, ligesom han efter den nye [[Landbohøjskolen|Landbohøjskoles]] oprettelse [[1856]] blev dennes direktør. 1852 blev han medlem af kommissionen til [[Blindeinstituttet]]s reorganisation, og fra [[1857]] var han medlem af dettes bestyrelse. Under [[koleraepidemien i København 1853]] var det ham, der i forening med [[Emil Hornemann]] og 4 andre fremragende læger dannede den berømte [[Den almindelige danske Lægeforening|Lægeforening]], som under de officielle myndigheders afmagt tog styret i København og satte epidemien skranker ved effektive, også efter dens ophør fortsatte hygiejniske foranstaltninger. Overhovedet lå de hygiejniske, sygdom forebyggende, bestræbelser ham altid på hjerte og måtte gøre det så meget mere, som han i sin klartskuende skepsis ikke ventede sig særdeles meget af sygdommenes behandling. 1853 blev han medlem af sundhedskollegiet og var her som overalt, hvor han var med, den fornemste ledende kraft.

 

 

Til trods for hans voksende skepsis med hensyn til lægebehandlingen – vistnok en medvirkende grund til hans forandring af livsstilling – var der dog fremdeles i hans personlighed alt for meget af lægen, til at han rolig kunde kaste broen af efter sig, og han reserverede sig sin universitetsstilling ved en mulig udtræden af regeringen, således at hans vigtige funktioner ved fakultetet og hospitalet foreløbig besørgedes ved konstitution. Denne provisoriske og for den lægevidenskabelige undervisning uheldige tilstand vakte imidlertid misfornøjelse i medicinske kredse, og for første gang blev han i fagpressen genstand for stærke personlige angreb, hvilke dog fremkaldte kraftige moddemonstrationer fra hans mange begejstrede tilhængere. Posten blev også besat, forinden han igen trådte tilbage fra [[Finansministeriet]], og hans egentlige medicinske bane var således definitivt afbrudt, medens han dog under den følgende tids mangesidige og stærkt fremskudte virke fremdeles på flere måder stod i nær berøring med sit gamle videnskabsfag, ja endog gav litterære vidnesbyrd om fortsatte grundige medicinske studier; han genoptog også efterhånden forskellige hverv og stillinger, som han havde opgivet ved sin indtrædelse i regeringen, deriblandt direktørposten for Landbohøjskolen og sædet i sundhedskollegiet.

 

Men det var dog navnlig en overvældende mængde fremskudte stillinger og hverv temmelig fjernt fra hans oprindelige livskald, der i det følgende tidsrum have lagt beslag på hans kæmpemæssige arbejdsevne og alsidige sagkyndighed, og som han alle røgtede med den ham egne uforstyrrelige frejdighed og resoluthed. Først og fremmest var det fremdeles politiske hverv, som optog ham. 1864 fungerede Fenger som direktør i Finansministeriet under [[ministeriet Monrad]] og sendtes under [[Freden i Wien (1864)|fredsforhandlingerne]] til Wien som finansiel kommissær. I Folketinget øvede Fenger i 2. halvdel af [[1860'erne]] en meget væsentlig indflydelse i alle finansielle spørgsmål, dels på grund af sin ubestridte sagkundskab, dels fordi han i mange af de spørgsmål, som hørte ind under hans område, stod [[Venstre]] nær. Fra 1861-[[1876]] var han atter Folketingsmand. Som sager, på hvilke han i denne periode øvede særlig stor indflydelse, kan nævnes Hærlovsrevisionen af [[6. juli]] [[1867]], loven om [[Demarkationslinjen]]s opgivelse af samme dato og Indkomstskatteloven af 1867. [[1870]]-[[1872|72]] var han for 3. gang finansminister. Hans virksomhed her satte sig dog på grund af de vanskeligere partiforhold ikke så betydelige frugter som tidligere, og da han februar 1872 kom i uoverensstemmelse med Folketinget i spørgsmålet om opkrævningen af den sidste del af den overordentlige indkomstskat, trådte han tilbage. [[1868]]-[[1873|73]] havde han sæde i [[Københavns Borgerrepræsentation]] og greb mægtig ind i hovedstadens store udvikling i dette tidsrum. End mere fremtrædende blev hans indflydelse på kommunens anliggender, da han [[1875]] blev borgmester for Magistratens 2. afdeling, altså netop for den del af den kommunale forvaltning, hvori han besad særlig autoritet (finans- og hospitalsvæsenet). Hans utrættede virkeevne skyldes det fornemmelig, at København fik indrettet offentlige slagtehuse, at særlige [[epidemihospital]]er ([[Blegdamshospitalet|Blegdams-]] og [[Øresundshospitalet]]) opførtes, at [[Sct. Hans Hospital]] modtog en betydelig udvidelse, og at den vigtige sygeplejereform på [[Kommunehospitalet]] gennemførtes. Men fuldt var han dog ikke mere i besiddelse af sin gamle kraft, sin uantastelige overlegenhed og klarhed, og ubetinget heldig var han derfor ikke i denne sin sidste magtstilling. En vis ensidig tankegang og mangel på kritik, som var påfaldende i forhold til hans øvrige evner, men som af og til havde ladet sig mærke, trådte nu mere i forgrunden. Den såkaldte "blandede afdeling" (blandet medicinsk og kirurgisk belægning af sygestuer), som han imod andre fremragende sagkyndiges bestemte protest ved sin store autoritet lige over for almenheden fik gennemført på Kommunehospitalet, viste sig alt andet end heldig og måtte annulleres af ham selv. Som formand i den vigtige kommission angående Frederiks Hospitals og [[Fødselsstiftelsen]]s flytning i [[1881]] kom han ligeledes til et resultat, der vel i øjeblikket vandt hævd ved hans endnu bevarede autoritet, men som tydelig var forfejlet. Dertil kom ved samme tid alvorlige uheld og fejltagelser i selve hans kommunale administration, og de talrige uvenner, hans determinerede og ofte hensynsløse færd i hans forskellige ledende stillinger efterhånden havde skaffet ham, faldt nu, da hans tidligere overlegne kraft begyndte at svigte, over ham og forbitrede hans dage. Yderligere bøjedes han ved tabet af sin hustru, Ida Louise Fenger Plockross, datter af lysfabrikant, [[kaptajn]] Nicolai Christian Plockross (hun var født 1827, blev gift 1846 og døde 12. december 1882), svagelighedstilfælde stødte til, og efter at han 1883 havde taget sin afsked fra Magistraten, døde han 21. september 1884.