Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner

Mod årets slutning ændrede de politiske rammer sig: udenrigspolitisk efter at den britiske og den franske regering havde affundet sig med Tysklands udtræden af Folkeforbundet, og indenrigspolitisk fordi Reichswehr kun kunne imødegå konkurrencen fra [[SA]] ved selv at vokse. Det langfristede planlægningsprogram fra 1932 forekom ikke længere Reichswehr tidssvarende, så i december 1933 besluttede man at udvide hæren til 300.000 mand. Programmet som den [[18. december]] [[1933]] blev underskrevet af chefen for troppekontoret, generalløjtnant [[Ludwig Beck]], gik ud på at der frem til marts [[1938]] skulle opbygges en hær, som i fredstid var på 21 divisioner[[division]]er, og som ved mobilisering kunne blive til 63 divisioner.<ref>Deist: ''Militär, Staat und Gesellschaft.'' S.&nbsp;307.</ref>

I foråret [[1934]] pressede Hitler på for en hurtigere gennemførelse af decemberprogrammet, hvorved han lå på linje med Beck, som var af den opfattelse, at tyngdepunktet i opbygningen måtte ligge i de første to år, også hvis dette betød en oprustning i dybden frem for den af Hitler foretrukne oprustning i bredden.<ref group="A">En oprustning i dybden vil sige, at den enkelte enheds kampkraft blev forøget, mens en oprustning i bredden betød, at der blev opstillet flere enheder af samme kampkraft.</ref> . På grund af det organisatoriske fundament fra det Andet rustningsprogram nåede Reichswehr uden større problemer op på 180.000 mand i foråret 1934

.<ref>MGFA: ''Das Zeitalter der Weltkriege.'' S. 262.</ref> De 21 divisioner bestod stort set kun af kadrer og havde langt fra opnået deres fulde personelle og materielle styrke, da udvidelsen af hæren fulgte et skema om at hver division skulle opstille to nye divisioner. Således var der af de planlagte 189 infanteribataljonerinfanteri[[bataljon]]er kun opstillet 109 og de to panserbataljoner havde kun 12 kampvogne. Hæren havde kun forsyninger til seks uger. Ved planspil regnede man fra den 3. krigsmåned med et fald i forsyningerne til få procent og den mulige krigsproduktion af ammunition udgjorde kun 50 %.<ref>MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 418.</ref>

I den korte tid hvor den samlede planlægning om udbygningen af hæren lå stille i 1936 indledtes diskussionen om ''forøgelse af hærens angrebskraft'' om de muligheder som de nye kampvognsenheder åbnede, hvilket også fik betydning for det endelige rustningsprogram. I generalstaben indså man muligheden for at man med dette nye våben kunne gennemføre en yderst bevægelig kamp og dermed fik nye operationelle muligheder. Generalstabschef Beck foreslog derfor at der udover de tre panserdivisioner skulle opbygges motoriserede infanteriregimenterinfanteri[[regiment]]er og selvstændige panserbrigaderpanser[[brigade]]r, som alt efter situationen kunne samles til kampenheder. Hertil kom, at han ville styrke hærens angrebskraft ved motorisering af flere infanterienheder. Yderligere var han af den opfattelse, at hvert [[armékorps]] skulle udstyres med en panserbrigade.<ref group="A">En panserbrigade bestod af fire bataljoner. Med 12 planlagte armékorps drejede sig således om 48 panserbataljoner, som skulle lægges til de 12 i de tre bestående panserdivisioner. Det i bogen ''Die Wehrmacht. Mythos und Realität.'' nævnte tal på 10.000 kampvogne forekommer tvivlsomt. En bataljon bestod af ca. 50 kampvogne så tallet 3.000 er mere realistisk.</ref> Til programmet om forøgelse af hærens angrebskraft kan også medregnes udkastet fra hærens øverstkommanderende [[Werner von Fritsch|von Fritsch]], som ud fra et memorandum fra chefen for generalstabens operationsafdeling [[Erich von Manstein|von Manstein]], underskrev en forordning hvorefter hver infanteridivision skulle have