Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner

'''Tysklands oprustning i 1930'erne''' dækker over den mandskabsmæssige og materielle udvidelse af Tysklands hær, flåde og luftvåben mellem nazisternes[[nazister]]nes magtovertagelse i januar [[1933]] og starten på [[2. verdenskrig]] den [[1. september]] [[1939]]. Oprustningen af [[Wehrmacht]], som blev grundlagt i [[1935]] som overordnet organisation for hær ([[Heer]]), flåde ([[Kriegsmarine]]) og luftvåben ([[Luftwaffe]]) var en integreret del af den [[nationalsocialisme|nationalsocialistiske]] politik, og var for [[Adolf Hitler|Hitler]] den vigtigste forudsætning for generobring af det [[Tyske rige]]s stormagtsstatus.

Som resultat af den energisk gennemførte genoprustning, hvis fundament allerede var lagt i [[Weimar-republikken]], opstod der med Wehrmacht en stærk militær magtfaktor på det europæiske[[europæisk]]e fastland, men på grund af en ineffektiv rustningsorganisation og mangelen på en samlet oprustningsplan, lykkedes det ikke at skabe den nødvendige basis for en oprustning i dybden, som kunne understøtte en længerevarende krig. I direkte sammenhæng med oprustningen opstod fireårs-plan-myndigheden, der udover at stå for selve oprustningen også havde til opgave at opruste industrien til at kunne understøtte en krigsøkonomi. Af den i [[Versailles-traktaten]] fastlagte hær på 100.000 mand blev der i løbet af 7 år skabt en værnemagt på 4,5 mio. mand, som dog på grund af det rasende tempo hvor under det var foregået, var ramt af betydelige mangler hvad angår kvaliteten af materiel og personel.

Nederlaget i [[1. verdenskrig]] og den heraf følgende [[Versailles-traktaten|Versailles-traktat]] styrede fuldstændig tankegangen i [[Reichswehr]]. De pålagte drastiske nedskæringer blev ikke godtaget af politikerne og hovedparten af befolkningen, så den traktatmæssigt fastlagte hær på 100.000 mand i 7 infanteri[[Division (militær)|divisionerinfanteridivisioner]] blev af hærledelsen anset for at være en overgangsløsning og for at være grundlag for en større hær, som ikke var underlagt traktatmæssige begrænsninger.<ref>Rainer Wohlfeil u. Edgar Graf von Matuschka: ''Reichswehr und Republik (1918–1933).'' Bernard&nbsp;& Graefe 1970, ISBN 3-7637-0304-7, S.&nbsp;207ff.</ref> For at nå dette mål, var ledelsen af Reichswehr villig til at overtræde betingelserne i Versailles-traktaten og anvende illegale midler – fortrinsvis ved udrustning af såkaldte [[indbyggerværn]] med militært udstyr, billigelse af det sorte Rigsværn [[Schwarze Reichswehr]] og militært samarbejde med [[Sovjetunionen]] ([[Rapallotraktaten]]) for at opnå grundlæggende [[taktik|taktisk]] og [[teknik|teknisk]] viden. Indtil starten af [[1930'erne]] forblev omfanget og den militære værdi af disse tiltag, såvel personelt som materielt, forholdsvis ringe.<ref>Wohlfeil/Matuschka: ''Reichswehr und Republik.'' S.&nbsp;218ff.</ref>

I januar 1928 tiltrådte [[Wilhelm Groener|Groener]] posten som Reichswehrminister og hermed kom der mere dynamik i oprustningsanstrengelserne, da han var en mand med den fornødne politiske, militære og økonomiske kompetence. <ref>Som ingen anden forandrede Groener Reichswehr. Iflg. Hürter: ''Wilhelm Groener.'' S. 355ff.</ref> Med henblik på en yderligere udbygning af Reichswehr blev ”Zweite Rüstungsprogramm” færdiggjort i foråret [[1932]], og det dannede senere det indledende grundlag for oprustningen i det [[Tredje rige]]. Med et budget på 484 mio. RM skulle der skabes grundlag for en hær på 21 divisioner med udstyr, våben og ammunition og der skulle etableres lagre til seks ugers krig. Der blev for første gang afsat 110 mio. RM til Luftwaffe, som skulle bestå af i alt 150 fly.<ref>78 rekognosceringsfly, 54 jagere og 18 bombefly, se Mueller-Hillebrand: ''Das Heer 1933-1945.'' Band I, S.19f.</ref> Under indtryk af de vanskelige økonomiske forhold var det en langfristet plan, som dækkede perioden fra april 1933 til marts 1938. I november ændredes planen, hvorefter det var tanken, at der i foråret 1938 skulle være i alt 570.000 mand under våben.

Da der var tale om et maksimalt antal rustningstiltag, og da der derfor var tale om et stramt kalkuleret program, viste den sig yderst ømfindtlig overfor ændringerne i de økonomiske forhold som følge af [[Depressionen]], så Groener var tvunget til at bede om yderligere 1 mia. RM fordelt over fem år fra regeringen.<ref>Müller/Volkmann: ''Die Wehrmacht. Mythos und Realität.'' S. 81.</ref> Situationen vanskeliggjort af at nogle rustningsvirksomheder forlangte høje priser for ad denne vej at redde sig igennem krigen. Som følge af kravene i Versailles-traktaten var der kun få våbenfabrikker, og de havde derfor monopollignende forhold, som f.eks. Borsig eller Simson.<ref>[[Simson]] havde monopol på fremstilling af lette maskingeværer, jf. Wolf Gruner: ''Deutsches Reich 1933-1937.'' ISBN 3-486-58480-4, S. 372.</ref> Når man ser tilbage på rustningspolitikken i Weimar Republikken står det klart, at en langfristet og omfattende rustningsplanlægning ikke først opstod ved nazisternes magtovertagelse, men allerede blev grundlagt ved det første og andet rustningsprogram.<ref>Denne længe undervurderede konstatering, som f.eks. i: Hürter: ''Wilhelm Groener.'' S. 106 <br />Rüdiger vom Bruch og Brigitte Kaderas: „''Wissenschaften und Wissenschaftspolitik: Bestandsaufnahme zu Formationen, Brüchen und Kontinuitäten in Deutschland des 20. Jahrhunderts''.“ Franz-Steiner-Verlag 2002, ISBN 3-515-08111-9'', S.265</ref>

Med [[Adolf Hitler]]s magtovertagelse skete der en radikal ændring af militærpolitikken. Groeners retningslinje, som gik ud på at det udelukkende var de politiske synspunkter vedrørende opgaverne for et flersidigt sikkerhedssystem indenfor rammerne af Reichswehr, der skulle tilgodeses, blev hurtigt forladt til fordel for den tanke, som havde eksisteret siden Reichswehrs oprettelse, at militæret skulle have en fremtrædende stilling i samfundet. Et tegn på militærets nye stilling var det at den nye Reichwehrminister, general [[Werner von Blomberg]], blev taget i ed den [[30. januar]] inden resten af regeringen. Særligt sigende var Hitlers tiltrædelsestale overfor repræsentanter for Reichswehr den [[3. februar]] [[1933]], hvor han straks meddelte, at hans politik alene handlede om at genvinde den politiske magt, og at forudsætningen herfor var en opbygning af Wehrmacht.<ref>[http://www.ns-archiv.de/krieg/1933/03-02-1933.php Afskrift i NS-Archiv.de] af [[Liebmann-optegnelserne]]</ref> Oprustningen af Reichwehr, som Hitler betegnede som statens vigtigste indretning, fik højeste prioritet.

Et memorandum til Blomberg fra marts 1933 i anledning af [[Westerplatte-affæren]] betegnede den daværende militære situation som "håbløs". Hæren manglede mandskabsreserver, udstyr og frem for alt ammunition.<ref>Memorandummet blev udformet af chefen for hærens ledelse ([[Kurt von Hammerstein-Equord]]) og af chefen for troppekontoret ([[Wilhelm Adam]]). [[MGFA]]: Bind 1, S. 400.</ref>

Ganske vist kunne det påregnes, at de afsluttede forarbejder til den Anden rustningsplan snart ville give synlige resultater, men i marts 1933 var ingen af de mange tiltag i planen blevet gennemført. Krigsmarinen rådede ikke engang over de skibe, som det var berettiget til ifølge Versailles-traktaten. Indenfor de lette skibsklasser var grænsen næsten nået, men af de tilladte seks [[lommeslagskib]]e (eufemistisk kaldet ''Panzerschiffe''; ”panserskibe”"panserskibe") var kun tre i ordre og ingen var endnu færdiggjort. Det endnu ikke eksisterende Luftwaffe bestod af tre "reklameeskadriller", som kun var udrustet med et mindre antal civile maskiner. På daværende tidspunkt havde Reichwehr kun i ubetydelig grad overskredet personelrammerne i Versailles-traktaten.<ref>Alle tal fra MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 401f.</ref>

[[Den spanske borgerkrig]] [[1936]]-[[1939]] viste sig at være ideel til testningafprøvning af de nye våben, som de tyske fabrikker begyndte at producere i oprustningsårene. MangeLuftwaffe afprøvede nye teknikkertaktikker hos bombeflyene blev afprøvet afi [[Legion Condor]], som var en tysk ekspeditionsstyrke, der kæmpede mod den [[Den anden spanske republik|republikanske regering]] på spansk jord efter tilladelse fra Generalísimo[[General]]issimo [[Francisco Franco]]. Hitler insisterede dog på, at hans langsigtede hensigter med indblanding var fredsommelig, en strategi han kaldte "Blumenkrieg" (blomsterkrig).

Mod årets slutning ændrede de politiske rammer sig: udenrigspolitisk efter at den britiske og den franske regering havde affundet sig med Tysklands udtræden af Folkeforbundet, og indenrigspolitisk fordi Reichswehr kun kunne imødegå konkurrencen fra [[SA]] ved selv at vokse. Det langfristede planlægningsprogram fra 1932 forekom ikke længere Reichswehr tidssvarende, så i december 1933 besluttede man at udvide hæren til 300.000 mand. Programmet som den [[18. december]] [[1933]] blev underskrevet af chefen for troppekontoretgeneralstaben ([[Truppenamt]]), generalløjtnant [[Ludwig Beck]], gik ud på, at der frem til marts [[1938]] skulle opbygges en hær, som i fredstid var på 21 [[division]]er, og som ved mobilisering kunne blive til 63 divisioner.<ref>Deist: ''Militär, Staat und Gesellschaft.'' S.&nbsp;307.</ref>

I foråret [[1934]] pressede Hitler på for en hurtigere gennemførelse af decemberprogrammet, hvorved han lå på linje med Beck, som var af den opfattelse, at tyngdepunktet i opbygningen måtte ligge i de første to år, også hvis dette betød en oprustning i dybden frem for den af Hitler foretrukne oprustning i bredden.<ref group="A">En oprustning i dybden vil sige, at den enkelte enheds kampkraft og forsyningsgrad blev forøget, mens en oprustning i bredden betød, at der blev opstillet flere enheder af samme kampkraft.</ref> . På grund af det organisatoriske fundament fra det Andet rustningsprogram nåede Reichswehr uden større problemer op på 180.000 mand i foråret 1934

.<ref>MGFA: ''Das Zeitalter der Weltkriege.'' S. 262.</ref> De 21 divisioner bestod stort set kun af kadrer og havde langt fra opnået deres fulde personelle og materielle styrke, da udvidelsen af hæren fulgte et skema om, at hver division skulle opstille to nye divisioner. Således var der af de planlagte 189 infanteri[[bataljon]]er kun opstillet 109 og de to panserbataljoner havde kun 12 kampvogne. Hæren havde kun forsyninger til seks uger. Ved planspil regnede man fra den 3. krigsmåned med et fald i forsyningerne til få procent og den mulige krigsproduktion af ammunition udgjorde kun 50 %.<ref>MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 418.</ref>

Denne markante revision af decemberplanen fra 1933, hvor der allerede var regnet med en opstilling af en krigshær i foråret 1938, bliver udover en forsinket indførelse af værnepligten forklaret med konflikter indenfor hærens ledelse, hvor man var uenige om de næste skridt. <ref>Som hovedårsag angives den et år forsinkede værnepligt, som allerede var krævet i 1933, samt fraværet af de divisioner, som var opstillet på vestfronten. MGFA: Bind 1, S. 420.</ref> [[Ludwig Beck]] og [[Werner von Fritsch]] var fortalere for en langsommere og mere kontinuert opstilling af nye formationer. Chefen for Allgemeinen Heeresamtes, [[oberst]] [[Friedrich Fromm]], ønskede derimod straks at opstille disse 36 divisioner, hvor det efter hans mening kun kunne dreje sig om infanteridivisioner, hvortil så kom kavaleri- og panserdivisioner. General von Schwedler som chef for hærens personelkontor afviste til gengæld en udvidelse af hæren i 1936 med det argument at officerskorpset i 1933 havde bestået af 3.800 officerer, og at dette tal to år senere var vokset med 72 % til 6.553, hvilket uvægerligt ville betyde en forringelse af den militære kvalitet. For året 1941 regnede man med at mangle 13.150 officerer, hvilket først under normale omstændigheder ville være udlignet i 1950.<ref>Forhøjelse: se MGFA: Bind 1, S. 421 | Udfyldelse: se S. 433</ref> Som kompromis foreslog hærledelsen et delmål i form af et efterårsmål for 1935 på 24 divisioner. Væksten i personellet ville kunne opnås ved at overtage to tredjedele af det kasernerede Landespolizei.<ref>Det drejede sig om i alt 45.000 mand. Uddannelsen af de kasernerede kompagnier havde allerede fra efteråret 1933 haft militær karakter. se Rudolf Absolon: ''Die Wehrmacht im Dritten Reich. Aufbau, Gliederung, Recht und Verwaltung''. Bind III, Oldenbourg-Verlag 1975, ISBN 3-486-41567-0, S. 31ff.</ref> Det stod de ansvarlige klart, at denne personelle udvidelse i løbet af 2½ år betød en forringelse af kvaliteten, for den materielle udrustning kunne ikke holde trit med denne vækst. At man så bort fra betydningen af materiellet var tydeligt vedaf den kendsgerning, at man udarbejdelsen af planen ikke inddrog [[Heereswaffenamt]].<ref name=autogenerated1 />

I den korte tid hvor den samlede planlægning omaf udbygningen af hæren lå stille i 1936 indledtes diskussionen om ''forøgelse af hærens angrebskraft'' om de muligheder som de nye kampvognsenheder åbnede, hvilket også fik betydning for det endelige rustningsprogram. I generalstaben indså man muligheden for, at man med dette nye våben kunne gennemføre en yderst bevægelig kamp og dermed fik nye operationelle muligheder. Generalstabschef Beck foreslog derfor, at der udover de tre panserdivisioner skulle opbygges motoriserede infanteri[[regiment]]er og selvstændige panser[[brigade]]r, som alt efter situationen kunne samles til kampenheder. Hertil kom, at han ville styrke hærens angrebskraft ved motorisering af flere infanterienheder. Yderligere var han af den opfattelse, at hvert [[armékorps]] skulle udstyres med en panserbrigade.<ref group="A">En panserbrigade bestod af fire bataljoner. Med 12 planlagte armékorps drejede sig således om 48 panserbataljoner, som skulle lægges til de 12 i de tre bestående panserdivisioner. Det i bogen ''Die Wehrmacht. Mythos und Realität.'' nævnte tal på 10.000 kampvogne forekommer tvivlsomt. En bataljon bestod af ca. 50 kampvogne så tallet 3.000 er mere realistisk.</ref> Til programmet om forøgelse af hærens angrebskraft kan også medregnes udkastet fra hærens øverstkommanderende [[Werner von Fritsch|von Fritsch]], som ud fra et memorandum fra chefen for generalstabens operationsafdeling [[Erich von Manstein|von Manstein]], underskrev en forordning hvorefter hver infanteridivision skulle have

Således betød minimumsanskaffelsesordrerne, som industrien også efter højdepunktet af rustningen skulle effektuere, at der i fremtiden ville opstå uholdbare tilstande, hvilket bl.a. ses af, at fra [[1942]] ville disse poster udgøre mere end driften af hæren. De forrykte konsekvenser af minimumsanskaffelsen ville vise sig senest fra 1940, hvor man regnede med en årlig tilvækst i maskingeværer[[maskingevær]]er på 36.000, som der ikke ville være brug for.<ref>MGFA: Bind 1, S. 435.</ref>

Fra 1936 skete der løbende omdisponeringer og dermed en opbremsning af oprustningen da manglen på råstoffer blev til en prekær faktor. Således er det ikke noget tilfældet, at det er i denne periode at Hitlers fireårsplan blev til. Dette program til udnyttelse af alle hjemlige råstofkilder og udbygning af en industri til fremstilling af erstatningsprodukter - fortrinsvis [[syntetisk gummi]] og [[syntetisk benzin]] - uden hensyntagen til rentabiliteten og den dermed forbundne målsætning om at gøre erhvervslivet krigsdueligt, må ses i sammenhæng med hærens augustprogram. De økonomiske problemer blev imidlertid ikke løst herved. Således kunne allerede i 1937 kun halvdelen af hærens behov for [[kobber]] dækkes, hvilket fik hærens øverstbefalende til at meddele, at en betydelig del af den ammunition, som skulle produceres i 1939 ville blive udleveret uden O-ringe og tændsats.<ref>Meddelelse fra den øverstkommanderende til rigskansleren i: MGFA: Bind 1, S. 445</ref> Udover knaphed på metaller var der også mangel på råstål fra 1937, hvilket førte til rationering af jern og [[stål]]. Således kunne der i dette år i stedet for det af hæren krævede 750.000 ton stål månedligt kun leveres 300.000 ton.<ref Name="Mueller">Mueller-Hillebrand: ''Das Heer 1933-1945.'' Bind I, S.37(a), S.20(b), S.70(c), S.128(d), S.126(e)</ref> En yderligere skarp kamp om fordelingen opstod efter Hitlers ordre til [[Organisation Todt]] om at udbygge [[Siegfried-linjen]] uden hensyntagen til den økonomiske situation. Knapheden på stål førte i december 1938 til at Reichswirtschaftsministeren indførte et stop for alle ordrer på stålbarrer og –plader til industrien, hvorved der opstod graverende forsinkelser på leveringerne af våben, udstyr og ammunition. Heeresamt og generalstaben tog herefter konsekvensen og meddelte, at størstedelen af krigshæren først kunne færdigopstilles den [[1. april]] [[1941]], og at de ønskede ammunitionsbeholdninger først ville kunne nås den [[1. april]] [[1942]]. Hitler havde imidlertid ikke blikket rettet mod lageropbygning og krævede et endnu højere tempo i oprustningen, hvilket i april 1939 fik hærledelsen til at meddele, at 34 infanteridivisioner så godt som ingen våben og udrustning havde, og at reservehæren kun havde 10 % af de nødvendige geværer og maskingeværer, samt at det samlede ammunitionsforråd var faldet til 15 dages kamp.<ref>MGFA: Band 1, Verzögerung: S. 446; Ausstattungsmisere: S.&nbsp;447</ref> Den gennemførte oprustning i bredden tillod således ikke fremstillingopbygning af lagre, så den ønskede etablering af reservemateriel kunne ikke gennemføres.

Ligesom i hæren tog oprustningen af flåden sit udgangspunkt i det Andet rustningsprogram, hvorved der også her fra 1933 først blev anvendt midler på infrastruktur, såsom udbygning af kystforsvarsanlæggene, havne, værfter og egne våbenvirksomheder. I 1933 var der ingen klar målsætning for udbygningen af flåden, fordi man ville afvente resultatet af [[Nedrustningskonferencen i Geneve]] og fordi Hitler i starten var en hård modstander af en maritimt rettet tysk politik og en forceret udbygning af flåden, da han derved ønskede at nå til en forståelse med Storbritannien. Ved en første samtale i foråret 1933 med flådechefen [[Erich Raeder]] gentog Hitler sine politiske retningslinjer: ''"aldrig mere kæmpe mod England."''<ref>Salewski: ''Die Deutschen und die See.'' Teil 2, S.137</ref> Dog lod det til at Raeder havde overbevist rigskansleren om nytten af flåden i forbindelse med magt- og forbundspolitik, for Hitler ændrede senere mening og var ikke længere modstander af en oprustning til søs.<ref name="Dülffer" /> Marinens indledende krigsspil blev gennemført med tanke på ikke blot at forhindre Frankrig i at trænge ind i [[Østersøen]], men også at afskære landet var sine søveje gennem en aktiv søkrigsførsel i [[Atlanten]]. Derfor var det allerede under de to rustningsprogrammer i Reichswehr flådens plan at opnå paritet med Frankrig.<ref>Salewski: ''Die Deutschen und die See.'' S.134</ref>

I begyndelsen af 1934 blev ordrerneafgivet ordrer på lommeslagskibene ''D'' og ''E'' med forhøjet tonnage (senere ''[[Gneisenau]]'' og ''[[Scharnhorst]]'') samt fire destroyere afgivet. Efter at haveTyskland havde forladt nedrustningskonferencen, tog flådens ledelse heller ikke længere hensyn til Versailles-traktatens begrænsninger, hvilket førte til en ny skibsbygningsplan i marts.

I den efterfølgende tid kom det til alvorlige stridigheder indenfor flådens ledelse, men også mellem denne, udenrigsministeriet og Hitler over detaljerne i skibsbygningsplanerne og den politiske målsætning, så det endte med at dette program frem til krigsudbruddet langt fra kunne realiseres. Især et så langfristet rustningsprogram, som bygningen af skibe, viste sig følsomt overfor kortfristede ændringer i planerne. I januar [[1935]] understregede Hitler, at på grund af det forventede udenrigspolitiske tryk på grund af folkeafstemningen i [[Saar]] skulle tempoet i oprustningen sættes i vejret, hvilket fik flådens ledelse til at bestille yderligere fem destroyere og fremskynde byggestarten på ''Flugzeugträger A'' (senere ''Graf Zeppelin'') til den [[1. april]] [[1935]], selv om der endnu ikke var truffet beslutning om de vigtigste dimensioner på dette skib.<ref name="Dülffer" /> Denne forhastede plan lod sig ikke gennemføre og først den 16. november blev ''Flugzeugträger A'' og søsterskibet ''Flugzeugträger B'' sat i ordre; men i den sidste ende blev ingen af de to skibe færdiggjort. Den tysk-britiske flådeaftale, som blev underskrevet den [[18. juni]], og som flådeledelsen under alle omstændigheder blot betragtede som foreløbig, betød ikke noget tab for flåden, da den nu i stedet for de nuværende 144.000 ton nu kunne udvides til 520.000 ton, hvilket dog ikke kunne udnyttes, da værftskapaciteten allerede var fuldt udnyttet, hvilket medførte at yderligere ordrer ikke kunne modtages af værfterne.<ref>MGFA: [[DRZW]], Band 1, S. 458</ref>

I blev der bandlysningen af en tysk-britisk konfrontation endeligt brudt, hvorefter operationsafdelingen i flådens ledelse udformede et memorandum om mulighederne for at føre krig til søs mod Storbritannien, hvoraf det fremgik, at flåden ikke kunne bryde den forventede britiske blokade, og at det eneste mål for krigsførelsen til søs kunne bestå i en vedvarende chikane af den oversøiske britiske handel ved hjælp af langtrækkende lommeslagskibe og massiv anvendelse af ubåde. Fremtiden for de af Hitler foretrukne slagskibe blev kun behandlet i forsigtige vendinger i dokumentet, og i den efterfølgende drøftelse viste der sig den paradoksale situation, at stabschefen måtte slå fast, ''at man ganske vist havde brug for denne skibstype, men at man ikke kunne komme til klarhed over hvad den præcis skulle bruges til''.<ref Name="Salewski" /> Dette memorandum blev dog kun tildelt marginal betydning, og man udviklede efter flere gennemarbejdninger af planen et utopisk program, som bl.a. under navnet [[Z-planen]] skulle opnå en tvivlsom berømthed. Planen omfattede i sin endelige udformning i alt 10 slagskibe[[slagskib]]e, 4 hangarskibe[[hangarskib]]e, 15 lommeslagskibe[[lommeslagskib]]e, 5 svære, 22 lette og 22 opklaringskrydsereopklarings[[krydser]]e<!--Spähkreuzer, mellem krydser og destroyer-->, 68 destroyere[[destroyer]]e og 249 ubåde.<ref>I Z-planen er medtaget de allerede planlagte og til rådighed stående skibe. Den oprindelige plan omfattede endda 8 hangarskibe. Se Robert Bohn: ''Neutralität und totalitäre Aggression.'' Franz Steiner Verlag 1991, ISBN 3-515-05887-7, S 60</ref> Programmet skulle være afsluttet i [[1948]], og slagskibene og hangarskibene med deres ekstremt lange byggetid blev i første omgang skubbet i baggrunden. Samtidig lod flådechefen det ikke blive ved denne eventyrlige vision, men foreslog udover en kraftig hjemmeflåde også etableringen af en flåde i udlandet, der skulle bestå af fire kampgrupper med hver en slagskrydser, svære krydsere og hangarskibe samt destroyere, ubåde og forsyningsskibe, og skulle kunne operere selvstændigt på verdenshavene.<ref>MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 468</ref> Ligesom ved hæren afslørede denne verdensfjerne plan flådeledelsens manglende forståelse for økonomien, for selv ved en stort set umulig færdiggørelse af planen ville man ikke have opnået paritet med de indtil da byggede allierede flåder. Da Raeder forelagde Z-planen for Hitler den [[17. januar]] [[1939]] lykkedes det ham ikke at få gennemført en prioritering af bygningen af lommeslagskibe, da Hitler gav forrang til bygningen af de seks slagskibe af H-klassen, og gav ordre til at de skulle være færdige i [[1944]].<ref name="Salewski" /> Således blev der den 14. april afgivet ordrer på slagskibene "H" og "J" og den [[25. maj]] [[1939]] på slagskibene "K", "L", "M" og "N". Ganske vist afspejlede det nu igangsatte slagskibsbyggeri ikke planerne for en krig til søs mod Storbritannien, men flåden var slået ind på den farlige vej til at blive en verdensmagt.

Det tidligste memorandum om de grundlæggende spørgsmål indenfor luftkrigsførelsen varhed "Die deutsche Luftflotte" og blev udarbejdet af direktøren for [[Lufthansa]], Dr. Robert Knauss, somog det blev i maj 1933 blev forelagt viceministeren i Reichluftfartministerium. Knauss gik ud fra, at Tysklands stormagtsstilling kun kunne etableres ved en øjeblikkelig opbygning af en flåde af bombefly og hævdede, at bygningen af to panserkrydsere under de nuværende magtforhold ikke ville ændre noget, men at man for de samme penge kunne bygge 400 bombefly, hvilket ville udgøre et vældigt afskrækningsmiddel (oprindelig overfor Frankrig og Polen).<ref>Luftflåden skulle bestå af 400 bombefly med en rækkevidde på 800 km og en bombelast på mindst 2 ton. og 10 rekognosceringseskadriller se MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S.475f.</ref> Trods den af Milch udtalte enighed med memorandummet blev teorierne kunne uvelkomment medtaget i det første officielle program for oprustning i luften fra juni 1933, som indtil efteråret 1935 forudså opstilling af 600 kampfly i 51 eskadriller.<ref name="Homze"/> Tyngdepunktet lå ganske vist entydigt i den planlagte opstilling af 27 bombeeskadriller, men alligevel bestod bomberflåden hverken af de af Knauss ønskede flytyper, og ligeledes blev den ønskede størrelsesorden nået, for i stedet for de af ham forlangte 400 bombefly skulle kun 250 være klar til indsats i efteråret 1935. Et tidligere formuleret program med i alt 1.000 fly i året 1934, blev anset for urealistisk, da det oversteg produktionskapaciteten.<ref Name="Homze">Edward L. Homze: ''Arming the Luftwaffe. The Reich Air Ministry and the German Aircraft Industry 1919 - 1939.'' Nebraska Press 1976, ISBN 0-8032-0872-3, S.74f.(a og b), S.78 u. 184(c), S.222ff.(d), S.145(e).</ref>

Også rationaliseringerne blev gennemført på initiativ fra luftfartsministeriet. Således meddelte man virksomheden [[Junkers]], at man i året 1934 regnede med at ville bestille 179 fly af typen [[Ju 52]]. Efter at man i 1932 kun havde fremstillet 18 fly af denne type, udviklede man samlebåndsmetoder for at opnå den nødvendige produktionsstigning, hvorved Junkers styrede underleverandører, som fremstillede dele, og kun gennemførte slutmontagen i hovedfabrikken i Dessau.

Göring erkendte mistroisk sine overordnede officerers succes, men da Wevers døde den [[3. juni]] [[1936]] indledtes en ny æra i Luftwaffe. Göring blandede sig herefter mere i sagerne og begyndte at spille de tre øverste Luftwaffe-officerer ud imod hinanden. Som efterfølger for Wevers udpegede han generalløjtnant [[Albert Kesselring|Kesselring]], der som chef for Luftwaffes forvaltningskontor var ekspert i organisationsspørgsmål, men i den nye post som chef for generalstaben (indtil [[2. juni]] [[1937]] Luftkommandoamt), var han ikke noget heldigt valg. Samtidig blev generalstaben nu direkte underlagt Göring.<ref>Guido Knopp, Friederike Dreykluft: ''Hitlers Krieger''. Goldmann, München 2000, ISBN 3-442-15045-0, S.337</ref> Dermed blev Milchs opgave som stedfortrædende øverstkommanderende for Luftwaffe i det daglige arbejde i praksis afsluttet, da han herefter kun tog over fra Göring i faktiske nødstilfælde.

Efter den af Hitler som nederlag opfattede [[München-konferencen|Münchenkonference]] bekendtgjorde Göring den [[14. oktober]] [[1938]], at i betragtning af de internationale spændinger skulle der gennemføres et enormt oprustningsprogram, der skulle føre til en femdobling af Luftwaffes størrelse. I denne sammenhæng talte han om en generalmobilisering af de økonomiske ressourcer, uden at komme ind på, hvorledes dette mere præcist skulle foregå. Efter denne proklamation fremlagde Luftwaffes generalstab i slutningen af oktober et "Koncentreret luftoprustningsprogram", som omfattede forøgelsen af flystyrkerne til 20.000 fly frem til foråret 1942 med følgende fordeling:<ref name="Völker"/>