Forskel mellem versioner af "Cromwells erobring af Irland"

m
Typo fixing, Replaced: istedet → i stedet (3),
m (Bot: Kosmetiske ændringer)
m (Typo fixing, Replaced: istedet → i stedet (3),)
 
I 1649 landede Cromwell og hans nydannede hær i Irland på et mandat fra det engelske parlament. Siden den [[irske opstand]] i 1641 havde Irland langt hen ad vejen været under ledelse af de forenede katolikker, der i 1649 havde underskrevet en aftale med [[det royalistiske parti]], der kort efter led nederlag i [[den engelske borgerkrig]]. Cromwells tropper besejrede de forenede katolikker samt de royalistiske tropper og besatte landet - som altså i sidste ende skulle gøre en ende på den irske forbundskrig. Cromwell gennemtrumfede en række af hårde straffelove mod katolikker der betød en næsten total konfiskation af al katolsk jord. Den parlamentariske generobring var ekstrem brutal og de fleste eksperter påstår at der foregik krigsforbrydelser og nogle endda folkedrab under generobringen. Cromwell er stadig en meget hadet person i Irland. Det er for nylig blevet påstået af en historiker at Cromwells militærstrategi lå inden for de rammer krig forgik indenfor i 1600-tallet, og at hans grusomhed er blevet blæst op til de overdrevne proportioner de har fået i dag af senere propagandister<ref>For example Philip McKeiver in his, 2007, ''A New History of Cromwell's Irish Campaign'' ISBN 978-0-9554663-0-4 and Tom Reilly, 1999, ''Cromwell: An Honourable Enemy'' ISBN 0-86322-250-1</ref>, disse påstande er dog ikke accepteret bredt blandt historikere.<ref>History Ireland, review of "Cromwell: An Honourable Enemy" [http://www.historyireland.com/resources/reviews/review1.html History Ireland]</ref>. Det parlamentariske felttog anslås at have kostet 15-20% af den irske befolkning enten i form af døden eller eksil<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p112</ref>.
 
 
== Forudsætninger ==
== Slaget ved Rathmine og Cromwells landgang i Irland ==
 
I slutningen af perioden, som kaldes det Irske Forbund, i 1649 var Dublin den eneste parlamentariske forpost i Irland under oberst Michael Jones kommando. Ved Rathmines syd for Dublin samledes en styrke bestående af såvel royalistiske samt tropper fra det irske forbund under ledelse af James Butler, 1.hertug af Ormonde, styrken havde i sinde at erobre Dublin for at fratage parlamentaristerne den havn de havde planlagt at lave deres landgang via. Men styrken blev imidlertid udsat for et overraskelsesangreb fra Jones 2.august, der bragte dem på flugt. Jones hævdede at have dræbt 4000 soldater og tilfangetaget 2517.<ref>McKeiver, A New History of Cromwell's Irish Campaign, page.59</ref> Oliver Cromwell kaldte slaget, "et forbavsende guddommeligt lykketræf der er så fantastisk og belejligt som vi kun kunne have drømt om",<ref>Antonia Fraser, Cromwell, our Chief of Men (1973), p. 324</ref> hvilket betød at han havde en sikker havn at landsætte sin styrke via og at han kunne bibeholde hovedstaden. Mens admiral Robert Blake blokerede den resterende del af den royale flåde under ledelse af Ruprecht Pfalzgreve af Rhinen ved Kinsale, kunne Cromwell gå i land i Irland 15.august med 35 skibe fyldt med tropper og udstyr. To dage senere gik Henry Ireton i land med yderligere 77 skibe.<ref>Fraser, Cromwell our Chief of Men, p.326</ref>
 
Ormondes tropper trak sig i forvirring tilbage fra området fra Dublin. De var stærkt demoraliseret efter nederlaget ved Rathmines og var ude af stand til at kæmpe et organiseret slag på kort sigt. Ormonde håbede nu på at være i stand til at bibevare de befæstede byer på østkysten det ville kunne standse Cromwells fremdrift for vinteren da han ville komme til at mangle forsyninger, og dermed kunne Ormonde håbe på at sygdom og epidemi kunne skabe uorden i Cromwells hær.<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p.113</ref>
 
[[Fil:kilkenny castle.jpg|250px|thumb|Kilkenny Castle. Det Irske Forbunds hovedstad Kilkenny overgav sig til Cromwell i 1650]]
 
 
''Større artikler [[Plyndringen af Wexford]], [[Belejringen af Waterford]]''
== Sammenbruddet for den royalistiske alliance ==
 
I Maj 1650 afviste [[Charles II]] sin faders alliance med det Irske Forbund og indgik istedeti stedet en alliance med de skotske Covenanter (se [[Bredaaftalen 1650]]). Ormondes muligheder for at gennemføre en sejr blev her totalt undermineret. Herefter offentliggjorde Cromwell meget nådige overgivelsesbetingelser til protestantiske royalister i Irland, og mange skiftede side til parlamentaristerne efterfølgende. Den tilbageværende modstand mod Cromwell bestod efterfølgende kun af irske katolikker og et par få besluttede engelske royalister. Herefter havde mange irske katolikker samt deres præster og bisper svært ved at forstå hvorfor de skulle kæmpe under Ormonde når ikke engang hans konge ville kendes ved ham. I maj 1650 overlod Cromwell føringen med tropperne til [[Henry Ireton]] for selv at tage hjem og udkæmpe den tredje fase af den engelske borgerkrig.
 
 
== Scarrifholis og ødelæggelsen af Ulsterhæren ==
[[Fil:John Castle Limerick-seabhcan.jpg|thumb|[[Kong John's Slot (Limerick)|Kong John's Slot]] og Thomond Broen, Limerick by. Ireton erobrede Limerick i 1651 efter en lang belejring]]
 
Parlamentaristerne krydsede Shannon og entrede den vestlige Connaghtprovins i oktober 1650, efter at de havde omdirigeret en irsk styrke i [[Slaget ved Meelick Island]]. Tilliden til Ormonde var blevet svækket efter den konstante strøm af militære nederlag hos såvel de irske som parlamentaristiske tropper, specielt hos folkene fra det irske forbund. I december 1650 flygtede han til [[Frankrig]] og tjansen som hærfører blev overtaget af Ulick Burke of Clanricarde. De irske og royalistiske tropper var blevet trængt inde i det vestlige Irland og satte deres sidste lid til at man ville være i stand til at holde de stærkt befæstede byer [[Galway]] og [[Limerick]]. Disse byer havde fået opført enorme, og for datiden moderne, forsvarsanlæg der ikke kunne erobres med ligetil stormangreb som det var tilfælde med Drogheda og Wexford. Ireton belejrede Limerick, mens Coote omringede Galway, men de var ude af stand til at indtage dem og istedeti stedet indledte de en blokade der fremtvang overgivelse grundet sult og sygdom. Et irsk forsøg på at afhjælpe Limerick blev slået tilbage i [[Slaget ved Knocknaclashy]]. Limerick blev erobret i 1651 og Galway året efter. Sygdom tog livet af uvilkårligt mange og Ireton døde sammen med tusindvis af soldater uden for Limerick i 1651<ref>Micheal O Siochru, God's Executioner, Oliver Cromwell and Conquest of Ireland, p.187</ref>.
 
== Guerillakrig, hungersnød og pest ==
Alle der havde været impliceret i opstanden i 1641 blev henrettet. De der havde taget del i [[Det Irske Forbund]] fik frataget deres land og solgt som slaver til Vestindien. Selv de katolske jordejere der ikke havde deltaget i krigen mistede deres jord, men var dog berettiget til at kræve det igen i den ufrugtbare provins Connacht som kompensation. Derudover var det ikke tilladt for katolikker fremover at bo i byer. De irske soldater der havde kæmpet i det irske forbunds hær forlod landet for at kæmpe i fremmede hære, i specielt Frankrig og Spanien - William Pette anslår det tal til at være 54.000. Katolicisme blev forbudt og der blev udlovet dusører på fundne katolske præster der blev henrettet når de blev fundet.
 
Det langvarige Parlament havde vedtaget Adventurers Act i 1642 der sagde at kreditorer kunne indkræve deres gæld ved at få tildelt land i Irland. Derudover fik parlamentaristiske soldater der havde kæmpet i Irland tildelt et stykke jord istedeti stedet for deres løn, som Commonwealth var ude af stand til at betale. Resultatet heraf blev at tusindvis af soldater fra Cromwells nydannede hær bosatte sig i Irland. Endelig styrkede de protestanter der boede i Irland før krigen deres besiddelse kraftigt (Se også [[Irlands bosættelse]]). Før krigene havde irske katolikker ejet 60% af jorden, efter genindsættelse af Stuartdynastiet i 1660, hvor der var blevet givet en vis kompensation til katolikkerne, ejede de blot 20%. I Commonwealt-tiden var den katolske ejerskabsandel sunket til 8%. Selv efter Stuarternes tilbagevenden i 1660 forblev katolikker forment adgang til statslige jobs, men dog ikke fra at sidde i det irske parlament<ref>Lenihan, p. 111</ref>.
 
== Historisk debat ==
 
På langt sigt fik Cromwells felttog den betydning at den britiske kolonisering af Irland blev fuldbragt. Den indfødte katolske godsejer var blevet erstattet af protestantiske bosættere med en britisk identitet. Cromwell havde dog også plantet en bitterhed som skulle blive en af den irske nationalismes vigtigste kilder fremefter. Efter at Stuartdynastiet var blevet genetableret i 1660, tilbagegav [[Charles II]] omkring en tredjedel af det land og gods Cromwell havde frataget indfødte irere, men han var afhængig af engelske parlamentarister for at styre og derfor kunne det ikke blive mere. En generation senere støttede irske katolikker [[James II]] i deres forsøg på at tilbageerobre deres jord under de [[Vilhelminske Irlandskrige]] fra 1688-91. Men de tabte på ny og mange mistede hvad der var blevet givet tilbage i 1660. Resultatet blev at irske og engelske katolikker ikke havde politiske og borgerrettigheder før 1829 og ikke ret til at tilbagekøbe jord før 1778-93.
 
 
== Se også ==
*[[Krigen i de tre kongeriger]]
*[[Irske Forbundskrige]]
 
 
== Noter & kilder ==
{{Reflist}}
 
 
== Henvisninger ==
*Reilly, Tom. ''Cromwell, an Honourable Enemy'', Dingle 1999, ISBN 0-86322-250-1
*Scott-Wheeler, James, ''Cromwell in Ireland'', Dublin 1999, ISBN 978-0-7171-2884-6
 
 
 
== Yderligere læsning ==
*Plant, David. [http://www.british-civil-wars.co.uk/military/1649-52-cromwell-ireland.htm Cromwell in Ireland: 1649-52], [http://www.british-civil-wars.co.uk British Civil Wars], Retrieved 22-09-2008
*Stradling, R.A. ''The Spanish monarchy and Irish mercenaries'', Irish Academic Press, Dublin 1994.
{{Link GA|es}}
 
[[Kategori:Storbritanniens historie]]
[[Kategori:Irlands historie]]
 
{{Link GA|es}}
[[de:Rückeroberung Irlands]]
[[en:Cromwellian conquest of Ireland]]
25.418

redigeringer