Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 11:
Med ankomsten til Norge i marts [[1804]] begyndte et nyt afsnit af prinsens liv. Fra første færd af viste han sig her som den strenge, pligtopfyldende mand, der i alle tjenesteforhold stod for sine underordnede som det vækkende eksempel. Allerede på sin første inspektionsrejse, der gik gennem distrikterne på Skagerraks vestside, vidste han ved sine militære indsigter og det alvor, hvormed han tog tjenesten, at skaffe sig den største agtelse; men han vandt tillige ved sin venlige fremtræden alle hjerter. Ligefrem i sit væsen, tarvelig i sine vaner havde han aldrig store fordringer, og han søgte bestandig at undgå alt, der kunde minde om hans fyrstelige stilling. I tjenesten var han til det yderste streng, uden for denne godmodig og omgængelig. I de talrige, dels officielle, dels private, festligheder, der anstilledes for ham efter hans ankomst til Norge, optrådte han med en høj grad af takt, og uagtet hans sprog altid mindede om, at hans dannelse og opdragelse var tysk, fandt man i Norge, at han vidste at udtrykke sig med held, og at navnlig hans skåltaler ved de muntre selskabsborde vare træffende og passende. Dette var en evne, hvorpå der på den tid i Norge sattes stor pris, og som man derfor også gerne så hos en mand i prinsens fremtrædende stilling. Overalt var han afholdt, og navnlig trådte han i et nært forhold til mange af sine underordnede officerer. Hans stilling var en sådan, som han kunde fylde helt ud, og hvortil hans personlighed og hans evner passede.
 
Men han kaldtes snart til andre hverv, i det han under [[24. august]] [[1807]] udnævntes til præsident i den samme dag oprettede interimistiske regeringskommission for Norge. Kommissionens oprettelse var den umiddelbare og nødvendige følge af [[Københavns bombardement 1807|englændernes overfald på København]]; med flådens bortførelse og krigens udbrud blev ligeledes dens fortsatte beståen en nødvendighed. Som kommanderende general og denne kommissions præsident fik prinsen en dobbelt opgave, i det han på samme tid skulle lede krigsførelsen og Norges civile administration. Tillige stilledes der nu ofte krav til hans statsmandsdygtighed, hvor det gjaldt om at handle på egen hånd, når han uden at kunne indhente ordrer om sine forholdsregler fra regeringen i København alligevel måtte fatte beslutninger, hvorved både Norges særegne tarv skulde rammes og monarkiets fælles interesser lige fuldt varetages. Prinsens interesser havde indtil dette øjeblik hovedsagelig været militære, og der vides intet om, at de i større udstrækning havde gået ind på den civile administrations og politikkens områder. Til statsmand var han ikke opdragen, og der foreligger heller ikke noget, som tyder på, at han har været i besiddelse af et skarpt politisk blik. Men han var den samvittighedsfulde arbejder, der ikke forsømte noget, så længe han kunde holde sit hoved oppe, og med den største omhyggelighed satte han sig ind i alt, hvad der vedkom hans stilling. Dette var imidlertid, hvor meget det end gjorde ham ære, dog ikke tilstrækkeligt af de egenskaber, for hvilke han nu skulde have behov; navnlig manglede han bestemthed og evne til at hævde sin personlige uafhængighed, ligesom han ved sin tilbøjelighed til at imødekomme alle lettelig forlededes til at give for tidlige løfter og derved binde sin egen handlemåde. Men over den store mængde øvede han en betydelig personlig indflydelse, og navnlig var det mærkværdigt, hvor hurtig han vandt de norske soldater. Han vandt en magt over hæren, der kan betegnes som noget aldeles enestående, og deri ligger forklaringen af den vægt, der under de påfølgende begivenheder lagdes på hans person. Christian August Og den nationale norske hær, hvis tilbedte fører og ideal han var, voksede næsten sammen i den almindelige bevidsthed, og derigennem blev han på et vigtigt tidspunkt den, om hvem alle beregninger måtte dreje sig.
 
== [[Den dansk-svenske krig 1808-1809]] ==