Perspektivisk konstruktion: Forskelle mellem versioner

*En ''grundlinie'', der betegner den vandrette linielinje, der fremkommer på billedplanen, hvor grundplanen skærer billedplanen.

*En ''horisontlinie'', der betegner den vandrette linielinje, der fremkommer på billedplanen, hvor horisont planen skærer billedplanen.

For alle tre metoder gælder, at ethvert punkts billedhøjde kan findes ved at projicere højden<ref>over grundplanen</ref> i sandt mål ud mod et ''fjernpunkt'' på horisontlinien, der er dannet ved, at en<ref>vilkårlig</ref> linielinje, der går igennem punktets projektion på grundplanen skærer både horisontlinien og grundlinien. Højden på billedet findes da ved, at man går lodret op fra punktet på grundlinien i en afstand svarende til højden i sandt mål og derfra trækker en linielinje ud til det tilvarende fjernpunkt. Man tegner derpå en lodret linielinje fra motivets billedmæssige projektion på grundplanen, og der hvor denne linielinje skærer den føromtalte sigtelinie mod horisonten, ligger det søgte billedpunkt.

Denne teknik vedrører X-perspektiv, altså med 2 forsvindingspunkter på horisontet, der afbilder fjernpunkterne for to på hinanden vinkelstående retninger. Motivet er i dette tilfælde anbragt skævt i forhold til grundlinien. Dybderne findes her ved at hvert af motivets punkter projiceres ud på billedplanen til skæring med grundlinien følgende disse to retninger. De punkter, der herved findes forbindes parvis med hvert at de respektive fjernpunkter, og der hvor disse to linierlinjer skærer hinanden ligger det søgte billedpunkt.

Ved tenne teknik, der kan minde om frontperspektiven, benyttes kun ét fjernpunkt til konstruktionen kombineret med et eller flere målepunkter. Derved reduceres behovet for en stor arbejdsflade, men til gengæld er metoden temmeligt arbejdskrævende, idet dobbelt så mange punkters beliggenhed skal konstrueres set i forhold til frontperspektiven og kontorperspektiv-metoden, idet man her ikke i samme grad kan benytte sig af, at punkter ligger på linielinje (i forhold til den retning, hvis fjernpunkt man ikke benytter). Er der tale om en kompliceret konstruktion med mange detaljer, er det en god idé at arbejde med en såkaldt ''kælderplan'' placeret lodret under den rigtige. Derved opnår man bedre skæringer mellem de krydsende linierlinjer, og tegningen brænder ikke så let sammen i et virvar af konstruktionsstreger.

Perspetivisk eksakte konstruktioner med styrtende linierlinjer i lodret retning (til brug for fugleperspektiver eller frøperspektiver) er yderst arbejdskrævende, og det vil føre for vidt her, at beskrive disse detaljeret. Grundprincipperne er dog de samme som for de øvriges vedkommende: Først fremstilles en perspektivisk grundplan. Dernæst rejes grundplanen op, så den plastiske effekt fremstår.