Homiletik: Forskelle mellem versioner

556 bytes fjernet ,  for 12 år siden
(Opretter fra Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 11, s. 695 --- den del af den praktiske teologi, som handler om kunsten at prædike ...)
 
'''Homiletik''' (af [[græsk|gr.]] ''όμιλητική τέχνη'', "kunsten at samordne") er benævnelsen på den del af den [[Praktisk teologi|praktiske teologi]], som handler om kunsten at [[Prædiken|prædike]]; den meddeler i videnskabelig systematisk form de anvisninger og regler, som må følges, for at en prædiken kan blive så fuldkommen som muligt, men i øvrigt er det stof, som behandles deri, ret forskelligartet.
er benævnelsen på den del af
den [[Praktisk teologi|praktiske teologi]], som handler om kunsten
at [[Prædiken|prædike]]; den meddeler i videnskabelig
systematisk form de anvisninger og regler, som
må følges, for at en prædiken kan blive så
fuldkommen som muligt, men i øvrigt er det
stof, som behandles deri, ret forskelligartet.
 
En fremstilling af homiletikken må således indeholde en redegørelse for en prædikens forhold til
den [[bibel]]ske tekst, drøfte, hvorvidt en sådan er nødvendig eller ønskelig, og i bekræftende fald om man da bør foretrække faste [[perikope]]rækker eller frit valgte tekststykker; den moderne [[Bibelkritik|kritiske bibelforskning]] foranlediger spørgsmålet om, i hvilket omfang historisk-teologiske oplysninger hører hjemme på [[prædikestol]]en, og en nærmere bestemmelse af forskellen mellem opbyggelig og historisk udlægning.
en redegørelse for en prædikens forhold til
den [[bibel]]ske tekst, drøfte, hvorvidt en sådan er
nødvendig eller ønskelig, og i bekræftende fald
om man da bør foretrække faste
[[perikope]]rækker eller frit valgte tekststykker; den moderne
[[Bibelkritik|kritiske bibelforskning]] foranlediger
spørgsmålet om, i hvilket omfang historisk-teologiske
oplysninger hører hjemme på [[prædikestol]]en, og en
nærmere bestemmelse af forskellen mellem
opbyggelig og historisk udlægning.
 
Endvidere behandler homiletikken de krav, som [[kirkeåret]]s forskellige søn- og [[Officielle danske helligdage|helligdage]] stiller til [[forkyndelse]]n, forholdet mellem det [[Dogmatik|dogmatiske]] og det [[Etik|etiske]] element deri, mellem læreprædiken, opbyggelsesprædiken og vækkelsesprædiken etc. En betydelig plads indtager også afsnittet om
forkyndelsens rent formale side, altså spørgsmål om den bedste leddeling (disposition) af
søn- og [[Officielle danske helligdage|helligdage]] stiller til [[forkyndelse]]n,
stoffet, bestemmelse af tema og udformning af indledning og slutning, hvortil i reglen
forholdet mellem det [[Dogmatik|dogmatiske]] og det [[Etik|etiske]]
kommer et kapitel om betydning af de oratoriske virkemidler, som foredragets vellyd og [[Æstetik|æstetiske]] udtryksform, anvendelse af billeder i talen, [[patos]], gestus etc. Endelig finder man i de fleste homiletikker en redegørelse for de rent personlige
element deri, mellem læreprædiken,
forudsætninger, som må være til stede hos prædikanten, og de nuanceringer i forkyndelsen,
opbyggelsesprædiken og vækkelsesprædiken etc. En
som tilhørerkredsens forskellige beskaffenhed kan medføre.
betydelig plads indtager også afsnittet om
forkyndelsens rent formale side, altså
spørgsmål om den bedste leddeling (disposition) af
stoffet, bestemmelse af tema og udformning af
indledning og slutning, hvortil i reglen
kommer et kapitel om betydning af de oratoriske
virkemidler, som foredragets vellyd og [[Æstetik|æstetiske]]
udtryksform, anvendelse af billeder i talen,
[[patos]], gestus etc. Endelig finder man i de
fleste homiletikker en redegørelse for de rent personlige
forudsætninger, som må være til stede hos
prædikanten, og de nuanceringer i forkyndelsen,
som tilhørerkredsens forskellige beskaffenhed
kan medføre.
 
Allerede hos [[Kirkefader|kirkefædrene]] foreligger enkelte homiletiske anvisninger rundt
omkring i deres skrifter, især i 4. bog af [[Augustin]] ''De doctrina christiana''; men først i 16. og 17. århundrede udformedes disse til en egentlig videnskab; størst betydning i denne henseende fik Marburger-teologen Andreas Gerhard Hyperius’ ''''De formandis concionibus sacris'' (1553), og i senere tid har navnlig [[Schleiermacher]]s tanker øvet stor indflydelse (''Kurze Darstellung des theologischen Studiums'', 1811).
foreligger enkelte homiletiske anvisninger rundt
omkring i deres skrifter, især i 4. bog af [[Augustin]]
''De doctrina christiana''; men først i 16. og 17. århundrede
udformedes disse til en egentlig videnskab;
størst betydning i denne henseende fik
Marburger-teologen Andreas Gerhard Hyperius’
''''De formandis concionibus sacris'' (1553), og i nyere
tid har navnlig [[Schleiermacher]]s tanker øvet
stor indflydelse (''Kurze Darstellung des theologischen Studiums'', 1811).
 
Af de talrige
moderne fremstillinger kan nævnes en svensk af Johan Oskar Quensel (1901),
tyske af Chr. Palmer (1842, 6. oplag 1887), [[Albert Schweitzer|Albert Schweitzer]] (1848), Alfred Krauss (1883), Heinrich Bassermann (1885), J. Stockmeyer (1895),
Hermann Hering (1905), M. Schian (1906), P. Kleiaert (1907) og J. Gottschick (1908).<br />
Af engelske: (''Lectures on Preaching'') af W. Bryd Carpenter (London 1895),
H. W. Beecher (I—III, New York) og
Phillips Brooks (New York 1898),
samt den kendte franske A. Vinet: ''Homilétique'' (1853).
 
==Se også==
50.881

redigeringer