Servitut: Forskelle mellem versioner

Servitutstiftelse følger dansk rets almindelige regler om aftaleindgåelse. Dvs. at Kong [[christian 5.|Christian V]]'s [[Danske Lov]] fra [[1683]] udstikker (endnu gældende) retningslinjer om, at en aftale skal holdes, og at den ikke må stride mod "lov og ærbarhed". [[Aftaleloven]] har imidlertid større praktisk betydning for, hvordan retten til at stifte servitutter begrænses. Ifølge Aftalelovens § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesættes, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. [[Tommelfingerregel]]en er altså, at en servitut dels skal være rimelig, og dels ikke må gøre den offentligretlige regulering illusorisk. Denne regel er også baggrunden for [[Planlovens]] § 42, der siger, at [[lokalplan]]relevante servitutter kun kan pålægges efter forudgående samtykke fra [[kommunalbestyrelse]]n. Der må dog ikke meddeles samtykke i tilfælde, hvor der som følge af Planlovens § 13, stk. 2, skal tilvejebringes en lokalplan, dvs. hvor der er lokalplanpligt. Privat servitutregulering må således heller ikke gøre lokalplanlægningen illusorisk. Derfor giver Planloven en kommune mulighed for at nægte samtykke til et servitutpålæg, såfremt kommunen mener, at servitutten vil foregribe og evt. give problemer i forbindelse med senere lokalplanlægning for den pågældende ejendom.

 

{{reflist}}

 

[[es:Servidumbre (derecho)]]

[[fr:Servitude (droit français)]]

[[it:Servitù]]

[[la:Servitus]]