Beskyttet krydser: Forskelle mellem versioner

Leveringen af ''Esmeralda'' i 1884 blev startskuddet til et omfattende bygningsprogram for krydsere hos næsten alle sømagter. For en stor sømagt som England var det vigtigt at have krydsere til at beskytte de vidtstrakte søhandelsruter, og for de øvrige lande var krydseren et billigere alternativ til at bygge [[slagskib]]e, og et våben, der havde potentiale til at lamme modstanderens forsyningsruter. Den sømilitære tænkning, der lå bag satsningen på krydsere, havde sin klareste eksponent i den franske ''jeune ecole'' ("unge skole") bevægelse. Den [[franske flåde]] lå i mange år størrelsesmæssigt tæt på den engelske - senest i [[Napoleon 3.|Napoleon den 3.'s]] regeringstid frem til 1870. Det landmilitære nederlag til Tyskland i 1870 var lammende for Frankrigs økonomi, og der var ikke længere råd til et våbenkapløb på slagskibe med England. I denne situation opstod ''jeune ecole'', hvis ideologi var, at der skulle satses på mindre skibe i form af krydsere til at ødelægge Englands vidtstrakte handel, og [[torpedobåd]]e (og senere [[undervandsbåd]]e) til at angribe de engelske slagskibe, hvis de kom i nærheden af de franske kyster. En af fortalerne for bevægelsen var kontreadmiral Aube, og da han blev fransk marineminister i 1886, var der fri bane for at føre ideerne ud i livet. Det engelske svar på udfordringen var et omfattende byggeprogram, blandt andet i form af "Naval Defence Act", flådeloven fra 1889, der indebar konstruktionen af 70 nye krigsskibe, heraf 42 krydsere.