I den første halvdel af 1800-tallet var der mange som selv byggede et tærskeværk, eller købte de mest kritiske dele for at bygge resten selv. I begyndelsen var tærskeværkene stationære og blev opstillet fast i f.eks en lade.
Senere fra ca. 1900 blev de transportable tærskeværker almindelige., Desom drogmed heleet åretfast mandskab drog fra gård til gård. Det kunne variere noget, hvor mange faste folk, der fulgte med tærskeværket, men de to vigtigste var traktorføreren og ilæggeren. Dertil kom båndskæreren, som havde til opgave at skære båndet på negene over og give dem videre til ilæggeren, som så bredte stråene ud i hele tærskecylinderen bredde. Der behøvedes desuden mindst én, men som regel to til at sende negene til værket, men det klaredes oftest af gårdenes egne folk. Ofte anstte man nogle stærke mænd til at bære de ca. 100 kg tunge sække op på kornloftet. Fra 1920erne havde de større gårde eget tærkeværk, mens de mindre gårde delte eller lejede et.
eget tærkeværk, mens de mindre gårde delte eller lejede et.
Fra [[1950]] efikfik de fleste tærskeværker et ilæggeapparat og kornblæser. Fra omkring 1960 afløstes tærskeværkerne af [[mejetærsker]]en.
