Tærskeværk: Forskelle mellem versioner

== Historie ==

Før i tiden blev kernerne slået fra aksen med et segl. Dette arbejde var både tungt og tidskrævende. I [[1700-tallet]] blev der lavet forsøg med benytte heste og vandkraft til tærskning. En metode var at lægge kornet ud på et plant underlag for derefter at køre med tunge vogne over negene, for at skille kornet fra halmen. I [[1754]] forsøgte man i Sverige at benytte fire koniske valser, monteret på en roterende ramme, som var drevet af heste, vandmølle, eller en vindmølle.

 

I den første halvdel af 1800-tallet var der mange som selv byggede et tærskeværk, eller købte de mest kritiske dele for at bygge resten selv. I begyndelsen var tærskeværkene stationære og blev opstillet fast i f.eks en lade.

 

Fra ca. 1865 blev det almindelg med tærskeværker drevet af dampkraft. Der blev oprettet tærskeinteressentskaber, eller flere slog sig sammen om et damptærskevæk, som kørtes fra sted til sted. Det kunne variere noget, hvor mange faste folk, der fulgte med tærskeværket, men de to vigtigste var traktorføreren og ilæggeren. Dertil kom båndskæreren, som havde til opgave at skære båndet på negene over og give dem videre til ilæggeren, som så bredte stråene ud i hele tærskecylinderen bredde. Der behøvedes desuden mindst én, men som regel to til at sende negene til værket, men det klaredes oftest af gårdenes egne folk. Ofte anstte man nogle stærke mænd til at bære de ca. 100 kg tunge sække op på kornloftet. Fra 1920erne havde de større gårde eget tærkeværk, mens de mindre gårde delte eller lejede et.

 

Fra [[1950]] fik de fleste tærskeværker et ilæggeapparat og kornblæser. Fra omkring 1960 afløstes tærskeværkerne af [[mejetærsker]]en.