Wikipedia:AA-TaskForce/Ædelgasser/Xenon: Forskelle mellem versioner

Naturligt forekommende xenon består af 9 stabile [[isotop]]er. Her ud over kendes over 40 ustabile isotoper, som gennemgår [[radioaktivt henfald]]. Isotopsammensætningen af xenon er et vigtigt værktøj i studiet af den tidlige historie om vores [[solsystem]]<ref name=kaneoka/>. Xenon-135 er et produkt vedaf nuklear [[fission]], og absorberer [[neutron]]er i en [[atomreaktor]].<ref name="stacey">{{cite book

I [[1939]] begyndte [[Albert R. Behnke Jr.]] at undersøge årsagen til "fuldesygen" blandt dyb-havs dykkere. Han eksperimenterede med forskellige luftblandinger i sine forsøgspersoners indåndingsluft, og opdagede at dette fik dykkerne til at fornemme en dybdeændring. Ud fra hans resultater konkluderede han, at xenon kunne bruges som en narkose. Selvom Lazharev fra Rusland tilsyneladende undersøgte xenon som en narkose i [[1941]], så blev den første raport som bekræftede xenon narkose først udgivet i [[1946]] af [[J. H. Lawrence]], som udførte førsøg på [[mus]]. Xenon-[[Denne xenon-narkose]] blev første gang brugt som en operationsnarkose i [[1951]] af [[Stuart C. Cullen]], som med succes opererede to patienter<ref>{{cite journal

I [[1960]] opdagede fysiker John H. Reynolds, at isotop-sammensætningen af xenon i visse meteoriter afviger fra xenon her på Jorden; meteoriterne indeholderindeholdte mere ¹²⁹Xe. Han udledte at det var et henfaldsprodukt, af den radioaktive isotop ¹²⁹I. Denne isotop spaltes langsomt af [[kosmisk stråling]] og nuklear fission, men den produceres kun i større mængder i en [[supernova]]-eksplosion. Da [[halveringstid]]en på ¹²⁹I (16 millioner [[år]]) er forholdsvis kort på set på en kosmilogisk skala, må der være indtruffet sådan en eksplosion relativt kort tid før Solsystemet blev dannet, hvorved "råmaterialerne" til solsystemet (og dermed også meteoriterne) har fået et ekstra "tilskud" ¹²⁹I. Denne supernova kan meget vel også have startet det kollaps af en interstellar gas- og støvsky, der ledte tuktik vortvores solsystems dannelse<ref>{{cite book

Xenon og de andre ædelgasser er igennem tiden blevet betragtet som fuldstændigt kemisk inaktivt, og ude af stand til at danne forbindelser med andre stoffer. Men mens Neil Bartlett fra University of British Columbia underviste, opdagede han at platinumhexafluorid (PtF₆) ervar en stærk oxiderende forbindelse, som kunne oxidere gassen ilt (O₂) og derved danne dioxygenylhexaflouroplatinat (O₂⁺[PtF₆]⁻)<ref>{{cite journal

| doi = 10.1039/PS9620000097 }}</ref>. Og da Ilt og xenon næsten har samme første ioniseringspotentiale, gik det op for Bartlett at platinumhexafluorid måske også kunne oxidere xenon. Den 23. marts 1962, blandede han de to gasser og dannede den første kendte ædelgas forbindelse af en ædelgas, xenon hexaflouroplatinat<ref name=bartlettxe>{{cite journal

Kommercielt produceres xenon som et biprodukt ved seperation af luft til ilt og nitrogen. Seperationen foregår ved fraktionsdestillering i '''et dobbelt søjle anlæg'''. Den flyende ilt som der bliver produceret indeholder en lille mængde krypton og xenon. Ved ydeligere fraktionsdestillering, kan man opnå en blanding på 0,1%-0,2% af krypton og xenon, som ekstraheres enten ved hjælp af adsorption på silicagel eller ved destillering. Til sidst seperer man blandingen af krypton og xenon ved hjælp af destillering<ref>{{cite book

| accessdate=2007-10-10 }}</ref>, men i Mars' atmosfære er der en større del ¹²⁹Xe i forhold til jordens- og solens atmosfære. Da denne isotop er blevet dannet ud fra radioaktivt henfald, har man antage at Mars har midstetmistet det meste af dens oprindelige atmosfære, højst sandsynligt inden for de første 100 millioner år efter planeten blev dannet<ref>{{cite web

}}</ref>. Denne store mængde xenon i Jupiters atmosfære kan ikke forklares, men grunden kunne være en tidligttidlig hurtigthurtig opbygning af planetesimaler, før den [[Protoplanetarisk skive|protoplanetariske skive]] hvoraf solsystemet er dannet, begyndte at opvarmes<ref>{{cite journal

| isbn=0-691-01147-8 }}</ref>. '''Grunden til at der ikke er så meget xenon i jordens atmosfære, kan muligvis forklares af den kovalente binding af xenon til ilt indeforindei [[kvarts]], dermed reduceres de udgående gasser af xenon, som ellers ville have endt i atmosfæren (fejl oversætning?)'''.<ref>{{cite journal

| accessdate=2007-10-04 }}</ref>. På flydende form har xenon en densitet op til 3,100 g/mL, vedhvor densitets maksimum forekommer ved trippelpunktet<ref name=detectors>{{cite book

|isbn=3527609636 |pages=8-9}}</ref>. Under de samme forhold, har xenon på fast form densiteten 3,640 g/cm³, hvilket er højere end gennemsnits densiteten for granit, 2,75 g/cm³<ref name=detectors/>. Ved at bruge tryk i gigapascal størrelsen, tvinger man xenon i en metalisk fase<ref>

Xenon hører til gruppen nul-valens grundstoffer også kendt som de ædle- eller inertegasser. Xenon er '''[[inert''']] ved de fleste af de mest kendte kemiske reaktioner (for eksempel forbrænding), på grund af at den har 8 elektroner i yderste skal. Dette giver en stabil lav energi konfiguration hvor de ydre elektroner sidder tæt sammen<ref>{{cite web

I et gas fyldt rør, udsender xenon et blåt eller lavendelblå agtigt skær når man sætter strøm til. '''Skæret som xenon udsender, strækker sig over det visuelle spektrum<ref>{{cite web

| accessdate=2006-08-10 }}</ref>, dog er linjerne i det blå område kraftigere og grunden til at det er et blåligt skær.<ref>{{cite book

| location=London }}</ref> (fejl oversætning??).'''

Naturligt forekommende xenon består af 9 [[isotop]]er (man har forudsagt at isotoperne (¹²⁴Xe, ¹³⁴Xe og ¹³⁶Xe gennemgår et dobbelt [[betahenfald]], men da ingen nogensinde har observeret dette, har man antaget at de er stabile<ref>[http://www.shef.ac.uk/physics/bus2006/talks/luscher_roland.pdf Status of ßß-decay in Xenon], Roland Lüscher, accessed on line [[September 17]], [[2007]].</ref><ref>[http://dx.doi.org/10.1023/A:1015369612904 Average (Recommended) Half-Life Values for Two-Neutrino Double-Beta Decay], A. S. Barabash, ''Czechoslovak Journal of Physics'' '''52''', #4 (April 2002), pp. 567–573.</ref>). Xenon har den anden højste antal af stabile isotoper, kun overgået af [[tin]] som har 10 stabile isotoper.<ref>{{cite book

Da xenon er et [[sporingsstof]] for to moderisotoper, er xenon en værdifuldt værktøj når det kommer til at studere dannelen af [[solsystemet]], da man kan se på forholdet af xenonisotoper i [[metorit]]ter. [[Iod]]-xenon [[datering]] giver tiden i mellemimellem [[nukleosyntesen]] til [[kondensation]]en af faste objekter fra [[solsystemets dannelse og udvikling|solsystemets dannelse]]. Xenonisotoper er også et vigtigt værktøj til at forstå jordisk differentiation<ref name=kaneoka>{{cite journal

Den første kemiske xenon forbindelse, xenon hexafluoroplatinat, blev syntetiseret i 1962<ref name=bartlettxe/>. Efterfølgende er der blevet opdaget mange andre xenon forbindelser, herunder: [[xenon difluorid]] (XeF₂), [[xenon tetrafluorid]] (XeF₄), [[xenon hexafluorid]] (XeF₆), [[xenon tetroxid]] (XeO₄) og [[natrium perxenat]] (Na₄XeO₆). Et yderst eksplosivstofeksplosivt stof, xenon trioxid (XeO₃) er der også blevet lavet. Størstedelen af de mere end 80 xenon forbindelser<ref name=CRC>{{cite web