Richard H. Anderson: Forskelle mellem versioner

'''Richard Heron Anderson''' ([[7. oktober]] [[1821]] – [[26. juni]] [[1879]]) var en karriereofficer i [[De Forenede Stater]]s hær og en general i [[Amerikas Konfødererede Stater]]s hær under den [[amerikanske borgerkrig]].

Richard "Fighting Dick" Anderson blev født i High Hills of Santee på Hill Crest, i Stateburg, i South Carolina, som søn af Drdr. William Wallace Anderson og hans kone Mary Jane Mackensie.<ref name=roots>[http://www.rootsweb.ancestry.com/~scdacudc/ UDC website]</ref>

Anderson fik sin eksamen fra West Point i 1842 og blev udnævnt til midlertidig [[sekondløjtnant]] i 1st U.S. Dragoons. I 1845 deltog han i ekspeditionen, som gennemførte en militær besættelse af [[Texas]]. I den [[Mexicansk-amerikanske krig]] deltog han i [[Belejringen af Veracruz]] og de forskellige operationer til og med erobringen af [[Mexico City]], fra [[12. september]] til [[14. september]] [[1847]]. Han blev [[premierløjtnant]] i 2d Dragoons den [[13. juli]] [[1848]] og kaptajn den [[3. marts]] [[1855]]. Han gjorde ofte tjeneste ved den praktiske kavaleriskole på [[Carlisle Barracks]], og gjorde tjeneste i [[Kansas]] under kampene mellem tilhængere og modstandere af slaveri (Bleeding Kansas) i 1856-57. Han gjorde tjeneste på [[Fort Kearny]], i [[Nebraska]], fra 1859 til 1861.

Den [[3. marts]] [[1861]] tog Anderson sin afsked fra den amerikanske hær og tiltrådte som oberst i 1st South Carolina Infantry [[regiment]]. Han fik kommandoen over området omkring Charleston havn efter erobringen af [[Fort Sumter]]. Han blev forfremmet til [[brigadegeneral]] den [[19. juli]] og overført til [[Pensacola]] i [[Florida]], hvor han blev såret i armen under [[Slaget ved Santa Rosa Island]]. I februar 1862 kom han (Sydstaternes) [[Army of the Potomac (Sydstaterne)|Army of the Potomac]], som blev indkorporeret i [[Army of Northern Virginia]] senere samme forår, og her blev han [[brigade]] chef. I [[Peninsula kampagnen]], udmærkede han sig i [[Slaget ved Williamsburg]], [[Slaget ved Seven Pines]], og i [[Syvdagesslaget]]. I [[Slaget ved Glendale]], overtog han midlertidigt kommandoen over [[James Longstreet]]'s [[division]]. På grund af hans udmærkede indsats på Viriginia Halvøen-halvøen blev han forfremmet til [[generalmajor]] den [[14. juli]] [[1862]], og fik kommandoen over 2. Divisiondivision i Longstreet'sLongstreets Første Korps i [[Army of Northern Virginia]].

I det [[Andet slag ved Bull Run]], iværksatte Anderson et angreb som gennembrød Unionens linjer og sendte hæren på tilbagetog til [[Washington, D.C.]] I [[Slaget ved Antietam]] havde han den overordnede kommando ved [[hulvej]]en "Bloody Lane", i centrum af Sydstaternes forsvarslinie. Han blev såret i låret og forlod slaget, hvilket fik hans division til at gå i stå og senere sendt på flugt af et angreb i flanken. I [[Slaget ved Fredericksburg]] var hans division ikke kraftigt engageret i kampen. I [[slaget ved Chancellorsville]] var han ikke under Longstreets kommando (Longstreet var sendt på en opgave nær Suffolk i Virginia), men lagde pres på Unionens venstre fløj, mens [[Stonewall Jackson|Thomas J. "Stonewall" Jackson]] angreb den højre. Han og [[Lafayette McLaws]] forlod hovedkamplinien den [[3. maj]] [[1863]] og rykkede mod øst for at opfange Unionens VI Korps, som under Johns Sedgwick var på vej bagom Army og Northern Virginia. Efter Jacksons død reorganiserede Lee sin hær i tre korps. Andersen var tilstrækkelig beundretanerkendt af Lee til at blive overvejet til en af posterne, men det endte med, at hans division i stedet blev tildelt det nye korps under [[A.P. Hill]].

I [[Slaget ved Gettysburg]] var Andersons division den tredje i en række, som nærmede sig byen vestfra den 1. juli, og kom derfor så sent, at de ikke havde meget at gøre med de første kampe. Lee havde beordret Anderson i [[bivuak]], for at hans division kunne være udhvilet til næste dag, hvilket kunne betegnes som en taktisk fejl. Hvis Anderson havde fået ordre på at angribe [[Cemetery Hill]] vest fravestfra, og hvis Lee kunne have fået [[Richard S. Ewell]] til også at angribe nordfra, kunne Unionens linje være blevet brudt og slaget - ja selv krigen - kunne have været vundet. På slagets anden dag angreb Andersons division nær centrum af Unionens linjenlinje som opfølgning på angreb fra Longstreet (Hood'sHoods og McLaws divisioner) på hans højre side. Andersons højre fløj havde succes med at angribe [[Andrew A. Humphreys]]'s division i III Korps langs Emmitsburg Road. Hans centrum, under [[Ambrose R. Wright]], gennemborede den let forsvarede [[Cemetery Ridge]], og gjorde bedre fremskidt end Pickett'sPicketts angreb den følgende dag. Hans venstre fløj kunne ikke opretholde det nødvendige momentum. [[Carnot Posey]] rykkede tøvende frem, og [[William Mahone]] rykkede slet ikke frem fra [[Seminary Ridge]]. Unionsforstærkninger hastede frem i et modangreb mod Wright, og han blev slået tilbage. Anderson fik kritik for sin ledelse under denne dags kampe. Han havde ikke meget effektiv kontrol over sine brigader, og hans angrebsplan, som indebar, at alle hans brigader angreb på linje uden nogen reserve, som kunne udnytte en succes, var ikke vel udtænkt. Den 3. juli deltog Andersons brigader under [[Cadmus M. Wilcox]] og [[David Lang (oberst)|David Lang]] i de sidste minutter af Pickett'sPicketts angreb, men begge blev drevet væk.

Næste forår i [[Slaget ved the Wilderness]] blev Longstreet såret, og Anderson tog over som chef for Første Korps og førte det gennem [[Overland kampagnen]]. Han blev forfremmet til midlertidig [[Generalløjtnantgeneralløjtnant]] den [[31. maj]] [[1864]].<ref name=Dupuy40>Dupuy, p. 40.</ref>

Da Longstreet vendte tilbage fra sin reconvalescens i oktober, førte Anderson det nyoprettede Fjerde Korps i [[Army of Northern Virginia]] gennem [[Belejringen af Petersburg]] og [[Slaget ved Appomattox Courthouse|retræten til Appomattox]]. Som bagtrop udkæmpede korpset [[Slaget ved Sayler's Creek]] den 6. april, og resterne af korpset blev slået sammen med Første Korps den [[8. april]]. Dette efterlod Anderson uden en kommando, og han fortsatte hjem til South Carolina. Anderson blev benådet den [[27. september]] [[1865]].<ref name=Eicher105>Eicher, p. 105.</ref>

Efter krigen var Anderson statslig fosfat agentfosfatagent i [[South Carolina]]. Han døde i Beaufort, og ligger begravet der på kirkegården ved St. Helena's Episcopal Church.<ref name=roots/>