Ove Malling: Forskelle mellem versioner

{{elefantridder|År=1826}}

'''Ove Malling''' ([[10. december]] [[1748]] - [[17. november]] [[1829]]) var [[Danmark|dansk]] [[historiker]] og [[gehejmestatsminister]].

 

Søn af Peder Pedersen Malling og Charlotte Hylleborg, født Storm og blev født på Taarupgaard ved [[Viborg]]. Faderen købte [[1749]] herregården Astrup i Salling, hvis hovedbygning han opførte på ny, mens han forøgede og forbedrede bøndergodset og afløste bøndernes hoveri med en pengeafgift. Ove Malling blev sammen med en ældre broder undervist i hjemmet og gik et par år i [[Viborg]] skole. Han blev student [[1763]] og teologisk kandidat [[1766]]. Faderen sikrede ham få år efter et præstekald (Vistofte), som han dog aldrig tiltrådte. Hans lærde uddannelse var beskeden. Han brugte ikke universitetets vejledning, men læste

i hjemmet, og sine eksaminer tog han med liden hæder. Derimod søgte han med iver at uddanne sig så fyldigt som muligt på egen hånd ved hjælp af faderens righoldige bogsamling og senere som huslærer hos hofjunker Holger Sehested på Jungetgård, ligeledes i Salling. Faderen måtte ved denne tid opgive sin ejendom og tage embede som borgmester i [[Viborg]].

Malling følte sig især åndsbeslægtet med de litterære bestræbelser, som dengang udgik fra [[Sorø]] med [[Jens Schelderup Sneedorff]] som hovedmand . Han lagde sig efter modersmålets behandling i bunden og ubunden stil samt med de historiske videnskaber. En sproglærer fra [[Strasbourg]], der havde ført et omflakkende liv, og som hans fader havde udløst fra militærtjenesten, havde tidligt vakt hans interesse for de store verdensbegivenheder, og på de gamle jyske herregårde, der bevarede minder om en række adelsslægter, såvel som i det minderige [[Viborg]] var hans sans for fædrelandets historie blevet rigt udviklet. Da han endelig som hovmester for [[Holger Sehested]]s sønner fik varigt ophold i hovedstaden, lagde han sig derfor med iver efter historiske studier, mens han samtidig deltog i sine elevers juridiske øvelser, særlig under [[Edward Colbjørnsen]]s vejledning. Han kom nu også i forbindelse med de litterære kredse, hvis arbejder han tidlig havde følt sig tiltalt af, og hvis formående midtpunkt efter Sneedorffs død [[Ove Høegh-Guldberg]] var blevet. Det blev hans kæreste tanke engang selv at blive knyttet til akademiet i Sorø. "Selskabet for de skjønne Videnskaber" optog et par oder af ham i sine ''Forsøg'' ([[1774]]), og i begyndelsen af [[1776]] opførtes et syngespil af ham, ''Belsor i Hytten'', der udmærkede sig ved sin lette dialog og sit rene sprog, men i øvrigt ingen lykke gjorde.

 

Guldberg havde imidlertid særlig fæstet sin opmærksomhed på Mallings beskæftigelse med fædrelandets historie. I forordningen om de latinske Skoler (af 11. maj [[1775]]) nævntes blandt lærebøger, som skulle bruges, ved siden af Guldbergs ''Verdenshistorie'' "en Samling af berømmelige og gode Danskes, Norskes og Holsteneres Handlinger, hvilken skal besørges udgiven"; denne bog blev det overdraget Malling at skrive. Han fik en kongelig understøttelse for at vinde tid til at indsamle sit store stof, og han måtte om sommeren følge med hoffet til [[Fredensborg]], hvor han da levede sammen med Christian Frederik Jacobi, Benjamin Georg Sporon og andre skønånder. Således fremkom den navnkundige bog ''Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere'' ([[1777]]), mange senere udgaver (senest i [[1992]]) og oversat til engelsk, tysk og fransk. Planen, der var givet ham udefra, ordnede de historiske minder om personer og deres handlinger, disse igen efter deres moralske karakter: Menneskekærlighed, kærlighed til fædrelandet, sindighed og så videre. Han slutter med en oversigt over de to rigers historie under titelen: "Store Fortjenester af Staten". Fremstillingen tilhører helt igennem forfatteren: "Hvad Fortællingerne selv angaar," hedder det i fortalen, "da har jeg for dem intet Mønster valgt; jeg har søgt at fremsætte enhver især saaledes, som jeg omtrent mundtligen vilde have fortalt dem for Folk af forskjellig Alder, naar jeg ønskede, at den unge skulde fatte, hvad jeg vilde sige, og den gamle ikke blive kjed af at høre til." Derved opnåede Malling den jævne og levende stil, der gjorde hans bog til en [[folkebog]] for to menneskealdre. Få andre har som den bidraget til at vække fædrelandskærlighed og sprede kundskab om det danske folks historie i vide kredse.

 

 

Det historiske værk banede Malling vej til et ret anseligt embede. 27. januar [[1777]] udnævntes han til "Sekretær og Chef for det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammerkancelli", det vil sige kontorchef i Generaltoldkammerkollegiets sekretariat. Her lærte man snart at sætte pris på hans klare hoved og ualmindelige arbejdsevne, særlig hans lethed i at føre pennen, og der blev i fuldt mål lagt beslag herpå. Allerede [[1781]] blev han tillige kommitteret i kollegiet (det vil sige deltager i de kollegiale afgørelser, med visse departementschefsforretninger), [[1797]] deputeret, fra [[1801]] ældste deputerede, til [[1809]], da han forlod dette kollegium. Samtidig pålagdes der ham dog en række andre, til dels meget omfattende arbejder.

Begravet på [[Gentofte Kirkegård]].

 

[http://runeberg.org/dbl/11/0078.html Biografi] - i [[Dansk Biografisk Leksikon]].

{{DBL}}

[[Kategori:Elefantriddere|Malling, Ove]]

[[Kategori:Født i 1748|Malling, Ove]]

[[Kategori:Danmarkshistoriens personer|Malling, Ove]]